 |
 |
WEBLOG: ARKIVINDLÆG - 1. februar 2006 - 31. marts 2006
Info-BLOG'en- væsentlige og bemærkelsesværdige informationer og nyheder!?
|
OVERSIGT:
|
ARKIVINDLÆG - 1. februar 2006 - 31. marts 2006
|
Se oversigten
Rejsebøger om Thailand Lonely Planet Politiken m.fl Se oversigten
Bøger om Øl på rejsen Har du set
den nye Rejse-blog? |
31. marts 2006:
Sammen er vi stærke! ... osse i dag!
I dag for 45 år siden var vejret ikke på nogen måde så godt som i dag. Jeg var en stor dreng eller en ung teenager og jeg husker det var skærtorsdag. Jeg erindrer også, at jeg stod oppe ved Hovedvejen for enden af byvejen ned til Store Grandløse sammen med et par venner og familie og med stor undren og interesse betragtede det aldeles bemærkelsesværdige optrin af omkring et par tusinde vandrende og indimellem syngende modstandere af atomkraft, der kom vandrende fra Holbæk på vej mod København i Kampagnen mod Atomvåbens første påskemarch, som netop i dag for 45 år siden nærmest blev væk i en snestorm. Men allerede dagen efter var vejret OK, og opslutningen bag marchen var mangedoblet, da deltagerne nåede København påskedag, hvor der var omkring 25-30.000 deltagere i massemødet på Rådhuspladsen.
...brochure fra dengang!
Den populære - men også blandt mange lidt (for) kontroversielle - kirkeminister Bodil Koch var en af talerne ved et arrangement, der løb af stabelen i Tivolis Koncertsal, og den tale var en af de mere mindeværdige af slagsen. Den illustrerer hendes altid glødende engagement i de sager, der havde hendes bevågenhed, hvilket indimellem kom lidt på tværs af det politiske establishment.
Bodil Kochs tilsagn om at "...tale for deltagerne i atomprotestmarchen i påsken gav anledning til voldsomme reaktioner såvel i den borgerlige presse som indenfor kirkeministerens eget parti. Man savnede ikke mistænkeliggørelse eller familiære oplysninger til belysning af ministerens åbenbart chokerende beslutning", stod der eksempelvis i Kristeligt Fredsforbunds bulletin "Fredsvarden". Læs et sammenredigeret uddrag af Bodil Kochs tale fra Det danske Fredsakademi.
På Rådhuspladsen talte bl.a. ititiativtagerne Carl Scharnberg og Svend Haugaard og de trak godt nok folk af huse. Omkring 25.000-30.000 var der formentlig på gaden den påskesøndag.
"Påskemarchen 1961" var nu ikke den første march, for den var løbet af stabelen i de kølige efterårsdage i obtober måned året før, men det var ikke desto mindre et ganske bemærkelsesværdigt initiativ, som bl.a. skyldtes en utrættelig Carl Scharnberg, højskoleforstander Svend Haugaard, forfatteren Tage Hind og andre fornuftige mennesker, der havde indset de mange farer, der var snævert knyttet til udviklingen af atomkraft og anvendelsen af kernevåben. Bevægelsen blev yderligere støttet af en lang række kendte personer, deriblandt Broby-Johansen, Klaus Rifbjerg, Halfdan Rasmussen, H.C. Branner, Villy Sørensen og Thorkild Bjørnvig, for blot at nævne nogle få.
Det luner når man er mange, der slutter op ... i en lang og lidt vedholdende flok! - kilde: Det Kgl. Bibliotek
Påskemarchen var forenet om en række krav, der klart udtrykker bevægelsens bredde:
- Der må ikke findes kernevåben på dansk område
- Befolkningen må have klar besked om mængden og følgerne af radioaktivt nedfald
- Den danske regering må gennem sin politik gøre alt for at sikre, at Danmark ikke bliver bombemål
- Danmarks regering må på internationalt plan aktivt arbejde for forbud mod enhver form for anvendelse af kernevåben.
Læs mere om Antiatomprotestkampagnen på Leksikon.org, og læs om 1960'ernes oprør og atommarcherne på 1960erne.dk
Vi fik som bekendt ikke atomvåben, omend der drattede et fly ned i Grønland med kernevåben ombord, og det heller ikke kan udelukkes at andre dele af kongeriget også har haft kortvarige besøg af fly eller skibe med kernevåben skjult under dækket.
Læren er, at det kan nytte at stå sammen i besindighed og fornuft og protestere i flok, for sammen ER vi stærke!
Jeg vil slutte dagens indlæg med et af Carl Scharnbergs hvertevarme digte om solidaritet og sammenhold.
Læs mere om Carl Scharnberg på Leksikon.org.
Udsendt af uofficielle synspunkter - Eftertryk og opsætning ses gerne
29. marts 2006:
"Endelig" konfrontation på vej i Nepal?
I Nepal er det blevet stadig mere klart for såvel iagttagere som for de deltagende parter i konflikten, at en militær løsning ikke længere er mulig for hverken maoisterne eller for regeringen. Kong Gyanendra - der bestandig udtaler sin støtte til demokrati med sine læber samtidig med at hans hænder fortager det stik modsatte - mister stadig mere af sin opbakning, selv blandt sine egne. Alligevel åbnede hæren tidligere i dag en væbnet konfrontationskurs, der forekommer at være en skærpelse af den hidtidige linie. Et maoistmøde i Thokarpa i Sindhupalchowk Distrikt umiddelbart øst for Kathmandu-Dalen blev angrebet fra luften. Fire maoister og en civil blev dræbt. Et øjenvidne har rapporteret om hændelsen og hele forløbet, se hele beretningen fra Bhojraj Bhat samt hans gribende billeder i artiklen: "Live From The War Zone. Thokarpa Aerial Attack" fra "United We Blog! for a Democratic Nepal".
Der er selvfølgelig en bagtanke med aktionen, og en hurtig analyse kunne pege på et par bemærkelsesværdigheder. Der er kun få dage til den formentlig omfattende "generalstrejke" (Bandh), som er planlagt til 3.-6. april, og såfremt det skal lykkes kongen at splitte samarbejdet mellem den demokratiske 7-parti-alliance og maoisterne inden da, så kunne det det eksempelvis ske ved at lægge pres på maoisterne og tvinge dem til at optrappe den militære kamp, for derved måske at svække den popularitetsbølge, som maoisterne rider lidt på i øjeblikket. Der er næppe tvivl om at en optrapning af kampene vil kunne øge visse modsætninger inden for maoisterne, men om det vil være tilstrækkeligt til at der sker nogen form for splittelse på et tidspunkt, hvor mange indikatorer peger på at der er en løsning i sigte, mere eller mindre udenom kongen.
Men Kong Gyanendras reaktionsmønster er svært at forudsige - med mindre man udarbejder en analyse, og vælger netop den løsning, der står mest i modsætning til de handlinger, kongen burde foretage for at opnå det demokratiske samfund han siger, han ønsker at genetablere. Lige netop derfor er det stort set umuligt at forudsige andet end at situationen kan kulminere hvad dag det skal være, men også, at en løsning kan være inden for rækkevidde - også uden kongens medvirken, da der efterhånden falder stadig flere af kongens støtter fra.
Disse bemærkninger er blot en kommentar til situationen og ikke en egentlig analyse, den må lige vente til flere af de involverede begynder at flytte nogle af deres "brikker".
Der er mange måder at vurdere situationen på. Læs også en frisk nepalesisk vurdering, jeg lige har modtaget fra Pravin Rajbahak, der kommenterer Indiens rolle i den aktuelle situation i Nepal i lyset af de tragiske bombeaktioner i Benares (Varanasi) den 7. marts. Læs hans artikel: "Lessons from the Benaras Blasts"
27. marts 2006:
...forår på spring !
...kong vinter må vige!
+7° klokken 8 om morgenen er da i hvert fald årsrekord her på Lysevangsvej. Og selvom det blot er få dage siden sneflokke kom vrimlende ned over andre dele af kongeriget, så forekommer der nu lysning på vej.
Genboen, som utrækkeligt har ryddet større dele af området for vinterens snemasser, går sammen med os andre og glæder os til de lysere nætter, som sommertiden nærmest pr. automatik har bragt med sig. Havemøblerne står stadig indendørs, men det kan næppe vare mange dage før også de myldrer ud i fri, båret af gesjæftige hænder og fødder.
Historien om April!
Nu nærmer vi os April, året måske mest ustabile måned. I kender godt historien om hvorfor vejret er så varieret i April, som tilfældet er, eller det gør I måske ikke?. Jamen så får I den blot endnu en gang.
Det var en mørk og stormfuld nat under månedernes årlige topmøde. Alle månederne var samlet og fortalte om de ting de var tilfredse eller utilfredse med, samt om de ønsker, de havde til fremtiden. April lå vågen - som så mange gange tidligere - og følte sig lidt udenfor. For, mens de andre 11 måneder havde masser af dage at fortælle om, så havde April - som den eneste måned - slet ingen dage.
Næste morgen besluttede April så, at nu måtte det være, og under samlingen, hvor alle månederne var til stede fortalte April om, hvor deprimerende det var at høre alle de skønne beretninger fra de andre måneder uden selv at have noget at fortælle.
"Jeg vil så gerne have nogle dage også!" afsluttede April sit indlæg, og den anmodning skabte stor stilhed i forsamlingen indtil Januar brød stilheden og sagde "Jeg blev dybt rørt over dit indlæg, og jeg tilbyder dig nogle af mine dage, selvom jeg ikke altid synes, at de er noget at samle på". April takkede rørt, hvorefter Oktober brød ind og også tilbød nogle af sine dage. Og det fortsatte på denne måde resten af formiddagen, og det endte med, at alle de øvrige måneder gav April nogle af deres dage.
Enden på det hele blev, at April havde sådan cirka lige så mange dage som de andre måneder, men til gengæld, kunne vejret hos April veksle fra oktober-storme til varme sommerdage, men April var lykkelig.
På denne måde fik April sine dage, og historien forklarer samtidig, hvorfor vejret er så varieret og afvekslende som tilfældet er.
Det er ganske vist!
Har du i øvrigt flere spørgsmål om vejret (og hvem har ikke det!), så har Meteorologisk Institut formentlig svar på endnu flere spørgsmål end du kan finde på at stille. Og selvom du måske ikke altid synes, at de er tilstrækkeæligt gode til at forudsige vejret (selvom de rangerer i den absolutte verdens-elite, hvad det angår), så er deres registreringer af hvordan vejret har været rigtig gode, ligesom deres forklaringer af alle former for klimatiske spørgsmål i øvrigt. Læs bare deres "Spørgsmål og svar om vejrobservationer før og nu!"
19. marts 2006:
..men ! ? - et lille ord med stor politisk betydning
...det lille ord men er med til at skille får fra bukke, MEN hvorfor de skal skilles, er der bare ingen der vil sige. Kan vi ikke bare - for at anvende den betegnelse, som Politikens tidligere chefredaktør anvendte for nylig - være "bukkefår" allesammen!
Vor statsminister forsøger helt at undgå at anvende det, MEN ustandselig dukker det op igen og igen, og den barske statsmandsfacade holder faktisk ikke helt, når man iagttager, hvorledes han manøvrerer rundt med sproget selv (der smutter simpelthen alt for mange MEN'er med, som han bagefter har det største besvær med), samtidig med at han mere og mere krampagtigt holder det ene øje lukket. I det andet øje er det lykkedes Pia Kjærsgaard at placere en kæmpepæl, som hun konstant fremhæver er fremstillet af DANSK FYR (som i virkeligheden er et indvandret træ, MEN det optager ikke Pias sind, som først og fremmest går ud på at sikre sig den konstante opmærksomhed fra Anders, så han er helt på det rene med, hvornår Pia vinker til ham).
Foran det øje, som Anders mere og mere krampagtigt klemmer i, svinger Marianne med håndtasken, samtidig med, at der er tæt trafik af politikere, fremtrædende erhvervsfolk, kulturpersonligheder, udenlandske ambassadører, som Anders hele tiden betoner helt har misforstået situationen, og at de står helt alene med deres synspunkt, for - som vor statsminister konstant påpeger, så "...mener jeg det jeg hele tiden har ment! ... og der skal ikke være noget MEN!" - Og alligevel smutter det konstant ud, det lille men, MEN så er det kun et lille men, som slet ikke har den samme betydning, som når "de andre" siger det, for så er det nemlig et STORT MEN.
MEN - jeg fornemmer indimellem en svag sitren i Anders' lukkede øje, så måske holder han det i virkeligheden lidt på klem, og det kunne jo skyldes, at Anders inde bag sin glatte facade faktisk godt kunne tænke sig at lege lidt med de andre. For Pia kan slet ikke så mange lege, og der er slet ikke nogen afveksling så længe Pia bestemmer, men (lille men) det passer jo faktisk Anders rigtig godt, for han kan absolut ikke li' hvis der er for mange "grimme ællinger", der spræller lidt for meget med halen, for så kan han slet ikke styre fjerene, som fuldstændig vokser ud af hænderne på ham til noget som Pia hjælper ham med at tolke som fuldbårne flyvefærdige trusler mod dansk demokrati og ytringsfrihed, og jeg ved ikke hvad.
Det ville glæde mig, hvis den svage sitren i Anders' fastklemte øje ville ende med en svag åbning, så han på lidt længere sigt ville få begge øjne op for, at han faktisk er nærmest bagbundet af et næsten symbiotisk meningsfællesskab med Pia, der prøver at lukke alle andre ude. Hun vil ha' Anders for sig selv.
Og så længe Anders fortsætter med sin stædighed og opretholder sin (og Pias) trang til "selv at bestemme" og det fortsætter med disse stædighedsbaserede hurtige og umiddelbart nemme løsninger, så fortsætter den kulturelle nedtur vi som nation udsættes for i stadig større dele af verden, hvor vi - som nation - aldrig har været mere kendt og omtalt end vi er i øjeblikket, MEN det betyder samtidig, at stadig flere rundt om i den store verden omtaler os danskere generelt som et i særdeleshed usympatisk folkefærd.
Hvis vi fortsat lader Pia og Anders bestemme, så ender det simpelthen med, at dem ude omkring i verden faktisk får ret!
- Og det håber jeg sandelig ikke!!
24. februar 2006:
Iraks demokratiske projekt,
- og den danske populismes svagheder!
Da de store positive vurderinger af Iraks store demokratiske projekt spredte sig ud over verden i forbindelse med det ganske fredelige parlamentsvalg i Irak sidste efterår, var mange af de officielle vurderinger der fulgte ren ønsketænkning. Det store demokratiske projekt var simpelthen ved at lykkes, lød det alt for enslydende, og alt for få lyttede efter de mange signaler, der samtidig lød overalt, og som kun enorm svær bevæbning af sikkerhedsstyrkerne op til valget var med til at dæmpe en kort periode.
Men det demokratiske projekt, som "vi" er med til at gennemføre i Irak, har ikke været styrket af en samtidig udvikling af en kulturel, ideologisk og religiøs forståelse af de samfundssystemer, vi har involveret os i at demokratisere. Gennem flere år har der i Danmark i højere fra foregået en voksende mistænksomhed overfor disse samfundssystemer, og specielt over for den religiøse påvirkning af dagligdagen blandt de muslimske befolkningsgrupper i Danmark. Det siger da sig selv, at de samme politikere, der er med til at stramme debatten i Danmark over disse befolkningsgrupper, samtidig er det samme politiske flertal, der beslutter, hvorledes den danske påvirkning af den demokratiske proces i Irak skal forløbe. Det kan simpelthen ikke på længere sigt lade sig gøre at lade indenrigs-baserede populisme-strømninger styre politikken - og specielt udenrigspolitikkken - i det omfang det sker under Anders Fogh i øjeblikket.
Alt for mange har rigtig svært ved at erkende, at den populistiske krig, det lykkedes at iværksætte i Irak, og det løfte de krigsførende magter samtidig afgav til Irak om at indføre demokrati i landet, simpelthen er opgaver der kun kan løses med et langt mere folkeligt mandat, end det George Bush afgav, og som han blev støttet i af bl.a. Tony Blair og vores egen Anders Fogh Rasmussen, men ikke af FN. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg efterfølgende har hørtat "...ingen kunne vide, at det ville udvikle sig sådan!" - Jo!, det var der faktisk rigtig mange der gjorde opmærksom på at der var rigtig stor sandsynlighed for at det ville! - Men de røster ønskede man ikke at lytte efter, de blev simpelthen ignoreret ud fra den samme retoriske "logik", som George Bush "snørede" amerikanerne med, da han med sine nærmest inkvisitatoriske udtalelser: "Hvis I ikke er med os, er I mod os!".
Nu står vi simpelthen i suppedasen, Danmark har det mest populistiske politiske flertal i mands minde, FN er svækket, EU er aldrig blev et samlet forum, USA har en præsident uden bred opbakning og med en dybt svækket troværdighed. I "den globale landsby" slår folk hinanden ihjel under - og som følge af - protester mod nogle tegninger i en dansk avis. I Irak har de traditionalistiske Sunni-muslimske grupper fået selskab og opbakning fra militante fundamentalister (som først har fået deres nuværende og meget omfattende indflydelse efter 11. september og "Krigen mod Terror").
Senest ser vi så den udløsning af spændinger i Irak, som udtrykte sig i onsdagen bombesprængninger mod Shiitiske helligdomme, foretaget af grupper, der formodes at tilhøre Sunni-muslimske militante fundamentalister. Det er ikke signaler, der på nogen måde udtrykker et samfund med overskud og indre styrke. Det er et af de hårdest belastede samfund i verden, som samtidig har nogle af verdens største oliereserver liggende under ørkensandet, i hvert fald i de kurdiske og shia-muslim regioner, mens der ikke ligger mange ressourcer under det sunni-muslimske ørkensand.
Læs Poul Rogers helt aktuelle vurdering af situationen i Irak, hvori han påpeger, at den fragmentering, der sker af de irakiske samfund, og baggrunden for de aktuelle bombesprængninger af shiitiske helligdomme, begge er symboler for USA's fatale fejltagelser i Irak. Find vurderingerne i Poul Rogers' artikel: "Irak - Et splittet samfund sat i brand! - [Iraq's burning season]"
Læs også BBC's rigtig gode artikler og uddybninger af situationen i Irak i artikelsamlingen: "The Struggle for Iraq"
Vil du finde mere dybtgående analyser, så kig på Juan Cole's Blog med omfattende gennemgang af udviklingen dag for dag: "Juan Cole's Blog: Thoughts on the Middle East, History, and Religion" (Juan Cole is Professor of History at the University of Michigan).
21. februar 2006:
Kong Gyanendra bestemmer i Nepal
...men hvem har egentlig magten?
I lørdags "fejrede" nepaleserne "Demokratiets Dag". King Gyanendra holdt en tale fra sit refugium i Pokhara, som hans egen vice-premierminister efterfølgende roste som et stærkt indlæg i landets demokratiske proces.
De politiske partier i 7-parti-alliancen havde arrangeret en demonstration, der forløb i god ro og orden uden det helt store fremmøde, og Prachanda fejrede for en uges tid siden 10 års-dagen for Folkekrigen med en radiotransmitteret tale (via "People’s Republic of Nepal Radio").
Mens kongens stædighed er ved at have overvundet visse befolkningsgruppers ønsker om at se ham drage i exil, så er det først og fremmest maoisterne, der i øjeblikket udgør stort set den eneste relle udfordring for Kong Gyanendra, og der forekommer ikke megen tvivl om at Formand Prachandas mediestunts har gjort ham til en markant politisk udfordrer for såvel Kong Gyanendra som for de traditionelle politiske partier.
I Nepal er det fortsat kongen, der bestemmer alt (han gør i hvert fald sit "bedste"), mens de politiske partier er totalt overladt til en reaktiv rolle. Dvs. at de politiske partier stort set er overladt til at kommentere og reagere mod kongens og hans illigetime regerings handlinger, som de derefter reagerer imod med demonstrationer af varierende omfang.
Var det ikke for maoisterne og behovet for udenlandsk bistand, så kunne denne magtdemonstration fra kongens side formentlig fortsætte nærmest i årevis. Men stadig større dele af befolkningen er nu atter utålmodige eller måske nærmere mismodige. Prachandra blev godt nok nærmest "stueren" efter hans gentagne interviews til nepalesiske og internationale medier.
Men Kong Gyanendra sidder fortsat på sin trone, og hans svorne støtter i den nok så illigitime regering fortsætter med at lade som om det er dem, der bestemmer.
Læs mere i artiklen: "Nepal - Situationsvurdering fra Nepal i anledning af "Demokratiets Dag"! - Kong Gyanendra "bestemmer", politikerne aktionerer og maoisterne reagerer!"
19. februar 2006:
Fødselsdagsfest
Hvor tit har man ikke i mandekredse hørt tale om kvindekomsammen og kaffeslabberads og sådanne slige betegnelse for disse sammenkomster, som vi mænd er forment adgang til.
Forleden lykkedes det mig - på trods af alle odds - at snige mig ind i en sådan sammenhæng af modne kvinder, der fejrede min mors 84 års fødselsdag, og det var rigtig hyggeligt! (se mere her)
13. februar 2006:
"Folkekrigen" eller "People's War" i Nepal, 10 år !
For 10 år siden læste jeg nogle smårapporter der omhandlede uroligheder i Rolpa, og bl.a. også kritiserede politiets ret voldsomme måde at håndtere problemer på i regionen. Da der senere kom rapporter om at den venstrefløjsgruppe, der gennem længere tid havde haft base i områder ville iværksætte en maoistisk inspireret "Folkekrig" forestillede jeg mig ikke, at gruppen ville have succes med sine initiativer på lang sigt. På den anden side var jeg absolut ikke ubekendt med de venstrefløjsorganisationer, der bl.a. havde basis i den sydøstlige del af landet, og som rent faktisk blev den trediestørste partigruppe i Nepals Parlament efter det demokratiske parlamentsvalg i 1991. Det var heller ikke ukendt politisk víden, at netop maoistisk inspirerede bevægelser, der rent faktisk tog et bondeudgangspunkt, havde gode muligheder i Nepals landområder.
Store dele af Nepals befolkning er reelt aldrig blevet integreret i det nepalesiske samfund, de betegner sig derfor heller ikke som "nepalesere", men som eksempelvis "magar" eller "tamang" (som begge er etniske minoritetsgrupper af tibeto-burmansk herkomst, som traditionelt er blevet undertrykt af det nepalesiske kastesystems rituelle love, som de reelt ikke var en del af, selv om de for god ordens skyld var blevet indplaceret i systemet på en måde, så de aldrig kunne opnå en lighed med grupper af chhetri- eller bramin-oprindelse). Betegnelsen "nepaleser" betegner noget ensartet, noget mere "lige", som ikke eksisterer i det nepalesiske samfund, hvor alle er født ind i en samfundsstruktur baseret på "ulighed". I den region, hvor maoistbevægelsen etablerede sig, skete den grundlæggende etablering og mobilisering netop i en region, som var domineret af etniske mindretalsgrupper (fortrinsvis "magar"). På begge sider ligger områder domineret af højkastegrupperne chhetri og brahmin (bahun). Her var der sket rimelige udviklingsaktiviteter, mens der ikke var sket noget af betydning i den magar-dominerede Rolpa-region. Der var en gryende utilfredshed og mistro til de officielle myndigheder og til deres tale om udvikling, som aldrig nåede til Rolpa. Det giver et godt udgangspunkt for opbakning til en bondebevægelse, såfremt den er i stand til at formulere krav og mobilisere de nødvendige intellektuelle, menneskelige, økonomiske og militære ressourcer. Kigger man på området, og på de socio-økonomiske forhold i regionen, er der ikke meget, der giver tillid til, at en militant bondebevægelser med udgangspunkt i Rolpa-regionen, skulle have blot den ringeste chance for at vinde denne kamp. Måske var dette forhold med til at mange militære rådgivere ikke ofrede "Folkekrigen" den store opmærksomhed. Den blev i stedet i højere grad anvendt i et større politisk spil. Selvom militæret havde forlægninger i området, var militæret ikke inddraget. Maoisterne indtog gradvis de små politiposter i landsbyerne. En del politikfolk og politiske modstandere blev dræbt, men de fleste flygtede. Der blev ofte gjort kort proces mod meddelere og "spioner" for centralstyret i Kathmandu. I de lokalt erobrede områder (senere betegnet som "befriede" og "autonome områder") blev der etableret nye maoistisk styrede systemer, deriblandt skattesystemer, der kunne sikre den fortsatte maoistiske ekspansion. I takt med at maoisterne erobrede våben fra politiet, kunne de erstatte deres knive og andre håndvåben med egentlige skydevåben, og efter at militæret gik ind i kampen og har mistet masser af våben til maoisterne, er store dele af maoiststyrkerne i dag i realiteten bedre bevæbnet end flere militærdelinger.
Min vurdering var dengang (dvs. da bevægelsen endnu var ung, relativt ny, og fortrinsvis begrænset til Rolpa-distriktet), at bevægelsen skulle forstås som et bondeoprør organiseret af ledere med stærk politisk gennemslagskraft, personer og ledere med stor enthusiasme, store mobiliseringsevner, meget velformuleret og med eminent taktisk og teoretisk forståelse. Det var en opfattelse, der blev delt af mange nepalesiske intellektuelle, menneskerettighedsarbejdere og politiske iagttagere, og netop derfor fik bevægelsen utvivlsomt et større råderum, selvom der uafladeligt var diskussioner i parlamentet mellem de dominerende partier om maoistproblemet, som altovervejende blev defineret som et "lov-og-orden-problem" og ikke som et socialt og politisk problem. Derfor blev der aldrig taget nogen politiske initiativer, der reelt kunne være med til at løse problemerne. Maoisternes krav (som de er fremstillet i Baburam Bhattarais 40 krav eller forslag fra 1995) var i virkeligheden ganske rimelige inden for en demokratisk kontekst, hvis det da ikke var lige netop fordi et af hovedkravene var et opgør med den fundamentale "ulighed", der lige netop havde udgjort en hovedforhindring for at udviklingsaktiviteterne kunne have bredt sig fra højkasteregionerne ind i magar-området i Rolpa-regionen. Men for politikerne, der for de demokratiske partiers vedkommende fortrinsvis kommer fra Brahmin-gruppen, mens Panchayat-systemet var domineret altovervejende af chhetri-gruppen (som fortsat dominerer Det Nationaldemokratiske "kongetro" parti RPP, der idag dominerer Kong Gyanendras regering).
Maoisterne har reelt aldrig været blege for at offentliggøre deres strategi, som kort fortalt har været baseret på at etablere en afgørende og total kontrol over en eller flere befriede områder, hvorfra de drager ud på større eller mindre togter eller operationer. Efter gennemførelse af disse operationer trækker de maoistiske styrker sig tilbage til de kontrollerede områder, samtidig med at de gradvis udvider deres operationsområde. Gennem knibtangsoperationer omringes først større landsbyer, derefter større provinsbyer og senest større byer. Det er ikke nødvendigvis et krav at disse større byer skal underlægges maoistisk kontrol, det kræver formentlig for store ressourcer, som det i henhold til strategier er bedre at anvende til de løbende operationer. Nepal blev inddelt i en række operative regioner, maoisternes struktur blev lagt udover landet, og det blev fastlagt, hvem der havde ansvar for hvilke operationer, ligesom det var af helt afgørende betydning at lokalbefolkningen blev inddraget, da denne skulle deltage i de ofte folke-tunge angrebsbølger under store operationer. Selvom opbakningen til maoisterne absolut ikke var helhjertet fra hovedparten af lokalbefolkningens side, så havde de ofte ikke noget alternativ. Lokalbefolkningen blev i stigende omfang simpelthen svigtet af de ansvarlige centrale myndigheder i Kathmandu i takt med at maoisternes kontrol og indflydelse voksede. Udskrivningen af lokale skatter (eller beskyttelsesafgifter) blev mere og mere udbredt og strakte sig efterhånden langt ind i Kathmandu-Dalen og maoisterne blev efterhånden til en af regionens økonomisk bedst stillede folkelige modstandsgrupper (og så er det i øvrigt ligegyldigt om man kalder den en frihedsbevægelse, guerilla-bevægelse eller som det senest skete: terrorbevægelse). Det økonomiske grundlag var i orden, og det militære og våbenmæssige kom der også gradvis styr på.
Nu har bevægelsen faktisk "omringet" Kathmandu, skønt den aldrig vil indgå i regulære eller traditionelle militære slag. Det er bevægelsen reelt forsat alt for svag til at kunne gøre. Derimod bevæger fiskene sig i vandet sammen med de øvrige fisk (som Mao formulerede det), og den nepalesiske hær har ofte måttet sande, at det kan være svært at se forskel på fisk! Men omstændighederne omkring det netop gennemførte latterlige byrådsvalg viste at frygten for maoisterne var total. Det spil vandt maoisterne uden at løse så meget som et eneste skud under selve valghandlinger (omend der nu var en del tilfælde under den forudgående "valgkamp"). Det viser lidt om maoisternes timing, for netop under et "fredeligt" valg under beskyttelse af enorme politimæssige og militære opbud viser valgets latterlighed sig endnu tydeligere.
Med de perfekt timede interviews har maoisternes leder Prachanda totalt overtaget mediernes bevågenhed, og maoisterne er næsten blevet gjort "stuerene" samtidig med at de øvrige politiske partier i den demokratiske 7-parti-alliance er næsten holdt udenfor som følge af den enorme interesse, der er blevet tildelt maoisterne og specielt deres overordnede leder, Prachanda.
Kilder og yderligere muligheder for at læse mere om de seneste udviklinger:
Prachandas interview til det indiske dagblad "The Hindu": Exclusive interview with Prachanda, Maoist leader, fra "The Hindu 8., 9. og 10. februar 2006.
Prachandas interview til BBC: Prachanda interview: Komplet udskrift af BBC's Charles Haviland's eksklusive interview med den nepalesiske Maoist-leder Prachanda. Læs også Charles Havilands vurderinger af samtalen med Prachanda kombineret med vurdelinger af udviklingen i Nepal i øvrigt (tryk her)
Nepaleseren Suman Pradhan har i BloggersNepal sat sig for at dissekere Pranchandas interviews og de bagvedliggende årsager til det store mediestunt det er lykkedes at skabe omkring maoisterne. Læs artiklen: Dissecting Prachanda’s interviews med en god analyse af timingen af de aktuelle alliancer.
Mens timingen har været med maoisterne, har den så sandelig ikke præget kongens og hans regering med de to vicepremierministre med tilsammen over 150 år på bagen og totalt uden fornemmelse for demokratiske strømninger. Den ene af de to vicepremierministre - Thapa - var endog med til at starte det gamle Panchayat-system op sammen med Kong Gyanendras far, Kong Mahendra (i 1962!), så det er da vist også på tide at disse ældre agtværdige herrer tager sig en pause, deres analyser har absolut ikke gavnet kongemagten og monarkiet i Nepal.
Nepals Højesteret har ved flere lejligheder truffet afgørelser, der gik direkte mod Kong Gyanendra og hans regering. Alle havde forventet, at det var slut efter at kongen udpegede nyt dommere til Højesteret (!), men sandelig om ikke der i dag er fremkommet en ny nærmest epokegørende afgørelse, der erklærer den anti-korruptions-kommission, som kongen og hans regering har etableret, for forfatningsstridig. Højesteret kræver kommissionen opløst og kræver endvidere tidligere premierminister Deupa samt Prakash Man Singh (søn af Ganesh Man Singh og en af Kongrespartiets lederskikelser) løsladt for de korruptionsanklager, som denne illegale kommission har idømt dem strenge straffe for. Læs BBC's analyse her: Nepal corruption panel outlawed: - The supreme court in Nepal has annulled a controversial anti-corruption panel set up after the 2005 royal coup. Afgørelsen har virkelig rystet Kathmandu, og alle diskuterer afgørelsens videre betydningen i kampen for demokrati, for der er ingen tvivl om at det er en afgørelse, der ikke gør det nemt for Gyanendra at fortsætte som en - i princippet - "ufejlbarlig" konge og inkarnation af Vishnu. Formanden for Nepals advokatsammenslutning, Shambhu Thapa, betegner afgørelsen som "...a victory for the rule of law"!
13. februar 2006:
"The Cartoon-Country" ... det er altså osse os!
Dengang man kunne finde på at synge sådan noget som "Danmark er et tegneserieland, tegneserieland, tegneserieland...!", så var det da udtryk for en håneret man opnåede når ens fodboldhold havde scoret en vis mængde mål i overskud. I den aktuelle situation er der da vist tale om at vi har scoret en hulens masse selvmål, og det må da også give de andre en vis håneret (som en del af ytringsfriheden, selvfølgelig)!. Men da det nu er sådan at vi altså kaldes sådan, så vil jeg vise et par billeder, som debatten har affødt.
Det er sandelig ikke svært at finde internationale kommentarer, men det kan være svært at få et overblik over den internationale debat, ikke mindst i muslimske medier. En god indgang hertil kan være debatten fra Global Voices, hvor jeg selv havde stort udbytte af Yazan Badran's indlæg fra den 12. februar 2006 "Bridging The Gap, - Danish Cartoons Again"
Jeg vil samtidig også henvise til eksempelvis Ayman's velafbalancerede syriske weblog "The Damascene Blog" som er god at blive klog af. Her diskuteres ikke ytringsfrihed, men mere de indholdsmæssige værdier. Læs eksempelvis indlægget "More Thoughts on the Danish Cartoon Row" og de forskellige reaktioner herpå.
Jyllands-Postens dobbeltmoral som jeg syntes at vores statsminister også balancerer lidt på den anden side af kanten af i sin iver efter ikke at give slip på det han kalder ytringsfrihed, men som jeg altså synes også kunne erstattes af begreber som småtskårenhed eller dobbeltmoral for det er da i hvert fald ikke hensyntagen. Jeg synes da så absolut heller ikke at vi på nogen måde skal give afkald på vores ytringsfrihed, men vi skal nu engang også værne om den. Det kan være noget af en balanceakt, at vurdere om man ved at undlade en handling udøver selvcensur eller om man tager visse hensyn, og der vil ikke altid være enighed om hvornår det er det ene eller det andet.
Blandt visse mellemøstlige kredse kan man godt gennemskue Jyllands-Postens dobbeltmoral, når det drejer sig om at karrikere andre religioner.
Hos Bendib.com findes et andet eksempel på dansk dobbeltmoral, bygget over samme tema som det syriske eksempel. , bygget over samme tema som det syriske eksempel.
Jyllands-Postens dobbeltmoral, som de selv kalder "ytringsfrihed"
- Det er anti-semitisme, - Det er racisme, - og det her er ytringsfrihed! - © The Damascene Blog
En anden slags afledt respons findes på den hollandske "Retecool.com", ikke mindst på deres fotosider "Foto Fuck Vrijdag", hvor der ganske simpelt ikke lægges fingre imellem når det gælder karikaturer af Muhammed, og her findes også et eksempel på Danish Dynamite (når det er værst!)
Men generelt synes jeg, at debatten på nettet altovervejende er velafbalanceret inden for visse - om end i situationen imdimellem ganske yderliggående - rammer, men på den anden side har jeg nu engang ikke mødet nogen muslimer, der ikke føler tegningerne krænkende, og jeg håber så sandelig, at vi danskere trods alt kan lære af debatten. Jeg mener, at læren tilbage fra skolen var, at selvom jeg indimellem syntes, at "læren er dom!" og at nogen af de andre også var det, så følte jeg det ikke som hverken en krænkelse af min ytringsfrihed eller som selvcensur ikke at sige det.
Det er derudover positivt, at hele debatten afføder ny grænser for forståelse og forhåbentlig grundlægger en mere afklaret kodeks for kommunikation i "den globale landsby", hvor det altså ikke går, hvis små uvorne drenge råber skældsord efter hinanden, og så er det i øvrigt ligegyldigt hvilket sprog der sker på, og det er ingen undskyldning, at "..de andre gør det osse!".
Selvom jeg på en lang række områder slet ikke er enig med Naser Khader, så tager jeg virkelig klaphatten af for ham. Det er et yderst beundringsværdigt initiativ han har taget med stiftelsen af det nye netværk "Demokratiske Muslimer". Det kom da heller ikke som nogen overraskelse, at netværket straks fra starten mødte stor international opmærksomhed, bl.a. i forbindelse med organisationens møde med Anders Fogh Rasmussen, som hermed søgte at råde bod på sine tidligere undladelser.
10. februar 2006:
Øjenvidneberetninger fra valget i Nepal
"...hvor var der dog stille!"
Det har været rimeligt svært at danne sig et generelt billede af valgdagens forløb, ikke mindst fordi den forløb langt mere fredeligt end forventet (og heldigvis da for det), men journalister fra Kathmandu Post og Kantipur besøgte nogle af afstemningsstederne på forskellige tidspunkter i løbet af valgdagen, hvorunder de beskrev deres iagttagelser.
Som det fremgår af beretninger, var stemmedeltagelsen mere end lav, men interessen - og måske nysgerrigheden - var af indlysende årsager stor.
Mange lokale holdt til nær de stærkt armerede afstemningssteder, og flere steder blev de suppleret af repræsentanter fra demokratibevægelsen.
Der rapporteres kun om få episoder med sammenstød mellem parterne, voldsomst i Dang-Dalen, hvor sikkerhedsstyrkerne åbnede ild mod de forsamlede fortalere for demokrati og dræbte et medlem af UML, hvilket må tilskrives et markant udslag af panik hos sikkerhedsstyrkerne, der efterfølgende forsvarede handlingen med, at den pågældende "...reagerede i nødværge!".
Det generelle billede er, at usikkerheden var stor, men det ser efterfølgende ud som om valget forløb yderst "demokratisk", der blev ikke lagt yderligere pres på befolkningen for at overtale eller presse dem til at stemme.
Der er da meget muligt, at der er blevet puttet en del ekstra stemmesedler i stemmeboksene, men selv det ændrer ikke det generelle billede af et meget "tyndt" valg.
Men læs mere, læs selv beretningerne fra Kathmandu i artiklen: "Nepal - Rapporter fra byråds-valget i Kathmandu [Reporters' Poll Diary]"
Regeringen havde taget sine forholdsregler. Udover det bandh som maoisterne har udskrevet, havde regeringen erklæret fridag og dekreteret trafikfri dag, så selv det ellers altid stærkt trafikerede og travle Thamel var helt øde på valgdagen - © BloggersNepal
9. februar 2006:
Valget i Nepal: 1-0 til maoisterne
USA erklærer, at kongen buldrer med tomme tønder!
Maoister har opnået, hvad de ville. Byrådsvalget blev en komplet fiasko. Den officielle nepalesiske valgkommission (www.election-commission.org.np) har erklæret, at valgdeltagelsen som gennemsnit udgjorde omkring 20%, men at der var tale om meget store regionale forskelle, der spændte fra en valgdeltagelse i et enkelt valgdistrikt på 75% til en valgdeltagelse på kun 1% et andet sted.
Skønt maoisternes bandh var planlagt at skulle strække sig helt til lørdag, er det - til stor lettelse for lokalbefolkningen - ophævet. Uanset, hvad omverdenen mener om maoisterne, så viser den måde de har været i stand til at håndtere hele situationen på, at maoist-lederne har betydeligt mere kontrol over Nepal end Kong Gyanendra og hans regering.
Selve forløbet af valget vil jeg overlade til den officielle amerikanske talsmand, der fra USA's ambassade i Kathmandu er kommet med en officiel erklæring på vegne af USA's udenrigsministerium med følgende ordlyd:
Erklæring fremlagt af spokesman Sean McCormack
"U.S. DEPARTMENT OF STATE
Office of the Spokesman, february 8, 2006
Nepal Municipal Elections Lack Public Support
The United States believes Nepal’s municipal elections called by the King today represented a hollow attempt to legitimize his power.
There was a clear lack of public support for these elections. Voter turnout in the capital is estimated at under 25%. Outside Kathmandu, turnout was reportedly half that level in some places. The government detained large numbers of political activists before the elections, restricted media and refused to allow independent outside monitors. Maoist intimidation and killing of candidates during the campaign also marred the vote. There is no political cause that justifies the use of violence.
The only way to effectively deal with the threat posed by the Maoists is to restore democracy in Nepal. We call on the King to release all political detainees and initiate a dialogue with the political parties. His continuing refusal to take these steps is leading his country further down the path of violence and disorder."
Vil du i øvrigt se, hvorledes en nepalesisk stemmeseddel til dette byrådsvalg ser ud, så Tryk her!. Partierne har valgsymboler og ikke bogstaver som i Danmark. Der er flere kolonnner på stemmesedlen, fordi der skal afgives flere stemmer på samme stemmeseddel, bl.a. til både det lokale bydelsråd, og til borgmestervalget (borgmesteren vælges i Nepal direkte af folket - og det er da faktisk mere demokratisk end i Danmark - hvis valget så blot i øvrigt var demokratisk). Bemærk i øvrigt, at selv de politiske partier, der havde boycottet valget også findes repræsenteret på stemmesedlen. De mest kendte er "solen" (øverst), som er UML's symbol og "træet" (nr 3 på listen) som er Kongrespartiets symbol. Årsagen til det er, at kongen og regeringen officielt ignorerede den massive boycot af valget fra de store partier, og den officielle udtalelse fra Valgkommissionen var, at disse partier selvfølgelig ikke skulle godkendes som opstillingsberettigede. De var i forvejen opstillingsberettigede. Derfor blev de taget med, og kongen og regeringen forsøgte i lang tid at overbevise sig selv og hinanden om at de ville blive ved med at håbe lige indtil det sidste, at partier ville stille op.
9. februar 2006:
Gør noget!
...marker med din underskrift,
at også du ønsker konflikten standset!
Uanset politisk overbevisning, og uanset hvad jeg personligt mener om denne sag, så synes jeg at det initiativ, som Hans Hyttel fra Aalborg har taget med sin underskriftindsamling på hjemmesiden www.forsoningnu.dk. Sæt dit navn på listen, som indtil videre har fået en enorm opbakning. Siden Hans Hyttel startede initiativet den 6. februar er der på nuværende tidspunkt, hvor jeg netop selv har skrevet under, kommet underskrifter fra ialt 10.111 personer.
Mange har haft fingrene nede i denne sorte skarnskasse, og vi må alle tage vores del af ansvaret for at situationen i Danmark er kommet så vidt før vi reagerer, men uanset den skarpe tone i udlændigedebatten (som vi danskere nu diskuterer, men som "indvandrerne" har kunnet mærke og er blevet ydmyget under gennem flere år), så berettiger det ikke til yderligere at skubbe til det allerede hældende læs, bare fordi Det er også det billede udlandet viser af Danmark, ikke blot i de arabiske TV-kanaler, herunder AlJazeera, men det er også den beskrivelse BBC viser.
Men uanset hvad, så mener jeg at en vis kulturredaktørs stædige stolthed over at ville hævde sin ret til at gøre hvad han vil, skader ytringsfriheden endnu mere end en tolerant ærbødighed og hensyntagen overfor andre ville kunne gøre - og kald det så bare selvcensur og indskrænket ytringsfrihed.
Men er det måske ikke også både selvcensur og indskrænkning af den private ytringsfrihed, at det herefter er en fordel IKKE at fortælle, at man kommer fra Danmark, når man er på rejse i det store udland?
Det er faktisk således, at i dag er den liste over lande som Udenrigsministeriet FRARÅDER danskere at rejse til oppe på 24 (!) og endnu flere lande står måske i kø for at komme med på listen! - Tænk engang, at de ytringer som nogen helt givet er i deres fulde RET til at komme med, ikke desto har mindret bevirket at vores rejsemæssige SELVCENSUR er indskrænket således, at selv rejser til ferieparadiserne ved Rødehavet, den afrikanske middelhavskyst og på Bali er på listen over de steder, der frarådes rejser til.
Og uanset at stort set alle muslimer fordømmer de modreaktionerne vi har kunne se i TV, så har jeg faktisk ikke talt med en eneste muslim, der ikke har følt tegningerne krænkende. I denne sammenhæng er det måske også sigende for den officielle danske forståelse af globalisering at statsadvokaten har afvist anmeldelsen af Jyllands-Postens tegninger som krænkende (det er jo også blot omkring 1 milliard mennesker, der føler sig krænket! - Hvor mange mon der skal til for at føre en sag? - eller var statsadvokaten bange for konsekvenserne, såfremt tegningerne blev kendt krænkende af dommeren? - sagen ville under alle omstændigheder have fået en opmærksomhed, der næsten ville sætte retssagen mod Saddam Hussain i skyggen!)
Men uanset hvad han eller andre gør, så ønsker jeg ikke nogen former for indskrænkning i ytringsfriheden, og jeg vil virkelig anklage såvel Jyllands-Posten som vores statsminister for både selvcensur og indskrænkninger i ytringsfriheden, når de anvender ordet UNDSKYLDNING (fordi de har hørt at det er det ord muslimer ønsker at høre!) når hverken Jyllands-Posten eller vores statsminister faktisk kommer med nogen undskyldning, - de beklager nemlig blot at muslimerne bliver krænkede. LAD VÆRE MED AT UDVANDE SPROGET OG ANVENDE SELVCENSUR: HVIS IKKE ORDET BEKLAGELSE ER TILSTRÆKKELIGT, OG I ØNSKER AT SIGE UNDSKYLD, SÅ ER DET JERES HANDLINGER I SKAL UNDSKYLDE. Og der er masser af muligheder for at undskylde ... uden at det nødvendigvis indskrænke ytringsfriheden. Og såfremt i ikke gør det, er risikoen for en fremtidig langt større selvcensur end hidtil meget overhængende.
Dette er blot nogle personlige holdninger til, hvorfor det er absolut nødvendigt at gøre vort yderste for at standse denne eskalerende konflikt. Den er forlængst løbet ud over vort lille kongeriges grænser, - globaliseringens konsekvenser har virket med den træghed, der ofte har kunnet konstateres før den store reaktion satte ind!
Til alle jer, der kunne finde på at tænke "Jamen Jyllands-Posten kunne da ikke vide..." - der vil jeg bare sige: "Jo!, der kunne de godt!, de kunne eksempelvis gå ind på Google's billedsøgning og se, hvad der fandtes af billeder og tegninger af profeten Muhamed, og de ville kunne konstatere, at der godt nok fandtes en del billeder, men egentlig ikke særlig mange, mest idyliserede, men ingen karrikaturer (såvidt jeg kunne se!), - og det samme gælder faktisk også for den kristne "profet" Jesus. - Og uanset om Jyllads-Posten checkede eller ej, så er det svært at finde andet forsvar for Jyllands-Posten end netop ytringsfriheden, men så bør de også undskylde, fordi de overså en hensyntagen til de mere end en milliard mennesker, der føler sig krænket!".
Støt initiatet, SKRIV UNDER: "www.forsoningnu.dk".
7. februar 2006:
Nepal før valget: "The king and I"
...er Prachanda en lille smule royalistisk?
I Nepal er der i skrivende stund kun omkring ½ nat til dagen gryr for det mest unødvendige valg i mands minde. Utrolig mange ressourcer er anvendt og utroligt mange menneskeliv er spildt for at dette valg kan finde sted. Kathmandu-Dalen er forskanset af kongens soldater, mens maoisterne har dekreteret butikslukninger og standsning af al motoriseret trafik. At maoisterne ikke er hvemsomhelst, og at man skal tage deres forordninger alvorligt illustreres af det forhold, at enten så må man gå, eller også må man vente indtil der er tilstrækkeligt med militære køretøjer til at kunne etablere den fornødne sikkerhed under kørsel i konvoj på Nepals hovedveje.
Mens alt dette foregår sidder to hyggelige og tilsyneladende velfornøjede herrer og taler med en journalist fra "The Kathmandu Post" og "Kantipur". Det er såmænd ingen mindre end d'herrer maoist supremo Prachanda og den ideologiske strateg og indpisker Dr. Baburam Bhattarai.
De har såmænd et forslag til kongen om at ville forhandle selv med den illigitime kongelige regering, såfremt kongen erklærer våbenhvile og erklærer sig villig til forhandling. Som en anden politisk iagttager nævner, så virker det næsten, som om Prachanda er en lille smule tilhænger af monarkiet, for de erklærer også, at ville acceptere fuldt ud, hvad en senere forfatningsgivende forsamling vil ende op med at besluttet som Nepals fremtidige styreform, også selvom det måtte blive et monarki. Men såfremt kongen ikke ønsker at forhandle, så vil de i den allernærmeste fremtid fortsætte samarbejdet med "7-parti-allianden" (sammenslutningen af Nepals 7 altdominerende politiske partier) med henblik på at etablere en parallelregering.
Maoisternes altdominerende supremo Prachanda tv. og den dynamiske intellektuelle indpisker Dr. Baburam Bhattarai th. - © Narayan Wagle
Maoistsamling i Rolpa, fra den store begivenhed
for ca. 3 år siden, hvor den autonome region Magarath (Magar'ernes Land) blev etableret - © ukendt maoist
Læs interviewet med Prachanda i eKantipur.com (tidligere Kantipur-online): "Interview with Prachanda".
Hvordan denne kongegambit mod to hurtigløbende maoististe springertårne ender er svært at spå, men uanset knuden er knyttet utroligt hårdt, så fornemmer jeg, at løsningen nu ligger omkring et hjørne, der ligger rimeligt tæt på.
6. februar 2006:
Fast beslutsomhed er ikke nødvendigvis en dyd!
... hverken i Jylland eller i Nepal!
Den overbevisning om at gøre det rigtige - og have ret til det - som visse personer fra en jysk avis med global dækning er (eller var) i besiddelse af, er ikke en egenskab, der er begrænset til Jylland. Også i en lille smuk - omend lidt forurenet - dal, godt 7.000 km mod sydøst befinder der sig (fortsat) en konge, der selvom han har bestemt sig for at have enevældig magt, dog har lidt svært ved at få lov til at bestemme alt det han gerne vil.
Men nu har kongen altså besluttet at der skal være valg onsdag, den 8. februar, og så er det faktisk ligemeget, hvad der sker, for så skal det altså afholdes. Men så skete der altså bare det at der ikke rigtig var nogen, der havde lyst til at stille op, men det fandt kongen råd for. Han besluttede nemlig, at dem der stillede op slet ikke behøvede at vide det. Der gik også rygter om at mange ikke havde lyst til at stemme, men så slækkede han bare på reglerne, så de valgtilforordnede faktisk slet ikke behøver at checke, hvem der stemmer, bare der bliver afgivet rigtig mange stemmer.
Så kommer nogen af hans værste uvenner, de ubehøvlede maoister, der har tilladt sig at afskaffe kastesystemet og erklære visse dele af Nepal for en autonom republik. De siger simpelthen til folket, at forretningerne skal lukkes og bilerne slukkes i syv dage - også på valgdagen. Kongen er selvfølgelig pissesur og sender politi og soldater efter maoisterne, men det har han osse rigtig svært ved, for både politi og militær har rigtig travlt med at kigge efter alle de politiske partier, der ikke ønsker at deltage i valget, og det er faktisk næsten alle de partier som findes, og som befolkningen tror på. Og de politiske partier holder møder rundt om i hele landet og politi og soldater er nødt til at opstille vejspærringer og arrestere folk, for at udgå at der kommer alt for mange mennesker med til partiernes møder. Og så kan enhver jo godt forstå, at politiet og soldaterne jo ikke kan være flere steder på een gang, og de vil da helst stoppe demonstrationerne, for hvis de skal og og løbe efter maoisterne skal de passe på, for det er faktisk en livsfarlig beskæftigelse, som mange af dem dør af.
Så når du har læst denne historie kan du da godt se, at Kong Gyanendra i Nepal ikke har det særlig nemt, og selvom han hele tiden siger at han er meget demokratisk anlangt, så er der snart ingen der tror på ham. Han er faktisk kommet så langt ud nu, at han har været nødt til at rejse til Kina og Afrika for at finde nye venner, men det viste sig ikke at være så nemt, for nu er det jo lige det, at alle de gamle venner betaler en masse penge, og det er altså rigtig svært at få andre steder, i hvert fald i både Kina og Afrika.
I en sådan situation kunne man da vist godt forestille sig, at Kong Gyanendra en sjælden gang indimellem kunne få den totalt afsporede tanke, at tage på en laaaaaaaaang ferie - måske på en enkeltbillet!
Læs bl.a. denne artikel om situationen før valget: "NEPAL: To vote or not to vote?"
De normalt tæt pakkede gader i Kathmandu var stort set trafikløse mandag formiddag under maoisternes bandh, der strækker sig over 7 dage og henover det totalt unødvendige valg, som kongen ikke desto mindre fortsat kræver gennemført - © Naresh Newar/IRIN
PS: For dig, der interesserer dig mere for de der tegninger, så vil jeg ikke undlade at henvise til de 12 nyeste tegninger af Anders Fogh Rasmussen. De er fra Information i forgårs: "NÅR ORD IKKE ER NOK - WHEN WORDS ARE NOT ENOUGH: YTRINGSFRIHED - 12 TEGNINGER AF ANDERS FOGH RASMUSSEN"
Se oversigten øverst på siden til højre over ældre indlæg til InfoBLOG'en!
Except where otherwise noted, this site is licensed under a Creative Commons Attrib. 2.5 License
© Mogens Engelund, 1999-2006
Hvis du vil sende mig en e-mail, så tryk her!