Info-BLOG'en

I går før regnen løsnede sluserne og væltede ned over haver og veje, på et tidspunkt, hvor eftermiddagsssolens stråler endnu varmede gæster og værter under Maries hjertevarme fødselsdagsfest, da satte en lille gruppe af fødselarens venner nye standarder for hvad man kan tillade sig på en sådan dag!.

Det blev en mørk og stormfuld nat, hvor der skulle mangen en skibshund til at redde en vildfaren fra nedbørsmængder, som måtte glæde enhver haveejer. Men inden historien kom såvidt, skete det uventede ... eller måske var det på en eller anden måde også forventet.

For mens Solens stråler som sagt endnu skøjtede hen over det bakkende midtsjællandske landskab indtog en mindre skare parasol- og maskeudklædte skikkelser den græsbeklædte scene mellem skoven og vejen i udkanten af en mindre stationsby, hvor udsigten i dagens anledning var afskærmet af et hyggeligt rød- og hvidstribet festtelt forsynet med indlagt varme, lækre frokostretter, perlende champagne og spillemænd fra omegnen.

Støttet af spillemændene udfoldede de maskebeklædte katte-mennesker (anført af maske- og vers-designer Hilda og alle hendes støtter og supplører) en forrygende festlig og verslig udfoldelse af dagens store hyldestepos til fødselaren, katteelskeren, healeren, massøren, solskinssprederen, naturelskeren og Frederiks store kærlighed - Marie.

Ikke et øje var tørt, og selv maskerne var ikke i stand til at skjule enkelte små glædestårer, der banede sig vej ud i landskabet. Frederik serverede sprudlende champagne for gæsterne, hold tale for fruen og der blev festet igennem, til hatten passede og selv ballonerne var ved at gå ud!

Endnu et stort tillykke! ... og tak for en dejlig fest!

...hvert år ved denne tid springer bøgen ud, og ifølge traditionen samles en flok "turister" med venner omkring en Hancock eller to for at mindes og for at nyde os selv, hinandens selskab og tilværelsens behagelige luner ... og således foregik det også i år!.

...vejen kan næsten ikke blive bred nok, når perspektiverne spreder sig ud!

Samling i Solen, hvor temperaturen fra majsolen luner Solmaj og alle de andre!

"...det er da utroligt, som man ska' bukk' og skrave bare for at ku' vær' på billedet!"

I dagens anledning var den økologiske fedekalv slagtet (af Ib), og med tilpas afstemt marinering lagt på den blå Weber-grill indtil den næppe kunne blive mere mør og velsmagende.

Mens vi ventede i Solen blev det i dagen anledning opstillede fadølsanlæg med mørk Hancock flittigt frekventeret. Evald stod som dagens sponsor af de liflige dråber, hvad vi alle var yderst taknemmelige for.

Kokken skærer for, men råbene gjalder "...hvor ser det godt ud, Ib!"

Det er som altid totalt umuligt at komme med et referat af forløbet af et "Under Bøgen" arrangement, og hvad der siges her skal hverken denne eller andre gange fortælles videre. Dagen forløber som den nu engang forløber, på den ene side lige som det plejer, og på den anden side sker der altid noget nyt. Sådan har det altid været, og sådan vil det vedblive med at være ... helt uforudsigeligt!

Der er dog sket et og andet i løbet af årene, men er ikke sket ændringer i det foretrukne mærke. Nye bryggerier dukker op stort set hver måned, men Hancock fra Skive holder stand. Denne gang dog på fad, men en yderst velsmagende variation.

Alexander - næsten nyfødt og fra O'ense!

I år var der mange afbud, såsom nyfødte børn (det var såvidt vides kun et enkelt - i en forstad til O'ense), krav om faste før hospitalsindlæggelse, en eller anden form for sygdom hos en kommende føsselar, konfirmation og forberedelse til konfirmation, andre fester (nå-nåh!), ferie (forkert tidspunkt), manglende lyst (uhadada), måske no'en emails, der ikke var nået frem, og så er der selvfølgelig det normale forfald i sæderne, som vi håber at råde bod på til næste år.

Alle os, der var til stede, glæder os til de næste fortsættelser af traditionen, og vi håber at flest muligt atter vil møde frem til året begivenhed på plænen under bøgen og ved teltet på Lysevangen. Måske får vi også næste gang et glimt af Alexander. Mens vi venter i spænding bringer vi hermed et billede af den nye unikke verdensborger og siger tillykke til Ina og Kåre, som efter en veloverstået fødsel er blevet en generation ældre.

Til jer alle: Vi ses igen "Under Bøgen" til næste år når Ib sender besked!

Fiskemanden er ikke født i går, men derimod den 1. oktober 1954 i Mokronog i Slovenien. Hen rigtige navn er er Martin Strel og han startede den 1. februar i år på noget så udsædvanligt, som at svømme ned ad hele Amazon-floden, en strækning på 5.428 km!.

Ja, "...hvad gør man ikke for at komme i Guinness Rekordbog?", er der sikkert nogen, der vil sige, men dertil er der blot at sige, at der står Martin Strel allerede på grund af sine tidligere svømmeture.

På sin egen website www.martinstrel.com præsenterer han sig selv med disse ord: "My name is Martin Strel. I’m from a very small but beautiful country called Slovenia. It’s a small country, a tiny country, but over the last 6 years, I, for one, have set myself and achieved, some incredibly large goals: To be the first and only person to swim the Danube river - 1877 miles (2.860 km). The first and only person to swim the Mississippi river - 2360 miles (3885 km). The first and only person to swim the Yangtze river in China - 4003 km. And I have come at last to what looks like the impossible challenge of being the first and only person to swim the Amazon river. From close to its source in Atalaya, Peru, to where it spills out of the Amazon Basin into the Atlantic, at Belem, Brazil. Some 3393 miles (5.428 km)".

Det hele er baseret på en arbejdsdag fra omkring 7.15 til omkring 17.30, og det er da ikke værre end det, man hører om så mange steder fra i dagens stadig mere uregerlige samfund. Om når der samtidig er drikkepause hver halve time og en hel times frokost og mulighed for at "ligge på ryggen" fra kl. 10 til 14, så lyder det måske endog en lille smule interessant. Men når man hver dag skal ligge i vand til halsen og er nødsaget til at svømme gennem områder med både krokodiller og piratfisk, så er vores egen hverdag da vist nok at foretrække. Det må da også være en smule ensformigt at ligge der i vandet og tage omkring 30.000 svømmetag daglig (en af assistenterne i følgebåden har ikke haft andet at lave end at tælle svømmetag, ... formentlig lige som når vi andre tæller får!).

Det er simpelthen intet mindre end et totalt vildt projekt den slovenske marathon-svømmer Martin Strel er i fuld gang med at være ved at afslutte, nemlig - som den første - at svømme ned ad hele Amazonaz, en strækning på ikke mindre end ca. 5.428 km - det svarer næsten til en tur fra Roskilde til Barcelona og tilbage igen (...det kan slet ikke sammenlignes, det ved jeg godt, men jeg svømmer så dårligt, at jeg helst vil holde mig til landjorden!). Hvis vi holder og til det våde element, svarer det til mere end afstanden tværs over Atlanterhavet!

Undervejs har Martin Strel svømmet mellem 40 og 100 km om dagen, afhængig af strøm og vejrforhold. Han startede som nævnt den 1. februar fra Atalaya i Peru, som er det højeste punkt i Amazon-floden, det blev vurderet som muligt at svømme fra, og han har forlængst slået sin egen tidligere rekord (den var fra Yangtze i 2004, og var på 4.003 km). Det skete allerede kort tid efter at Martin passerede Manaus for omkring 14 dag siden.

Solen har været hård, og utallige eksempler på ansigtsskygge er forsøgt anvendt, da det normalt var mest hensigtsmæssigt at svømme rygsvømning i de timer på dagen hvor Solen stod højest for at undgå at ryg og nakke blev alt for forbrændt.

I de seneste dage er Martrin Strel gået over til kun at svømme om natten for at undgå spare på kræfterne. Billedet her er fra forleden nat.  -  Courtesy  www.amazonswim.com

Svømmeruten kan ses på projektets officielle website www.amazonswim.com, og derudover har Martin Strel kunnet følges live via PowerStream på adressen www.vbrick.net/amazon/amazon_swim_adventure_live.htm

Efter at have svømmet i 64 dage kan han nu se enden på sin arbejdsopgave, for der er i skrivende stund kun omkring 30-40 km tilbage til Belem ved Amazon-flodens udmunding i Atlanterhavet, og Martin forventer at være fremme engang i morgen (7. april), og det er faktisk fire dage forud for den på forhånd lagte plan

Udover indlæggene på de to nævnte websites har BBC fulgt op med en ugentlig rapport om rekord-forsøget fra Martin Strel, ligesom det også har været muligt her at stille spørgsmål om rekordforsøget via BBC ...og her kan I finde spørgsmål og svar om hans våde sydamerikanske fremfærd på tværs af kontinentet.

Overalt hvor han er nået frem, har Martin Strel fået en heltemodtagelse, og på hans website findes en samling af den presseomtale, der er blev ofret på svømmeturen. Tryk her for at se Press Articles (fra både denne og tidligere svømmeture).

En så voldsom belastning af kroppen kræver en lige så omhyggeligt plalagt efterfølgende restitution, og belært af tidligere erfaringer vurderer Martin og hans rådgivere at det vil tage mindst 6-7 måneder for kroppen at restituere fuldt ud. Denne periode vil utvivlsom blive anvendt til at færdiggøre den film om projektet, som er optaget undervejs.

Hvad fremtiden derudover bringer er helt uklart, men eftersom Martin Strel ofte har udtalt, at han agter at fortsætte sine svømmeture så længe han er i stand til det, så kunne man måske forvente, at han - på trods af tidligere udtalelser - måske et eller andet sted agter at realisere det, har ellers har udtalt ikke er muligt, nemlig at svømme nedad hele Nilen, en præstation, der - såfremt den realiseres - næppe kan overgås.

Men indtil videre mangler forsat den sidste bid, og som det fremgår af dagens blog, er det noget af det hårdeste man kan forestille sig, da stort set alle kroppens ressourcer er ved at være udtømte "...Martin’s health took a turn for the worse last evening as he struggled with dizziness, vertigo, blood pressure jumping off the charts, diarrhea, nausea, and delirium. Despite having difficulty standing and being ordered by the doctor not to swim, Martin is obsessed with making it to Belem, and insisted on night swimming." (fra: "Crawling home" - 6. april). Derfor måtte han opgive efter 11 km, for at gå til ro og samle kræfter til den sidste hårde stykke.

Som Martin Strel har beskrevet det tidligere, så "...er det sidste stykke altid vanvittigt hårdt, alle kræfter er brugt, og jeg ønsker blot at afslutte og komme hjem!".

Afslutningen er indtil videre udsat til at finde sted søndag, den 8. april

Selvom jeg faktisk altid godt har kunne li' John Travolta som skuespiller, så er der mindst to grunde til ikke at efterligne hans handlinger. For det første nødlandede han i Irland uden så meget som at tænke på at udnytte muligheden for et lille ophold på "Den Grønne Ø", og for det andet flyver han rundt i sit eget store private 4-motores Boeing 707-138 med flere indbyggede soveværelser, opholdsrum og tre spisestuer og udleder mere end 800 tons CO2 årligt, alene fra dette fly. "Don't do that! - Boycot John Travolta!".

Kaptajn John Travolta foran en af motorerne på sit 4-motorers Boeing 707-138 jetfly med flere soveværelser, opholdsrum og tre spisestuer! ©  [...]

Det er ikke fordi jeg er synderlig misundelig på John Travolta (!), selvom jeg engang drømte om alt det jeg kunne, hvis jeg havde et flyvercertifikat, men det fik en brat afslutning, da min mor helt kategorisk kommenterede min drøm med, "...det kan du godt opgive, for man kan ikke blive pilot når man har briller!" - Hvis jeg virkelig havde villet det, så var det nok lykkedes, men det var måske i virkeligheden lidt ligesom med svømning, hvor jeg faktisk også har det bedst når jeg har begge fødder på jorden samtidig med at jeg har hovedet oven vande. Og hvis det kræves, at jeg kaster mig ud i bølgerne i eksempelvis et svømmebassin, så gør jeg det absolut helst fra den dybe ende, så jeg med få tag kan bringe mig i sikkerhed på smult vand i den lave ende af bassin'et. Men derfor kan jeg faktisk godt nyde svømmeturen, så længe jeg altså kan holde vejret, for det er da noget af det mest imponerende alt det man kan se når man ligger der med åbne øjne og stort set ikke aner, hvordan man skal få åndedrætsorganerne oven vande samtidig med at man ånder ind - måske er det blot "...lidt koordinerings-problemer", som en livredder jeg kendte, engang kommenterede mine udfoldelser i Glostrup Svømmehal.

Men tilbage til John Travolta og historien fra forleden, der i i øvrigt lige så godt kunne hedde "Du skal ikke tro på, hvad der står i avisen!". Og det er jo ganske kendt, at man ikke kan stole på alt, hvad der står i aviserne. Selvfølgelig er det mest markant den 1. april, men selv flere dage senere er den gal igen, og det John Travoltas lille irske "eventyr" et godt eksempel på.

Den samme enslydende beskrivelse af hændelsesforløbet foretaget af den samme journalist fik to helt forskellige udformninger i de to aviser, der bragte den.

I den britiske formiddagsavis "The Sun" (en avistype, der svarer til BT og Ekstrabladet) var overskriften "Travolta ramt af flyskræk", hvorefter artiklen fortæller, hvorledes John Travolta, der selv var pilot på flyet blev udsat for problemer med en motor under flyvningen, der tvang ham til en nødlanding. Han landede i Shannon Airport i Irland, og var uskadt efter landingen med rystet efter episoden. Ifølge artiklen udtaler en kilde, at "...såfremt han ikke var nået frem til Shannon Airport, kunne det have været gået helt galt, så det er forståeligt at han er rystet." Se artiklen "Travolta is hit by jet scare" af Pat Flynn (i "The Sun", 4. april 2007).

I det irske dagblad "The Irish Independent" er historien længere, men langt mindre dramatisk "Travolta tvunget til at forlade fly i Shannon", og her fortælles, hvorledes det store Boeing 707 fly (med John Travolta ved roret) foretog en på forhånd planlagt tekning mellemlanding i Shannon Airport for at tanke op, men under opholdet viste det sig at der var tekniske problemer med den ene motor, hvorefter teknikerne besluttede at disse problemer skulle løses før flyet kunne flyve videre. Læs hele artiklen: "Travolta forced to abandon plane at Shannon" af Pat Flynn (i "The Irish Independent", 4. april 2007).

Når man gennemser Google, så er det markant, hvorledes avisredaktørerne vælger at anvende den voldsomt dramatiserede og ukorrekte version fra "The Sun" (forsynet med et opdigtet citat, der fortæller, hvor galt det kunne være gået, hvis...), mens der tilsyneladende ikke er nær tilsvarende behov for at citere den afdæmpede korrekte version af historien. Begge aviser fik ifølge journalisten identiske versioner.

Journalisten, der er ophavskvinde til begge historier (Pat Lynn), har kommenteret den således: "...One newspaper changed my original story while the other Irish papers carried it as I wrote it. ... The engine problem was detected on the ground and not in flight and there was no emergency landing. Kind regards, Pat Flynn" Hendes bemærkninger findes som en kommentar under denne artikel (tryk her).

Efter blot få timers (ekstra) ophold lykkedes det John Travolte at leje et andet fly, som kunne flyve hans lille selskab videre til New York. Som de skriver i de irske aviser, så kunne han da godt have udnyttet muligheder for et lille stopover i Irland. - Han er faktisk slet ikke ukendt med "Den Grønne Ø", men havde formentlig ikke tid, for der må da formentlig sagtens kunne være blevet til et par overnatninger i et pænt turistklassehotel for den betaling han efter alt at dømme måtte af med for at leje et privat jet fly for en transport fra Irland til New York.

Dublins nye vartegn, det 120 m høje "Spire of Light" ©  Wikipedia

I den sammenhæng vil jeg da godt anbefale en lille rejse til Irland, og er du interesseret, så kig bare her på go2dublin - Dublin for vikinger og andet godtfolk!, hvor der gradvis kommer flere informationer om en rejse til Dublin i august (11.-16.august), arrangeret af Trekking Bureauet i Roskilde. Der vil under opholdet være rig mulighed for at stifte bekendtskab med et utal af Dublins seværdigheder samt smage på den irske nationaldrik Guinness og nyde den irske nationalret Beef Stew. Tidspunktet falder i øvrigt sammen med at vikingeskibet "Havhingsten fra Glendalough" ankommer til Dublin, og der vil selvfølgelig også være mulighed for at stå ved kajen og modtage skibet og dets omkring 80-mand store besætning, når vikingerne gør deres "genindtog" i Dublin tirsdag, den 14. august, kl. 13.30.

Dublin er i øvrigt et viritabelt skatkammer af kulturelle udfordringer og muligheder. Dublins Nationalmuseum er i den forbindelse fyldt med guldskatte, hvis oprindelse endnu ikke er fuldt afdækket. Det var bl.a. også disse guldskatte, der fik vikingerne til at føle sig draget af "Den Grønne Ø" i en udstrækning, så Irlands historie er stærkt forbundet med disse - vore (påståede!) stridslystne - forfædre.

Dublin er i øvrigt grundlagt af vikinger (i år 841), og med en enkelt pause de holdt stand her indtil de blev endegyldigt besejret af englænderne i 1171. Der foregår mange spændende udgravninger i såvel Dublin som i andre irske byer af de befæstninger og større bysamfund, som vikingerne etablerede i denne periode. De største og mest bemærkelsesværdige udgravninger foregår ved bredden af Suir-floden nær Waterford ca. 200 km sydvest for Dublin. Den bosættelse man her har afdækket viser sig langt større end det havneanlæg man hidtil har antaget, at der var tale om. Det viser sig nu, at der formentlig fandtes en by med omkring 4.000 indbyggere inden for et befæstet voldanlæg. Læs mere på www.vikingwaterford.com om de udgravninger, der startede i april 2003 i forbindelse med udvidelse af ringvej N25 uden om Waterford, et projekt, som nu er revideret med ny vejføring udenom det store udgravningsområde.

...have a look, villa med eget fly i egen lufthavn med egen startbane. Så behøver man aldrig være bange for at komme for sent til flyet! ©  [...]

Men sådan var det altså ikke med John Travolta. Den 53-årige filmstjerne er mildest talt bidt af en gal fly-bacille. Udover den store Boeing-707 ejer han flere andre fly. Han købte på et tidspunkt en lufthavn nær Ocala i Florida, hvorefter han byggede en skøn lille luksusvilla lige op ad landingsbanen. I privatlivet er jet-feberen smittet så meget af, at han har givet sin søn navnet Jett !!

Ønsker du at se lidt mere fra John Travoltas lufthavnsvilla, så kig her på "SugarVilla - John Travolta has it going on"

John Travolta har i øvrigt tidligere prøvet at nødlande i sin Boeing. Det skete under udramatiske omstændigheder i september 1999 - se eksempelvis artiklen "Travolta's plane makes emergency landing" (fra CNN, 13. september 1999), en spisode, der trak faktisk langt færre overskrifter end den aktuelle "nødlanding", som der ret beset ikke var megen dramatik i.

John Travolta vakte stor harme blandt miljøbevidste britter, da han for nylig tog sin egen kæmpejet til London-premieren på sin nye film "Wild Hogs". Stjernen opfordrede sine fans til at gøre deres bedste for at imødegå den globale opvarmning samtidig med at han åbent indrømmede "I fly jets". Han undlod (måske klogeligt) at meddele, at han gennem de seneste 12 måneder har flyvet mere end 48.000 km i sin Boeing, hvilket svarer til en anslået udledning af 800 tons CO², alene i denne periode.

"I'm probably not the best candidate to ask about global warming because I fly jets. I use them as a business tool, as others do. I think it's part of this industry otherwise I couldn't be here doing this and I wouldn't be here now." Han skulle måske i så fald undlade at komme til premieren, hvis han ikke har tid til at lade sig transportere på en mindre miljøbelastende måde!

Det er absolut heller ikke sådanne globale spørgsmål, der optager John Travolta på hans officielle website, men hvis du ønsker at stifte bekendskab med den, så klik på "Travolta.com", der er under alle omstændigheder informationer om hans nye film!

Har du i øvrigt nogensinde tænkt på, hvor lidt brændstof et fly behøver for at krydse Atlanten. Hvis jeg nu hævder, at det kan lade sig gøre på mindre end 3 liter benzin, så anser du mig formodentlig for så lidt ...! - Men der findes jo fly i forskellige størrelser. For godt 3½ år siden landede et fly - noget mindre end mr. Travoltas - i det vestlige Irland ca. 39 timer efter at det havde forladt startbanen i New Foundland på det nordamerikanske kontinent.

Det lille modelfly "The Spirit of Butts Farm" (der også gik under betegnelsen "TAM-5" = Trans-Atlantic Model Number 5) blev dermed det første radio-styrede modelfly, der krydsede Atlanterhavet, - en strækning på "3.030 km på mindre end 3 liter benzin! - med 78 km i timen!".

Der er utroligt skrappe betingelser for at overhold kategorien "modelfly", deriblandt at flyet maksimalt må veje 5 kg, vel at mærke inkl. brændstof! "TAM-5" var 180 cm lang, med et vingefang på 183 cm og forsynet med en propel med en diameter på 43 cm propel. Udover at være forsynet med en forbrændingsmotor (max 10 cm³) var flyet også forsynet med radiosender og GPS.

Flyet blev konstrueret af et team anført af den da 77-årige pensionerede ingeniør og modelfly-veteran Maynard Hill (der var stort set blind og næsten døv). Han tunede det lille fly’s motor, så den kunne "stå distancen" på de mindre end 3 liter benzin der var mulighed for, og som i øvrigt udgjorde 47% af flyets totale vægt. Hans simple recept på, hvordan man gør er: "Man tager sådan en lille motor, der kan flyve omkring 10 minutter på en slat benzin, og tuner den op så den kan flyve 6 timer på den samme mængde benzin!" - Ja - det lyder jo simpelt!

Hvad siger du så mr. Travolta?

Mange ting er slet ikke hvad de udgi'r sig for, eller de lever måske ikke op til hvad vi inde i vore hoveder forestiller os at de er. Det kan give anledning til fejlfortoldninger, overreaktioner og på forskellig måde indimellem gøre nogle oprørte, hvad end baggrunden så må være..

På denne hæderkronede dag, hvor så mange i tidens løb er gået direkte i fælden vil jeg helt åbenlyst præsentere jer for denne første aprildags narrebillede. Kig engang og se bare lidt nøjere efter, for tingene er faktisk slet ikke det du tror, frygter - eller måske inderst inde håber på, eller glæder dig over er eller ikke er. Billedet er faktisk slet ikke nyt, men da det blev bragt ovre i den vestlige del - eller var det måske ikke nærmere et sted i den syd-midtvestlige del - af det forenede amerikanske kæmpeland (der, hvor ham "bush-manden" er præsident) så vakte det en masse furore, og sjældendt har et enkelt relativt betydningsløst sportsbillede bibragt avisspalterne så mengen spalteplads som det blev tilfældet med dette års første april-billede af... (ja hvad mon det er, - vent bare og se selv!)

leveret med courtesy fra Bryan-College Station Eagle og Boing-Boing. - Klik her for at se billedet i en større version.

Men lad os nu gå lidt tilbage i historie, til dengang da Texas A&M spillede mod Longhorn en dag for snart længe siden. Dagen efter bragte avisen Bryan-College Station Eagle et godt billede fra kampen syntes de selv, men efterfølgende blev redaktionen kimet ned af fortørnede læsere, der følte sig enten forulempet eller som på en eller anden måde havde fået morgenbollen fuldstændig galt i halsen.

Og netop netop denne dag kiggede langt, langt flere end normalt på avisens sportssider, og de fokuserede efter sigende stort set alle på netop dette billede på forsiden af avisens sportssektion. Selv kvinder uden speciel interesse i sportssiderne normalt studerede i hobetal netop denne sportsside med en interesse, der virkede som en rød klud i øjnene på deres mænd, og det formindskede så absolut ikke mændenes reaktion overfor de mænd, der sad på avisens redaktion. At Texas faktisk vandt kampen var slet ikke noget, som optog sindene hos texanerne.

Hvorfor mon? - Kig selv på billedet. Tryk på billedet og se det i en større udgave. Hvis du fokuserer på bolden ser du ikke noget specielt, så kig dig i stedet omkring på billedet.

Hvad du ser, delte Texanerne i to lejre: dem, der ser det man umiddelbart tror man ser, og dem, der tror på at der er foregået lidt farveforvirring under den digitale billedbehandling inden billedet er placeret på sportssiden i avisen. Det pågældende objekt skulle således i virkeligheden være hvidt, samme farve som 1-tallet på trøjen i virkelighen har. Tror du på den, eller tror du på det du ser! ... Der findes faktisk osse mennesker der ikke tror på storken, selvom de hvert år står og venter på at den skal komme hertil og bygge rede ... eller nu fik jeg måske rodet mig ud i noget helt andet!

Hvis du ikke ved, hvad du skal tro, kan du også læse den officielle forklaring, som den ansvarlige chefredaktører fra "The Bryan-College Station Eagle" kom med efterfølgende: "Det er såmænd blot en utilsigtet optisk illusion!" ... men hvad siger du? - tror du på den? ... eller tror du bare på storken? ... eller på at der fortsat "... ikke er noget at komme efter, fordi det hele allerede er fejet langt ind under gulvtæppet!". Man skal faktisk høre meget før øjnene triller helt ud af ansigtet på grund af utilsigtede optisk-baserede latterkramper.
Hvis du lige skal se billedet en gang mere, kan du bare trykke her!

Accompagneret af skrålende solskin ønsker redaktøren af indeværende weblog alle en fortsat god lattervækkende 1. april uden at jeg af denne årsag vil følge op på Politikens afslørende "afsløring" fra dagens avis. Min kommentar er blot en generel afsløring, der er baseret på utallige erfaringer, der med nærmest usvigeligt blafrende sikkerhed har ført til den helt overordnede formodning om at det formodentlig er "...butleren, der er morderen!". Men det afleder så blot et nyt relevant spørgsmål: "Hvem er så butleren?" - Hvis jeg husker det, fortsætter jeg følgeton'en næste år ved samme tid.

Good April!

De globale vejrudsigter lover blæst og ingen tinde er for høj til ikke at blive ramt. Derfor lyder denne advarsel til alle jer, der sidder på magtens yderste tinder, at tag jer i agt, for jo tyndere en tinde I holder fat i, jo koldere og jo mere stride vil vindene være!.

...hørt på borgens gange i de tidlige morgentimer: "...jeg har sagt det før - og jeg siger det gerne igen. - Hvis der er noget at komme efter, så ska' jeg komme efter dig!"

Der blæser kolde vinde op mod magtens tinder for tiden. I Danmark vokser kritikken af den borgerlige regering og specielt den udhuling af velfærden der sker for samfundets svage grupper, for børn og ældre samt den skærpede ulighed som vor statsminister med vanlig arrogance fastholder, at "...der ikke er noget at komme efter", og det er der efterhånden i øvrigt heller ikke andre steder. Men nu irriterer den sætning efterhånden stadig flere mennesker, og måske husker nogen af jer en tidligere borgerlig statsministers affærdigende bemærkninger om at der "...er ikke fejet noget ind under gulvtæppet". Med datidens udgang på historien in mente vil jeg opfordre vor aktuelle statsminister til at indgå i en debat når det kræves, og ikke bare med affærdigende stilistisk overbærenhed have den - på forhånd indstuderede - bemærkning klar, at "...der er ikke noget at komme efter!" - For det hjælper da ikke det fjerneste at selv en statsminister stiller sig parat til spørgsmål fra oppositionen og den "kritiske" presse, når den ærede statsminister sætter en større ære i at svare totalt afvisende i stedet for at indgå i en politisk eller indholdsmæssig dialog, ikke mindst når det gælder de mange emner, hvor regeringen anvender sit flertal - i kraft af støtten fra Dansk Folkeparti - til at unddrage sig de ønskede redegørelser fra resten af folketingssalen og fra medierne. Foghs total-væbnede glathed har på ganske effektfuld vis tages presset af pressen, der i vid udstrækning har udviklet en gradvis tiltagende passivitet og manglende ihærdighed i de journalistiske dybdeboringer, som for en stor del af pressens vedkommende er blevet stadig mere overfladisk, for "...der er jo ikke noget at komme efter!" (det er faktisk blot tredie gang jeg anvender frasen, men den er allerede ret tyndslidt, - er den ikk'?


I USA voksede vindene i weekenden til en veritabel snestorm så voldsom at min bror Jørgen simpelthen ikke kunne komme med et fly til New York lørdag formiddag, fordi flyet stod indesneet i Newark-Airport uden for New York, men det er vel i virkeligheden en helt anden historie, der slet ikke hører hjemme i dette indlæg - uanset hvor forblæst det end måtte være.

...demonstranter trodser kulden i Washington for at tage afstand til Bush, hans regering og krigen!

Til gengældt blæste det rigtig koldt i Washington, hvor kritikken mod regeringen og Det Hvide Hus stille og roligt er ved at pille tilliden til "præsidentens og hans mænd" fra hinanden i et omfang, så man nærmer sig overvejelser om det kan lade sig gøre for præsidenten at fastholde sit embede valgperioden ud. Det ender han såmænd nok med at gøre, men hans image vil ende med at blive så flosset, at man skal være ret enøjet ærkekonservativ republikaner for i det hele taget at få øje på noget image.

På trods af lørdagens bidende blæst mødte godt 20.000 demonstrater op i Washington for at demonstrere. Og selvom gårsdagens demonstration var markant mindre end den 100.000 mand store demonstration i slutningen af januar, så var tonen klart skærpet lyder det ovre fra den anden side af Atlanten.

Demonstranterne i Washington blev suppleret af en lang række andre demonstrationer i resten af verden. I Hollywood demonstrerede "Præsidenten" fra serien "Præsidenten og alle hans mænd" - Martin Sheer - imod den "rigtige" præsident, og derudover var der var masser af demonstranter også i Göteborg, Madrid, Budapest, Istanbul, Seoul, Kuala Lumpur og mange, mange andre steder.

"præsidenten" i protestdemonstration mod præsidenten og krigen

  Protesterne kommer fra såvel lande, der indgår i "alliancen" som fra lande, der fra starten har være imod krigen, og de reagerer mod den synlige overreaktion, som visse lande i Vesten (deriblandt Danmark) opretholder som en reaktion over for den vanskeligt håndterbare frygt over for en potentiel risiko for en eller anden form for uklart defineret "terror", som vor regerings måde at håndtere "frygten" på (nærmest som et halehæng til George Bush's og hans fordomsfulde rådgiveres overreaktioner), er med til at fjerne nogle af grundstenene i vort ellers så rodfæstede retssamfund.

Nu er man nemlig ikke længere "uskyldig indtil andet er bevist", - næh nu er det ikke blot vore handlinger vi kan straffes for, men også for en (på en eller anden uklart defineret) sandsynliggjort mistanke om at vi kunne finde på at smide et ulovligt kanonslag ind i naboens have. De hidtidige eksempler på, hvorledes det amerikanske "retssamfund" har anvendt deres lovgivningsmæssige "terrorpakke" på, vækker sandelig ikke jubel blandt juridiske eksperter, og selv en uskyldig turistvideo bliver pludselig mistænksom, blot fordi en gruppe unge turister tilhører en muslimsk minoritet og fordi fotografen under en panorering dvælede et splitsekund for længe ved en papirkurv. Jeg håber da ikke, at det nogensinde kommer dertil i Danmark, og jeg mener at vi skal holde fast på vor grundlovssikrede religionsfrihed og fastholde, at blot fordi man tilhører en bestemt religiøs gruppe er man da ikke nødvendigvis mere terroristisk indstillet.

Uden at have helt styr på bevisførelsen, så mener jeg rent faktisk, at hovedparten af dem, der her i (Vest)Europa er dømt for terrorisme, rent faktisk er "etniske europæere" og kristne!

Derudover glæder det mig nærmest usigeligt, at USA nu har fået bagmanden bag jeg-ved-ikke-hvor-mange-terroraktioner til at indrømme sin skyld. For jeg tilhører faktisk den en anelse skeptiske - og stadig voksende - gruppe, som ikke tror på at Pentagon blev ramt af et stort passagererfly den 11. september, først og fremmest fordi hullet i Pentagon var alt for lille til at kunne rumme så stort et fly, og for det andet fordi det i givet fald ville være første gang i verdenshistorien at et så stort flystyrt gav så små skader, samtidig med at der stort set ikke fandtes vragdele, og at der faktisk heller ikke blev fundet og transporteret ligrester væk. Ydermere var græsplænen på vragstedet totalt ubeskadiget, og eksperter, der kender den pilot, der hævdes at have siddet ved roret under crashet, er enige om at hans flyfærdigheder var så ringe, at han ikke på forsvarlig måde var i stand til at flyve et simpelt et-motores fly, hvorfor det er noget af en gåde, hvorledes han skulle være i stand til at foretage de meget komplicerede navigationsmæssige manøvrer der angiveligt blev foretaget i forbindelse med crashet i Pentagon. - Ja - men nu har forhørslederne i Pentagons hemmelige forhørskomite fået den "totale" tilståelse fra Khalid Sheik Mohamed, der bl.a. "...er ansvarlig for 11. september fra A til Z!". Som sagt, så glæder jeg mig virkelig til at få afdækket, hvad der "i virkeligheden" skete dengang, den 11. september 2001.


Men vi er ved vindene på toppen, så lad os drage til regionen med de højeste toppe - nemlig til kongeriget Nepal - nåh nej! ... kongerige er vist så meget sagt, eller hvad? - Kong Gyanendra - der havde sin hånd lidt for dybt, og i alt for lang tid, nede i magtens syltetøjskrukke - er vejet, og af stort set alle fundet alt for tung til en demokratisk toppost. Sidste år, da han virkelig sad på magten, overskred han sit eget Palads-budget med næsten 90%, men nu har regeringen og maoisterne i fællesskab også befriet ham for stort set alt hans arbejde. Hans bevillinger er skåret ned til kun godt en fjerdel af sidste års overforbrug, og senest har regeringen meddelt kongen, at omkring halvdelen af hans personale vil blive overført til andet arbejde inden for den offentlig sektor.

...kongens navnetræk er erstattet af et postbud!  - © courtesy mysansar.com

Kongens portræt og navnetræk er også ved at forsvinde fra mønter og pengesedler, og forleden (15. marts) kom den første mønt uden kongens navnetræk. I stedet prydes mønten (25 Rupees) af et frimærke på den ene side (i anledning af at det er 125 år siden det første nepalesiske frimærke så dagens lys), og af en traditionel nepalesiske postmand på den anden side.

Men det, som måske gør endnu mere ondt er premierminister Girija Prasad Koiralas offentlige udtalelse, hvor han foreslår at kong Gyanendra og hans søn kronprins Paras abdicerer og overlader tronen til Paras' 4-årige søn Hridayendra! Selvom mange (udenforstående) måske kunne mene, at man da godt - for et syns skyld - kunne opretholde et rent ceremonielt monarki i Nepal, så vil det i praksis ikke kunne lade sig gøre at lade hverken den nuværende konge Gyanendra eller hans søn kronprins Paras stå i spidsen, uanset hvor få - eller slet ingen - beføjelser de så end måtte være betænkt med. Begge har kompromitteret sig i et omfang, som gør dem aldeles ukvalificerede. Men da der eksisterer en række traditionelle magtgrupper (med traditionelle magtpositioner inden for politi og militær), som man frygter vil stå last og brast med monarkiets opretholdelse, så vil der være meget at vinde ved ikke at give disse grupper en anledning til at ofre sig (fuldt ud) for monarkiet. Det er så spørgsmålet, om maoisterne vil være tilfredse med denne løsning, men de store medspillere på Nepals internationale scene (Indien, EU og USA) har efter sigende allerede accepteret.

Så kunne man synes, at det bør maoisterne nok også kunne. Men så nemt går det ikke altid. Premierminister G.P.Koirala har tidligere været kendt for at være lidt for tidligt ude og glemme visse dele af sit bagland. I hele fredsprocessen, har det været maoisterne, som har defineret og udarbejdet den "roadmap", som fredsprocessen har fulgt. G.P.Koiralas seneste forslag kan meget vel have været drøftet med maoisternes topledelse, men det kan også være en måde for Koirala og de "traditionelle" politiske partier inden for "Syv-Parti-Alliancen" at forsøge at fravriste maoisterne lidt af deres glorværdige initiativ. I så fald kan forslaget meget vel lide en ganske forblæst skæbne.


Iflg. de global-demokratiske vejrudsigter fortsætter vindenes vej mod toppen i de nærmeste dage, men vi har da lov til at håbe på lidt opklaring!

Nye tegn og signaler modtages og afgives konstant fra en verden i bevægelse, såvel fra os selv som fra det samfund vi alle er omgivet af.
   Det er ikke anderledes i Nepal, som gennem de senere år har gennemlevet hvad få havde bedømt som en mulighed, men mange havde anset for aldeles usandsynligt..


Turismens indflydelse kombineret med de bestræbelser der udøves for at få fat i de lokale forbrugere samt turisternes og deres penge afsætter tegn og symboler i dagens Nepal. Skønt der gennem de seneste år ikke har været så mange turister, og selv om der endnu ikke er klare tegn på at turiststrømmen er klar til at for alvor at vende tilbage, så trænger det moderne samfund ind overalt. De gamle bygninger erstattes gradvist af ny fantasiløs arkitektur, mobiltelefonernes dominans indtager gadebilledet, nye skilte finder altid en ledig plads samtidig med at den allerede eksisterende skilteskov tilsyneladende får lov til at blive hængende nærmest ubegrænset, skønt skønheden ikke øges af skiltenes mangel på romantik, omend skilteskoven på en eller anden måde alligevel signalerer en eller anden form for nostalgi (i hvert fald for os, der husker synet og glæder os til et gensyn).

Gårsdagens pressekort sendte tydeligt signal om hvem der var dagens hoved-person. For første gang i 25 år talte Prachanda under et offentligt møde © courtesy  UnitedWeBlog

Sådanne tegn udformes også som tegn på magt eller ønske om at vise eller manifestere magtpositioner.

Men dagens billede fra Nepal er nu billedet af de mange tusinde, der var mødt frem til maoisternes stormøde og kulturshow i Kathmandu, hvor maoisternes ubestridte leder Prachanda for første gang i 25 år viste sig for en større offentlig forsamling.

Går vi tættere på, finder vi hos nogle af de fremmødte dagens symbol, nemlig på pressekortene, som de deltagende mediefolk havde fået udleveret, og som de bar om halsen. Kig bare et kort øjeblik, og der er ingen tvivl om, hvem der var i centrum under dagens møde.

Bedømmelsen af mødets organiserig og afholdelse er generelt positiv, men det behøver nu ikke signalere "fred og ingen fare", for det nu blot et par dage siden, at en af Nepals hærledere general ::: Rana tog sig den frihed under et møde ??? i Pokhara at aflevere en 17-sider lang svada imod demokratiet, så tilhørerne trak sig i skægget og spurgte hinanden om der var en ny reaktionær reaktion undervejs fra den fortsat alt for kongetro hærledelse, for hvad skulle motivet for en så stære anti-demokratisk fremturen ellers være et udtryk for. Hærledelsen har været indkaldt for regeringen, hvor de utvivlsom har måttet stå ret, men såvidt vides er der vist endnu ikke skredet ind over for den åbentmundede og anti-demokratiske Rana-general (han tilhører nemlig den gamle magtelites front-familie Rana'erne).

Det er lidt uklart, hvorvidt Jung Bahadur var klar over at Maharaja betyder "Den Store Konge", specielt fordi han nu engang ikke var konge, eller ... der er måske noget jeg har misforstået!

Apropos Rana'erne, så lad os bevæge og tilbage i historien og betragte et af de ældre symboler, nemlig Jung Bahadur Ranas segl fra 1859. Jung Bahadur Rana var den første Rana Premierminister eller Maharaja og Commander in Chief, som har yndede at kalde sig selv, hvilket tydeligvis også fremgår af han segl.

Jung Bahadur var - uanset hvad man kan mene om ham - en af Nepals største statsmænd og en fortræffelig organisator. Som den første af Østen store herskere besøgte han England og dronning Victoria i 1850 (hvor datidens illustrerede magasiner gjorde han til en kendt person udover det sædvanlige). Under sit besøg så Jung Bahadur en række teknologiske og samfundsmæssige innovationer, som han søgte at overføre til Nepal. Ikke uventet beundrede han den teknologiske udvikling - ikke blot inden for våbenteknologien - men også inden for andre områder, bl.a. importerede han en trykkerimaskine.

Derudover beundrede Jung Bahadur det britiske retssystem, baseret på lighed for loven, som han besluttede sig til at overføre til Nepal. Og det gjorde han, selvfølgelig med den "nepalesiske" tilføjelse, at ligheden for loven gjaldt inden for den enkelte kaste. Lov-komplekset "Muluki Ain" (Landets Lov) var færdiggjort i 1854, og heri blev befolkningens rettigheder og pligter præsicerer, men hvad der var måske allemest imponerende var, at lov-komplekset indeholdt en kastemæssig strukturel opdeling af hele Nepals befolkning, som er helt unik. Kastesystemets ideologiske og rituelle indplacering af individet i forhold til gruppen, og gruppen i forhold til samfundet, blev hermed suppleret af en social samfundshierarkisk beskrivelse kombineret med en juridisk administrerbar beskrivelse af forbud, pligter, rettigheder og dertil knyttede straffe for lovbrud.

I takt med den voksende internationale interaktion blev der behov for at præsentere et symbol på Nepals eksistens som selvstændig og uafhængig nation. Shiva har en fremtrædende funktion i rigsvåbnet, hvor også de to flankerende (gurkha)soldater har en fremtrædende position.

Efter Jung Bahadur gik der formentlig lidt "rod" i arvefølgen, men under alle omstændigheder søgte flest mulige af Jung Bahadurs slægtninge at tilrane sig positionen som Rana-premierminister og dermed landets ubestridte magtposition med kontrol over stort set ALT hvad der foregik inden for kongerigets grænser. Kongefamilien var fuldstændig uden andet end nærmest ubetydelig rituel indflydelse, mens de magthavende grupper inden for Rana-familien udplyndrede og tyranniserede landets økonomi. Første verdenskrig kom ganske belejliget for daværende premierminister Chandra Shumsher J. B. Rana på et tidspunkt, hvor landet var nærmest håbløst forgældet pga. Ranaernes enorme overforbrug og forsøg på at kopiere de europæiske fyrstehuses levevis kombineret med bygning at overdådige paladser m.m.

Premierminister Chandra fik en aftale med englænderne i Indien om at levere store mængder nepalesiske "Gurkha-soldater" til de britiske styrker, og til gengæld fik han kontant afregning som mere end dækkede landets statsunderskud.

Fra den efterfølgende konsolideringsperiode stammer Nepal første egentlige moderne rigsvåben, som var gældende indtil dets revision i 1955 under kong Tribhuvan, som havde en ambition om at indføre demokrati i Nepal, hvilket han desværre ikke nåede.

2 Mohar el. 1 Rupee mønt fra 1950. Dette er et eksemplar af den omtalte mønt, fundet i bazaren i Kathmandu engang tilbage i slutningen af 70'erne - ©  engelund.dk

Her står "kongens" navn! - ©  engelund.dk

Inden demokratiet spillede en lille dreng en kort rolle i Nepals historie, omend hans daværende rolle er elimineret fra den officielle historie. En dag mens Rana'erne havde andet at lave end at holde øje med kongen og hans familie, lykkedes det kongefamilien inkl. hustuer, børn og børnebørn i det sene efterår 1950 at smutte ud af paladset og ind på den indiske ambassade. Herfra blev familien kørt ud til et indisk fly, der bragte kongefamilien uskadt til Indien. Der var imidlertid sket det beklagelige, at den lille prins Gyanendra, Kong Tribhuvans yngste barnebarn, efter sigende "sad på potten" og derfor ikke kom med da "toget kørte".

Uanset hvad årsagen nu engang var, så udråbte Rana-regimet den lille 3-årige prins Gyanendra til konge under en stor kroningsceremoni den 7. november 1950. Udover sin kongekrone, manifesterede regimet endnu et symboler på den lille nye regents tiltræden, nemlig prægning af en mønt med hans navnetræk.

Gyanendra funktionstid som regent varede blot to måneder, før Rana-regimet trak sig fra deres hundredeår lange magtmonopol og magten (og kongekronen) blev givet tilbage til Gyanendras farfar, kong Tribhuvan den 7. januar 1951.

Nogle fremhæver, at Gyanendra faktisk aldrig er kommet sig efter at fået frataget sin kongekrone, og at denne psykiske ballast har været medvirkende til at påvirke hans dømmekraft da han atter fik den på. Derudover skal det absolut ikke glemmes, at han under sin "karriere" som prins og forretningsmand ikke blot omgik landets traditionelle magthavende og økonomisk dominerende grupper (hvoraf mange faktisk ikke bakker synderlig stærkt op bag demokratiet), men også havde funktioner inden for hæren, hvis ledelse var (og fortsat er) stærkt domineret af grupper, der ikke er synderligt indteresseret i at dele deres magt med folket (som for dem er kastemæssigt "laverestående" individer!).

Et flot og symbolstærkt rigsvåben

Under kongemagtens konsolidering af magten blev rigsvåbnet og dets udformning moderniseret uden at der skete de helt store ændringer af dets heraldiske symboler og værdier.

Øverst tronede Nepals unikke kongekrone med de store fjer fra paradisfuglen over Nepals unikke dobbeltvimplede flag, et par krydsende khukurier (gurkhaknive) og fodsporene fra Gorakhnat, Gurkha-folkets skytsånd og en manifestation af Shiva. I de tidligere version ses Solen og Månen forsynet med hinduistiske kastemærker eller de tre linier, der symboliserer Vishnu.

Derunder Nepals tredelte landskab fra Himalaya via bakkeområdet til det frodige grønne lavland indimellem prydet af nationale symboler som koen, den røde rhododendron-blomst, Himalaya-fasanen og et hindutempel.

Rigsvåbnet blev flankeret af to krigere og nederst et bånd med landets motto: "Vort fædreland og Moder Jord er vigtigere end det himmelske kongerige!"

Glæden var enorm da kong Gyanendra bøjede sig, og alt hvad der kunne krybe og gå bevægede sig ud på gaderne, der blev fyldt med jublende og begejstrede tilhængere af demokrati

Efter Kong Gyanendras forsøg på at klare "ærterne" selv, bragte han sig i opposition til stadig større dele af det nepalesiske samfund. Forskellen mellem nutiden og tidligere eksempler på det samme var blot, at denne gang troede folket på deres magt, og de politiske partier opgav deres indbyrdes nepotistiske og politiske magtkampe (først og fremmest fordi de var tvunget til det, hvis de ville undgå at maoisterne løb med alle laurbærene selv).

Under tre ugers gradvis gærende og voksende utilfredshed i april 2006 viste bestandigt voksende grupper af fortalere for demokrati, at den demokratiske udvikling ikke kunne standses med våbenmagt.

Kongen gav efter og folket jublede, hvilket gadebilledet bar tydeligt præg af.

Alt hvad der signalerer ulighed, tilbedelse eller undertrykkelse er fjernet fra Nepals nye rigsvåben. Flere af de nationale symboler er fjernet, ligheden mellem mad og kvinde er fremhævet i form af et ligeværdigt håndtryk, mens landets motto er bibeholdt. Den hidtidige nationalsang, der er en lovprisning af kongen er afløst af en mere folkelig nationalsang. Det dobbeltvimplede unikke flag opretholdes

Kong Gyanendras yderst uheldige magtovertagelse, kombineret med hans søn, kronpris Paras' endnu mere uheldige og direkte utiltalende måde at gebærde sig på, har ikke efterladt monarkiet særlig mange kort tilbage på hånden, og der er næppe nogen trumfer iblandt.

Blandt de få (eller måske det eneste) er den tidligere nævnte stærkt pro-royale (eller rettere meget stærkt anti-demokratiske) indstilling blandt visse ledende grupper inden for hæren, som (måske med rette) frygtes at være i stand til at grundlægge en form for mytteri inden for hæren, og anstifte uroligheder, som kan anvendes som "bevis" på nødvendigheden af en "fast ledende hånd" og ikke et lighedsbaseret folkestyre (som uvægerligt vil indebære at de grupper, der i dag først og fremmest sidder på en kastemæssigt funderet magtposition, vil miste - i det mindste - dele af denne magt).

Det nye rigsvåben er et tegn på at folkestyret ikke længere vil acceptere, at der findes officielle symboler, der styrker den gamle eller traditionelle magtstruktur, og det kan jeg da godt forstå at disse gruppe reagerer imod, men jeg tror og håber på, at de ikke får noget ud af det.