Jeg tror at alle, der anvender eksempelvis Google, kender den frydefulde fornemmelse, når det man søger efter kommer øverst på første side!
- men hvordan gør man? - og hvad kan man som "almindelig" bruger egentlig gøre?
- og hvordan finder man i det hele taget ud af hvordan man er placeret på en relativt nem måde?.

For jer der sidder og bakser med en hjemmeside, så er det faktisk rigtig sjovt, når nogen finder ens hjemmeside. Derfor er der grund til at ofre lidt tid indimellem for at checke, hvad det egentlig er at eksempelvis Google bider mærke i på det enkelte website.

Google.com er den internationale eller originale amerikanske del af Google-imperiet, men det kan nu sagtens lade sig gøre at være godt placeret her. Da jeg checkede i dag, lå engelund.dk nr. 1, da jeg søgte på: Ethiopien historie. Prøv selv, check dine favoritter på Google.com (åbner i nyt vindue!)

Blandt alle de spørgsmål, jeg opridsede i indledningen til dette indlæg, vil jeg i denne omgang nøjes med at behandle det sidste, nemlig hvordan man nemmest checker sin placering på eksempelvis Google.

Man kan selvfølgelig slå op på Google, og så tælle sig frem, men det tager sin tid. I stedet har jeg fremstillet et lille redskab, som du frit kan søge på. Her kan du checke din placering med forskellige søgeord, og se din placering, såfremt du er placeret plandt de første 100 på listen.

Lad være med at fortvivle, såfremt du ikke er placeret. Selv store websites dukker ikke altid op de steder, de selv allerhelst ønsker det. Google er jo også en forretning, og de lever jo bl.a. af at firmaer betaler for at få en reklameplads foroven eller til højre på søgesiderne.

Prøv selv og bliv inspireret til indskrænkninger, udvidelser og korrektioner af dit website, eller prøv sådan bare for sjov at se, hvordan andre er placeret. Det er ganske nemt, og i morgen er det måske helt anderledes.

Tryk her og gå til søgesiden for Google.dk, eller tryk her for at komme til Google.com

God formøjelse!

Mere end 10 års borgerkrig, voldelig opstand, frihedskamp for negligerede rettigheder, m.m. er nu endelig slut, og freden har formelt bredt sig over et af verdens smukkeste lande, hvor nye håb om en måske mere ligeværdig og mindre "uligegyldig" fremtid er ved at spire frem..

Jeg tror ikke at det er fredsprocessen, der får den lille Kumari til at se lidt betuttet ud, hvorimod der er andre diskussioner om "Kumari-traditionen", der risikerer at pille den lille Kumari lidt ned af den måske også lidt for høje piedestal hun er placeret på. Højesteret vurderer i øjeblikket om denne tradition i virkeligheden strider mod såvel børnekonvention som menneskerettigheder. Det bliver en spændende afgørelse om en "levende gudinde" i virkeligheden er så begrænset i sin individuelle frihed at hendes "arbejdsområde" skal omdefineres af os mennesker!? (fik I den venner!) ©  courtesy fra Bloggers Nepal

Efter en lang stribe officielle møder suppleret af endnu flere uformelle møder i de utallige nepalesiske korridorer er Maoisterne og den demokratiske politiske alliance nået til enighed og fredsaftalen blev underskrevet tirsdag aften af Maoisternes leder Prachanda (formand for Communist Party of Nepal - Maoist, el. CPNM) og fungerende premierminister for overgangsregering, Kongrespartiets aldrende formand Girija Prasad Koirala.

Læs hele den omhyggeligt udformede fredsaftale i en uofficiel engelsk oversættelse her: "Nepal Peace Agreement, 21 November 2006".

Men hvad er det så, de to parter er blevet enige om, for den er faktisk ret svær at forstå, sådan rent bogstaveligt. Jo, - lad mig lige tage nogle hovedpunkter frem:

Der er opnået enighed om at den nyvalgte forfatningsgivende forsamling (efter valget i foråret 2007) vil afgøre monarkiets skæbne. Al kongelig ejendom vil blive nationaliseret, dvs. Birendra-familiens ejendom samt den ejendom, som Gyanendra overtog i kraft at sin funktion som konge. Hans "private" ejendom vil han (formentlig) få lov til at beholde.

Indtil valget vil der blive etableret et midlertidigt parlament, hvori de nuværende 209 medlemmer vil blive suppleret med 73 maoister samt 48 repræsentanter fra etniske minoritetsgrupper samt fra politiske og erhvervsmæssige grupperinger. Det samlede parlament vil herefter komme til at bestå af 330 medlemmer.

Parlamentet vil få til opgave at udpege en overgangsregering med et nøje præciseret antal ministerposter til de dominerende politiske partier, deriblandt maoisterne. Regeringen får beføjelser til at afholde valg til den forfatningsgivende forsamling, foretage adminstrative justeringer samt at forestå genetablering af de lokale administrative og politiske systemer på landsby- og distrikts-niveau. En stor del af det opfølgende arbejde er beskrevet som forhandlinger og aftaler mellem maoisterne og syv-parti-alliancen, og det vil måske foregå som udenomsparlamentariske afgørelser, hvilket er lidt uklart. En forklaring kan være, at netop denne forklaring gør sådanne forhandlinger til en (ligelig) to-parts forhandling, mens en forhandling i Parlamentet giver maoisterne en klar mindretalsposition. Altså en klar tilkendegivelse af at maoisternes forhandlingsmæssige styrkeposition.

Aftalen indebærer iværksættelse af en lang række sociale og økonomiske initiativer rettet mod de dårligst stille befolkningsgrupper kombineret med initiativer til styrkelse af alle former for produktion. I tilknytning hertil vil der blive iværksat foranstaltninger til afsløring og bekæmpelse af korruption.

Maoisternes hærstyrker "lukkes inde" i en række Cantonments, hvor deres våben forsegles, og tilsvarende forhold gælder Nepal Army (den tidligere "Kongelige Nepalesiske Hær"). FN vil overvåge at våben-aftalerne afholdes.

Retssystemet vil blive gennemgået, og en lang række dommere vil givetvis blive udskiftet.

Dette er blot enkelte komponenter, pillet ud af den store aftalemæssige sammenhæng, så hvis du ønsker et altomfattende billede, så læs aftalen igennem, "Nepal Peace Agreement, 21 November 2006".

Det er i øvrigt lidt spændende at sammenligne den nuværende situation efter fredsaftalen med den situation, der herskede i midten af 1990'erne, dvs. efter at der havde været afholdt to demokratiske parlamentsvalg (i 1991 og 1994), og efter at Kongrespartiet netop havde sikret sig opbakning fra de kongetro partier til at fjerne den (mindretals) UML-regering, som alle fortsat er enige om formentlig er den hidtil bedste regering siden den demokratiske genetablering i 1990.

UML-regeringen blev ledes af den aldrende bundhæderlige og socialthumanistisk forankrede Man Mohan Adhikary, der var bagmand for samlingen af det stort set forenede venstrefløjsparti UML (Communistparty of Nepal - UML = United Marxist Leninist), som i en dansk partisammenhæng spændte fra Venstrefløjen over Socialdemokratiet til De Radikale.

Men dengang var Kongrespartiet så magtliderligt, at partitoppen (inkl. Koirala) ikke afskyede at indgå aftaler med de "kongetro" partier på trods af at alle vidste at disse partier bestod af personer, der havde deres baggrund i det gamle partiløse Panchayat-system, og at mange af dem - måske de fleste - i virkeligheden slet ikke ønskede et demokrati. Men denne form for kritik lyttede de magtliderlige politikere ikke til, og de lykkede absolut heller ikke til tonerne fra landområderne, hvor de skiftende regeringer udelukkende gjorde "People's War" til et "lov og orden" spørgsmål (og dermed kostede disse regeringers negligering mange menneskeliv). I stedet valgte de at indgå alliancer, som efterfølgende viste sig at bringe personer til magten, som i realiteten var "fjender" af demokratiet. De skiftende regeringer fjernede sig gradvist fra "folket" som følge af de individuelle politikeres korruktive adfærd for at sikre sig selv maksimal økonomisk vinding af sin position.

Alt dette viste sig endnu tydeligere, da kong Gyanendra kom til magten (kun Gud ved hvordan!?). Da Gyanendra etablerede sit lille "statskup" var det de "kongetro" politiske partier, der bakkede op om kongen. Der var dog enkelte individuelle medlemmer der ikke ønskede at være med, ligesom der også var en række medlemmer fra de øvrige politiske partier, der faktisk også stillede op for at få deres lille bid af kagen, enkelte fungerede dog som - eller ændrede undervejs taktik til - "mulvarp" (dvs. de støttede og fremmede undergravende aktiviteter).

De kongetro partier er ikke længere en formel del af den demokratiske proces. Mange af de politisle ledere herfra er også af samme generation - eller nærmer sig - som den aldrende premierminister Koirala, og vil formentlig være ude af politik når den demokratiske proces kommer "på skinner" engang i det nye år.

...her står de så - "Nepals politiske fremtid" - med fredslys reflekterende i øjnene og med smil, der afspejler glæde og forventning ©  courtesy fra UnitedWeBlog

Men som historien viser, så er det altafgørende, hvorledes det politiske establishment håndterer den nye situation og hvorledes de undgår at falde i det morads af uvederhæftige intriger og den suppedas af korruptiv adfærd der altovervejende sigter mod personlig vinding, som stort set alle demokratiske regeringer hidtil har stået og soppet rundt i.

Men lad og afslutningsvist vende tilbage til aftalens indhold og de under konflikten og fredsprocessen opnåede sociale, humanitære, demokratiske og andre mål, for så forekommer det, som om det atter maoisterne, der har været den part, der har stået mest fast på deres krav. Det bygger jeg blandt andet på en sammenligning med de krav, som de opstillede første gang for mere end 10 år siden, og som ingen af datidens politikere (som for en stor dels vedkommende også er nutidens - men mange næppe fremtidens!) ville tage seriøst. Det gælder også den nuværende premierminister Girija Koirala, som absolut IKKE ønskede at give nogen former for indrømmelser til maoisterne, selvom det allerede dengang var klart, at deres krav egentlig ikke var særlig vidtgående. Læs eksempelvis maoisternes forslag eller krav til den nepalesiske regering fra januar 1996.

De efterfølgende dage vil utvivlsomt bringe en lang række detaljer, diskussioner, uenigheder og ikke mindst folkelige og politiske reaktioner frem i lyset, som vil gøre det langt lettere at vurdere den videregående politiske (og forhåbentlig demokratiske proces i Nepal. Det er spændende, og engelund.dk følger selvfølgelig med (foretrinsvis fra sidelinien, men indimellem forhåbentlig også med direkte reportager fra straffesparksfeltet.

Så er næste web-service fra engelund.dk klar med den nye oversigt over lidt og hvert om Nepal..

Nepal fra A-Z er egentlig ikke noget nyt foretagende. Oversigten blev udarbejdet i forbindelse med studier, forskning og research om Nepal, og de første versioner i en lille kopieret eller trykt version med blot lidt over 100 opslag så dagens lys allerede i slutningen af 80'erne, og der findes i øvrigt henvisninger til den i en af de første udgaver af Politikens "Turen går til Nepal". Men selvom den lille kombinerede ordbog og Nepal-leksikon bestandig voksede blev den aldrig trykt, men det udgjorde nu ingen begrænsning for dens fortsatte vækst.

Jeg startede i øvrigt web-versionen tidligere, men den kom aldrig til længere end fødsels-stadiet, først og fremmest fordi jeg ikke brød mig om at arbejde med rammer (frames) i mit arbejde med web-design. Det er jeg nu kommet over, og lidt mere viden om, hvordan man kan håndtere rammer (frames) på en brugervenlig måde har givet "Nepal fra A-Z" det sidste skub fremad.

Indtil videre er de første indledende forsøg gennemført med succes, hvorefter den første serie på godt et tusinde opslag og artikler gradvis vil blive gjort tilgængelige. Vil du kigge i "Nepal fra A-Z", så tryk her!

For at sige det straks, så er der stort set ingen logik i den rækkefølge, som opslagene offentliggøres efter. Historiske og geografiske emner blander sig med personnavne og politiske emner, og den eneste logik i rækkefølgen, som jeg anvender er, at jeg tager de emner og artikler først, som jeg har skrevet færdige (eller næsten færdige, for et arbejde som dette, bliver aldrig helt færdigt!).

Det samme gælder i øvrigt tilføjelsen af interne henvisninger fra emne til emne, som det er næsten umuligt at holde helt ajour. Disse henvisninger vil derfor blive tilføjet løbende.

Jeg forsøger i videst mulig udstrækning at forsyne indlæggene med links til relevante websites, med mere uddybende informationer. Også her er der tale om et arbejde, som vil blive gennemført løbende.

Tidsplanen er at oversigten i løbet af den næste måneds tid vokser til mere end 1000 opslag, hvorefter væksten vil foregå langsommere i takt med at der bliver tid til redigering, m.m.

Har du forslag til ændringer, tilføjelser, korrektioner eller har du fundet fejl (jeg håber ikke, der er for mange), så send mig en mail (adressen står ned i bunden af denne side).

Mens blade i alle årstidens farvenuancer dækker skovbunden, og bøgens bog ligger fristende lækre overalt på stierne, og svampe titter frem fra kamufleret skjul, svampe som man oftest ikke kan genkende, de ligner bare ikke alle de (få) man kender, og svampe som ganske typisk heller ikke findes i Frederiks svampebog, ja ... sådan er der fyldt med små uventede indtryk på stien, ved siden af stien og inde mellem træerne, og de nævnte indtryk er blot nogle få eksempler på den variation af oplevelser, der ligger gemt ude i skov og natur, eksempler, der blot venter på at blive opdaget, udforsket og nydt i fulde drag.

Det var kort sagt det vi på forskellig måde foretog os i går, på en af disse skønne efterårsdage, hvor det ikke desto mindre føles mest trygt at have lidt regntøj med, skønt vi nu ikke fik brug for det.

Og da vi så kom tilbage, havde værten og hans medhjælp(ere) sat gryden med skønne vildmarkspecialiteter som elg og råvildt over på bålet i haven, og som den norske svoger på umiskendeligt syngende norsk fremhævede, så "putrede" den lystigt over den sagte brændeild mens duften spredte sig og lunede den kølige eftermiddag.

De mange små smagsprøver gjorde det nødvendigt at tilføje ekstra småsjatter af "Bjørnebryg", men der var enighed om, at det var lige netop det, der var med til at gøre vildtet nærmest så blødt som smør. Og da den norske svoger tilføjede et par dråber fra den bragte norske nationaldrik med en procent på omkring de 40-45, så var der ikke en hals, der var tør!

Der blev tages masser af billeder under fortsættelsen af den festlige sammenkomst, men mens mange af optagelserne er godt og grundigt rystede, så er hovedparten af de mest "skarpe" optagelser fra festens livligheder måske bedst tjent med at blive holdt tæt ind til kroppen.

Derfor nøjes jeg med at afslutte med

...en tak for en god og uforlignelig velsmagende vildmarksgryde!

Dagen idag er en af de mest betydningsfulde fester i Islam. Ramadan'en er slut og det fejres med en kombination af religiøs ærbødighed og mere afslappet festlighed og gensidige besøg af og hos gode venner..

Eid Mubarak frimærke fra Pakistan, som typisk anvendes på breve med hilsener i forbindelse med disse dages Eid ul-Fitr fest. Bemærk hvorledes den "nye" Månes netop synlige segl symboliserer den islamiske månekalenders netop påbegyndte nye måned.

Det har været et hyggeligt lille indslag dagligt at følge "Ramadan Kalenderen" på TV, omend sekvenserne var så korte, at det kunne knibe med at holde helt styr på dagens budskab.

En af dagene kom jeg pludselig i tanke om mit eget første "kultursammenstød" med Ramadan'en. Jeg kendte faktisk godt (ganske lidt) til traditionen, men havde aldrig tidligere stiftet bekendskab med dens "konsekvenser".

Det var en ganske normal varm dag omkring midten af august i Ankhoi, som er en lille provinsby i den nordlige del af Afghanistan ganske tæt på grænsen. Og på den tid af året er det en - efter almindelige danske forhold - aldeles varm og meget støvet by, hvor enhver velkommen vindbrise helt uvægerlig også medbringer fint knasende støv, som hurtigt og sikkert sniger sig ind i næse, mund og svælg.

Eid Mubarak frimærke fra Bangladesh. ...også USA har siden 2001 udgivet et islamisk Eid-festhilsen frimærke forsynet med en flot kalligraferet festhilsen på arabisk, udarbejdet af Mohamed Zakariya, en af de store mestre på området.

Jeg behøver vel næppe nævne, at jeg var kommet dertil helt af egen fri vilje, og at det i øvrigt var et fascinerende skue at være i en delvis kamufleret by, dvs. med mudder- og lerklinede huse overvejende i deres naturlige farver kombineret med visse hvidmalede facader og døre i den foretrukne blå farve, der for de flestes vedkommende dog havde så mange år på bagen, at afskalningen ofte var mere fremtrædende end den blå farve.

Jeg var ankommet dertil ved frokosttid efter en bumpende tur ad den store nationale jordvej (undskyld hovedvej!), og efter at have fået vasket støvet af, følte jeg mig klar til at indtage næsten hvad-som-helst. Så jeg begav mig ud på den støvede hovedgade, hvor der absolut ingen trafik var.

Jeg har ingen anelse om der var mindre end normalt, for jeg var ude i et hjørne af verden, som ikke var forsynet med ret mange mekaniserede køretøjer. Derimod var der karavanseri'er, hvor kamel-karavaner gjorde holdt for natten, skønt der ikke var mange kameler (dvs. dromedarer) lige i øjeblikket, men det bed jeg nu ikke synderlig mærke i.

Hovedgaden var ikke forsynet med store skilte, men jeg fandt da en næsten blå dør omgivet af et par næsten lige så lukkede vinduer, hvorigennem jeg kunne skimte en samovar. Så jeg bankede på og begav mig inden for med den sædvanlige hilsen "Salaam!". Men helt uventet blev jeg modtaget med afvisende eller afværgende håndbevægelser fra de to mænd, der sad inden for i halvmørket, og ud fra deres finger-vinkende bevægelser kunne jeg forstå, at jeg lige så godt kunne gå igen.

Nå, men de havde vel lukket af en eller anden årsag, så jeg gik bare videre og fandt endnu en delvis blå dør, som jeg også bankede på og forsigtigt kiggede ind af. Her mødte jeg til gengæld en vis nysgerrighed, og jeg blev inviteret indenfor. Her fik jeg så forklaringen. Det var første dag i fastemåneden Ramadan, og jeg måtte vente til efter solnedgang. Det lød ikke særlig godt i min næsten rustne hals, og efter lidt småsnak accepterede de at lave et par kopper the efter at lukkede skodderne helt til, og jeg fik tilmed flere stykker kandis til den skønneste the.

Mad kunne der selvfølgelig ikke blive tale om. Det måtte vente til efter solnedgang, men så var det heller ikke svært at finde et madsted, for selvom der hverken var mange spisesteder og ej heller mange skilte med latinske bogstaver, så var det bare at gå efter duftene, som svævede rundt i den lune aftenbrise.

Og efter mørkets frembrud var der pludselig langt flere mennesker i byen, og der var efterspørgsel efter at tale med de nysankomne fremmede. Selvom mit ordforråd på afghani var umådeligt beskedent, så er det helt utroligt så langt man kan komme med ordene "god" og "ikke-god", og vi nåede rigtig langt rundt i verden med at bedømme nationer, personer, hændelser og ting ud fra "god" eller "ikke-god".

Næste dag sørgede jeg for at have medbringe et lille (skjult) forråd, som det ikke desto mindre var rigtig svært at finde et uset sted at fortære. Det var simpelthen utroligt, at selvom der stort set ikke var mennesker at se, så var det næppe lykkedes mig at tage et stykke brød frem, før en lokal person stod med et markant spørgende (og en blanding af skeptisk smilende?) blik i øjenkrogen.

Derefter valgte jeg - så længe jeg var i denne region - at overholde Ramadan'en på lignende vilkår som de lokale, og selvom det kunne være lidt hårdt at rejse rundt på denne måde, så gav det et langt større indblik i de lokale traditioner, ligesom det gav langt større mulighed for mellemfolkelig forståelse. Det betød også en langt bedre forståelse for at denne periode blev afsluttet med en kombination af andægtighed kombineret med festligheder.

Det er netop denne fest "Eid ul-Fitr", der er startet i dag (og for nogle muslimer i går), og den indeholder masser af traditioner, deriblandt også opretholdelse af venskaber med gensidige besøg hos venner og familie, og masser af festlig hygge, kombineret med gaver til børnene. Festlighederne kan slet ikke overstås på en enkelt dag, så derfor strækker festen sig også over 2-3 dage, omend det er festens første dag, der er den primære.

I dagens anledning ønsker jeg alle muslimer "Eid Mubarak!"
og jeg ønsker en rigtig god "Eid ul-Fitr" fest.

Tristan da Cunha har efterhånden været beboet i næsten 200 år og kartoffelhøsten tegner som altid til at blive fin på den lille vulkanø, hvor der bor lige omkring 270 tristanianere samt omkring 25 britiske expatriates.

Selv blandt frimærkesamlere er der ikke mange, der kender til kartoffelfrimærkerne fra Tristan da Cunha. De kom da heller aldrig i virkelig cirkulation, selvom der faktisk blev tryk et oplag på 20.000 af det "4-potato"-frimærke, der er vist på illustrationen til venstre.

Jeg er også rimelig sikker på, at der heller ikke er ret mange kartoffelavlere, der er klar over at kartofler har været anvendt som betalingsmiddel. Og vel at mærke ikke blot for frimærker, for under den originale bosættelse omkring 1817 manglede der kvinder (der var kun en), så en mellemmand blev bemyndiget til at etablere flest mulige "blind dates" med attraktive kvinder fra Sankt Helena (der ligger blot nogle få tusinde km nordpå). Betalingen for hver kvinde, som det lykkedes at få med på ideen, var en sæk kartofler.

Ideen var god, og mellemmanden havde succes med at etablere seks "blind dates", og befolkningen på det lille øsamfund voksede støt og roligt.

Vil du læse mere om historien, samt om dansk medvirken til øsamfundets udvikling, så tryk her og læs artiklen Handelsregning fra Sydatlanten: "3 cigaretter = 4 kartofler = 1 frimærke!".

...mærkede du måske den der fornemmelse af ikke blot at ha' fået nok, men måske en lille bitte smule for meget? - Hvis du havde det sådan, så var du måske med til at bringe os danskere op på førstepladsen på verdensranglisten over den nation, der har verdens største kødforbrug pr. indbygger. Hver dansker spiser i gennemsnit ikke mindre end 400 gram kød hver dag!
... er det fedt?
... nej, men det bli'r vi!.

Her står de små godtroende væsener nærmest og venter på at blive spiddet, selvom der er en stor verden som også de ville kunne få en masse ud af, hvis de i højere grad fik mulighed for at udforske den!  -  Foto med courtesy fra ukendt oprindelse.

Vidste du at Danmark er den nation, hvor der bliver spist mest kød. Hver person i Danmark spiser i gennemsnit 400 gram kød dagligt (se hele statistikken ved at klikke her eller i boxen til højre).

Det er faktisk næsten en tre-dobling siden 1970, hvor vort forbrug var på 140 gram dagligt, og det gør faktisk Danmark til et af de lande, der har udvist det stejleste vækstkurve.

I den seneste opgørelse over kødforbruget fra 2002 har vi overgået New Zealand, en nation med store kødspisende traditioner (389 gram). USA ligger med 342 gram dagligt blot marginalt lavere på listen, hvis øverste del - med enkelte undtagelser - domineres af europæiske nationer mens den nederste meget magre del - ikke uventet - domineres af økonomisk, politisk og socialt svagt funderede lande fra Afrika og Asien. Norge som vi ofte sammenligner os med ligger langt nede på listen med 169 gram og Sverige lidt højere med 208 gram.

Gennemsnittet på verdensplan ligger omkring 90 gram dagligt, og vi skal virkelig lede energisk for at finde lande fra Vesten herunder, men såvel Bosnien (59 gram) som Tyrkiet (53 gram) befinder sig i denne del.

Kina ligger forbavsende højt med 144 gram dagligt, hvilket er ca. dobbelt så meget som Thailand (76 gram). I bunden ligger Bangladesh og Bhutan med blot 8 gram kød daglig, hvilket svarer til en enkelt tynd skive rullepølse.

I øvrigt ligger Nord-Korea med 30 gram dagligt markant højere end eksempelvis Indonesien med 23 gram, Ethiopien med 22 gram, men også højere end Nepal (med 27 gram), hvorimod Indien ligger i den absolut nederste del med blot 14 gram dagligt.

Selvom det ikke er formålet med dette indlæg, så er det bemærkelsesværdigt, at netop Danmark topper listen, simpelthen fordi vi ikke selv er i stand til at producere så meget kød. Udover at vi importerer færdigt kød i massevis, hvoraf en del - på trods af vort store forbrug - ligger alt for mange år i kølehuse, så har vi heller ikke tilstrækkeligt med foder til det kvæg og de grise der vokser op her. En meget væsentlig del af deres fødevarebehov dækkes ved import af billigt foder fra eksempelvis Thailand, hvor bøndernes produktion rettes mod usikre salgsafgrøder og tvinger dem til uhensigtsmæssige afbrænding af skovområder, for at udvide det dyrkbare areal.

Vores alt for store konsumtion af "store bøffer" koster dermed økologisk nedbrydning i den tredie verden. Den pris vi betaler de små bønder i den tredie verden for billige foderstoffer dækker ikke en økologisk renovering af de skader vi er med til at forvolde på naturen. Derudover er vi i kraft af vores praksis desværre også med til at tvinge småbønderne i armene på de store agro-kemiske selskaber, der leverer de giftstoffer, som (ifølge disse gift-producerende virksomheder) er "nødvendige" for at bønderne kan opretholde en tilstrækkelig høj produktion.

Er du en af dem med forbrug af stadig større bøffer, så tænk lidt over dit kødforbrug (og hvordan det er produceret) næste gang du går ud for at handle!

Velbekomme!

..naturen "putter sig" efter en fantastisk sommer, som vi fortsat nyder de sidste stråler fra.

Nyd den karakteristiske blomsterknop og den smukke blomst som de så ud 22. juni, og lad dig samtidig forundre over, hvorledes det er lykkedes at kreere den flot designede frugt, som den så ud 9. oktober. Yderst til højre ses de spirefærdige frø som de så ud en uges tid senere, den 17. oktober  - ©  engelund.dk

Som det fremgår af underteksten, viser billederne knop, blomst og frøstand fra den smukke "Magnolia sieboldi". Billedet indgår i den nye feature-serie på engelund.dk, jeg betegner som "Ugens billede", som vil omfatte en uregelmæssigt publiceret række af billeder, hvormed jeg søger at visualisere nogle aktuelle karakteristika fra den verden vi er omgivet af. "Ugens billede" vil som nævnt blive publiceret uregelmæssigt, men jeg vil ikke garantere at der kommer et nyt hver uge, ligesom jeg heller ikke vil forsværge, at der ikke vil kunne komme flere inden for samme uge!

"Nordkorea skal komme til at fortryde, at de foretog deres atombombe-sprængning!" lyder det fra USA, mens Kina ikke uventet udviser lidt rådvildhed i forbindelse med en fortsættelse af deres forhandlingsbaserede strategi for løsning af konflikten..

Men eftersom USA formelt set (i alle tilfælde set fra Nordkoreas side) fortsat er i krig med Nordkorea, så kunne USA måske iværksætte andre løsninger i stedet for at gennemtrumfe sanktioner, som det har vist sig i gentagne tilfælde først og fremmest rammer de i forvejen dårligst stillede, hvoraf en del formentlig ikke vil være i stand til at overleve sanktionerne, de vil simpelthen dø af fejl- og underernæring.

Vi har senest set det i Irak, hvor 10 års sanktioner formentlig kostede mindst en million irakere livet. Derfor var det også mere end svært at ændre den menige irakers opfattelse af USA fra det fjendebillede som sanktionerne gav til den store "befrier", som USA godt kunne have tænkt sig at blive modtaget som, da de styrtede Saddam Hussain. Derudover lykkedes det i en vid udstrækning at danne et mediebillede af USA som "...den store befrier og internationale forkæmper for frihed" og demokrati", som via CNN og andre velvilligt indstillede TV-kanaler blev videresendt til resten af verden og ikke mindst tilbage til USA, hvor denne forvanskning af virkeligheden var "nødvendig" for at sikre de finansielle ressourcer, som George Bush og hans allierede faktisk slet ikke rådede over.

Hvad er det nu, der er gang i med hensyn til den koreanske halvø?

Nordkorea hævder internt i det lukkede nordkoreanske samfund, at det var nødvendigt at foretage sprængningen, da regimet frygtede et angreb eller en invasion fra USA, og at den eneste mulighed for at imødegå dette var at sikre sig atomvåben, først og fremmest fordi USA allerede har installeret atomvåben syd for grænsen, dvs. formentlig i deres baser i Sydkorea, eller på de krigsskibe, der konstant patruljerer. Derfor var sprængningen først og fremmest en defensiv handling, der kunne sikre en fredelig sameksistens, fordi der - som Nordkorea faktisk helt korrekt hævder - endnu aldrig er iværksat en direkte krig mellem to atomvåben-magter.

Det nordkoreanske styre opretholder først og fremmest et billede af sig selv som den store militære magt, med lederen Kim Jong-il som en nærmest mytisk gudelignende figur, spundet ind i myter omkring han liv og levned, som for den menige nordkoreaner ikke er til at gennemskue, da samfundet er så lukket som tilfældet er.

Lukketheden styrkes yderligere af det forhold, at sproget (og det koreanske sprogs særegne alfabet, som kun anvendes på den koreanske halvø) i realiteten lukker alt andet ude end det der evt. kunne komme fra Sydkorea, såfremt denne grænse ikke var den mest tillukkede her på kloden, og som tidligere nævnt endog bevogtet af militære styrker bevæbnet med atomvåben.

Derfor er der en vis kerne af fornuft i den nordkoreanske ledelses handlinger og deres udtalelser. De har faktisk ikke så mange kort at spille med, og de kan næsten ikke stille sig dårligere i forhold til omverdenen end de allerede står.

Læg dertil, at den politiske topledelse i Nordkorea (som samtidig udgør den militære topledelse) også kontrollerer alle medieaktiviteter, og de få tilrejsende er - stort set uanset ærinde - tvunget til at aflevere endog deres mobiltelefon ved indrejsen. Og selvom der kunne være nærmest talløse grunde til at forsøge at omgå reglerne og smugle medieudstyr ind for at viderebringe et billede til omverdenen af de, rent ud sagt aldeles frygtelige, levevilkår (hvis de i det hele taget kan kaldes det), som store dele af befolkningen lever under.

Lokalbefolkningen ved blot ikke, hvilken klemme deres militære ledelse holder dem i, de hører kun den fremstilling af "virkeligheden" som deres ledere kommer med, men husk lige, at USA fortsat ikke har indgået en fredsaftale med Nordkorea, så det er teknisk set ikke ukorrekt, når Nordkoreas ledelse siger at de er nødsaget til at forsvare sig mod USA, som har atomvåben syd for grænsen.

Det er derfor vigtigt at gøre sig klart, at selvom Nordkoreas atomprøvesprængning udefra set kan tolkes som en galnings værk, så er dette billede af forholdene en fremstilling, som først og fremmest tjer amerikanske interesser. Jeg synes at deres atomprøvesprængning så absolut skal fordømmes, men det synes jeg så sandelig også at alle tidligere prøvesprængninger også skal, og ikke mindst dem, der har været anvendt i en virkelig situation (hvor eftertidens historiske redegørelser har vist, at de to bomber over Japan formentlig slet ikke var nødvendige, selvom USA i deres officielle historieskrivning fortsat forsøger at fastholde, at de sparede mange menneskeliv!).

Atombomben er et redskab for militære galninge og skøre videnskabsfolk, men den er også en uomgængeligt sideeffekt er de opfattelser, der baserer samfundsmæssig udvikling på anvendelsen af den teoretiske atomfysiks erkendelser i praksis.

Allerede inden den første prøvesprængning blev foretaget i USA var sandheden gået op for mange af de involverede videnskabsfolk. Flere sprang fra, men deres indsigelser blev kvalt af "systemet", og det kostede flere menige amerikanske soldater en alt for tidlig død af efterfølgende "strålingssyge", at de blev sat til at "overvære" affyringen inden for alt for kort afstand. Målet var ikke en fredelig udnyttelse af teknologien, det var en handling, der overstiger effekten af alle senere såkaldte "terrorhandlinger".

Det er den historiske ballast, som USA har givet verden, og som efterfølgende resulterede i en "kold krig", der varede i årtier, og som - med andre toppersoner som ledere i Øst og Vest - lige så godt kunne have resulteret i en ganske overordentlig "varm" krig.

Det skete ikke - heldigvis da! - og mange har lært meget af de hændelser, der fik løst datidens kriser. Men store dele af verden deltog ikke i den erfaringsdannelse, som den kolde krig førte med sig, og det er først og fremmest i denne del af verden at USA i dag udpeger "ondskabens" regimer. Men samtidig kender USA tilsyneladende ikke andre redskaber til løsning af sådanne konflikter end at sætte "hårdt mod hårdt", eller rettere true disse regimer med USA's militære og "knusende overmagt" som stort set altid involverer spørgsmålet om, hvrvidt man kunne forestille sig at USA kunne "tvinges" til at anvende deres kernevåben.

Inden situationen kommer så vidt, så går der dog altid et system af handelsmæssige blokader forud, og hvis vi lige vender tilbage til Nordkorea, så er problemet, at Nordkoreas internationale samhandel helt overvejende foregår med Kina, så en aftale med Kina er en afgørende forudsætning for iværksættelse af stort set enhver form for handelsmæssig boykot.

Dermed er situationen desværre ikke løst, for Nordkorea er på ingen måde i stand til at forsyne sig selv med de nødvendige fødevarer, m.m. så enhver form for boykot vil næsten uvægerligt ramme fundamental fødevareimport, samtidig med at Kinas position som allieret vil blive kraftigt undermineret.

Selvom det udefra set ville være den bedste løsning at styret bryder sammen, så ville det være en fuldstændig uholdbar situation - for ikke at sige aldeles afskyelig og umenneskelig - fordi det i så fald ville foregå på grund af menneskelige sammenbrud på grund af mangelfuld ernæring som følge af en internationalt iværksat boykot. Nordkorea ville ende som et område, hvorfra alle der fortsat var i stand til det, ville flygte fra et land i totalt kaos.

Noget sådant må absolut ikke ske, og erfaringerne fra Irak og Afghanistan viser, hvor svært - ja stort set umuligt - det er at etablere et helt nyt samfundsmæssigt, politisk, juridisk, militært og økonomisk fundament i samfund, der er historisk funderet på helt andre samfundsmæssige strukturer, som der er af afgørende betydning at fundere genopbygningen på, såfremt man ikke vil stå med netop den type af ødelæggende tilbageslag, som vi dag efter dag kan konstatere, ikke blot i Irak og Afghanistan, men også i andre af klodens mindre mediebelyste konfliktområder, som eksempelvis Sudan (med den afskyelige etniske udrensning i Darfur) og Ethiopien (hvor halvdelen af befolkning gennem årtier er blevet konsekvent forfulgt).

Der er masser af forhandlingsmuligheder tage fat på, og krig er simpelthen en nødløsning vi skal holde os fra, netop fordi den fjerner muligheden for en fremtid, baseret med fredelig sameksistens!

"Lev trygt i bombens skygge!" - en magtliderlig frase, der hermed kræves skrottet for tid og evighed!


AFTER DEADLINE:

"...her har vi Kim Jong-il, der har taget lidt legetøj med i dagens anledning. Han kommer for at sige BOOM til George (W. Bush), og sådan et brag kan man godt få til at lyde højt, specielt hvis modstanderen er (lidt) sensibel! ... og ikke mindst hvis man putter sin lynkineser ind i et så stort skrummel af et hylster, som det Kim slæber rundt på!" (baseret på simpel mundaflæsning tror jeg faktisk at dette var ordlyden fra det ovenfor skitserede imaginære møde mellem to af verdens mest omtalte "leder-skikkelser"!)  -  courtesy "Corrigan", en canadisk politisk satire-tegner - tilsat aktuel "fortolkning" fra engelund.dk

Der er lidt uoverensstemmelse omkring den affyring, som Nord-Korea foretog. Ifølge geodætiske registreringer kan effekten ikke have været så voldsom, som angivet af Nord-Korea. Det må så indikere, at bomben enten var en helt nyudviklet mini-atombombe, eller også var det (blot) en stor konventionel bombe.
  De informationer, der nu er tilgælgelig fra efterretningstjenester og geodætiske kilder indikerer, at sprængningen blot havde en effekt på omkring 200 tons TNT, mens en kernevåbeneksplosion normalt vil ligge mellem 10.000 og 50.000 tons TNT.
  Til sammenligning havde Hiroshimabomben en effekt på 12.500 tons TNT, dvs. den var mere end 60 gange så voldsom, som den "atomprøvesprængning", Nord-Korea hævder at have foretaget mandag morgen.
  Disse informationer gør ikke vurderinger af situationen lettere, men det er ofte set gennem historien at "militære regimer" anvender de våben, de nu engang råder over for at få ørenlyd, - så det var måske "...et råb om hjælp!"

Lørdag morgen klokken røvtidligt skulle jeg op for at ikke at komme for sent til kunst-forklaringsfilmen "My seven best paintings!". Vi nåede det (næsten alle!) på trods af nordirske "blokader" af Rådhuspladsen. Og der blev inspiration til flere timers snak om kunst, madkultur livsvisdom og levevilkår i nævnte og andre rækkefølger..

Jeg ved ikke hvor kendt John Kørner er, men jeg ved, at jeg efter at have tilbragt en tidlig lørdag formiddag sammen med alt for få andre biografgængere i Grand til Morten Lindbergs (Master Fatman) forklaringsfilm om kunstmaleren John Kørner, at har har masser af lyst til at fortælle om sine værker, om hans overvejelser og de tanker han har gjort sig undervejs samt om hvad det er, har ønsker at formidle til beskueren. Og jeg ved, at jeg gik ud af biografen med en større indsigt i de udtryksformer, som John Kørner anvender.

..."problemer" kan ha' mange former, man kan dvæle ved dem, filosofere over dem, måske hænger de på træerne eller måske møder man dem på den anden side af skrivebordet, men man skal nu ikke tro at man nødvendigvis slipper af med dem, blot fordi man kan frankere sine breve med dem.  -  ©   og engelund.dk (øverst) og PostDanmark (nederst)

I forbindelse med åbningen af "Galleri Minuit Vernissage" i Grand Teatret havde biografen lørdag formiddag premiere på Morten Lindberg og Andreas Johnsens 'forklaringsfilm' med John Kørner, "My Seven Best Paintings". Forevisningen var en engangsforstilling, hvor fremmødet formentlig ikke repræsenterede den generelle kunstinteresse i hovedstaden og ej heller kendskabet til eller interessen for kunstneren John Kørner.

Hvem er så denne John Kørner?

John Kørner præsenteres ofte som tilhørende den unge generation af malere, som i de senere år har sat fornyet fokus på maleriets ekspressive kvaliteter og muligheder. Det er i stor udstrækning disse udtryksformer og muligheder som filmen afspejler og giver indblik i gennem John Kørners forklaringer og hans dialog med udvalgte beskuere.

Johns værker er stærkt koloristiske, ofte store, men altid "åbne" for beskuerens egne supplerende fortolkninger i forhold til det kunstneriske vindue som John åbner. Ansigter mangler i udsøgt grad og hatte, hårpragt og snoede overskæg "svæver" på en måde, så beskueren selv fortsætter Johns beskrivelse af sit motiv. Kombinationen af mere naturalistisk udformede beskrivelser af historiske former og symboler sættes i markant perspektiv til mere "moderne" ahistoriske ofte "livløse" former med tilføjelser af små tips til indkorporering af de "problemer" (forstået i ordets begrebsmæssigt vide betydning) som findes indkorporeret i store dele af Johns kunstneriske produktion.

Johns kunstværker er først og fremmest billeder fra dagligdagen, som han bestræber sig på "...at give deres eget liv", så de "...kan komme i dialog med beskueren". Filmen afspejler syv forskellige eksempler på forklaringer til denne dialog, hvor bredden i de udvalgte beskuere spænder fra en enetale fra en robåd, rimeligt lydhøre saftevandsdrikkende, bollebespiste børn til familie, andre udøvende kunstnere og en gruppe ældre.

Morten Lindberg og Andreas Johnsens 'forklaringsfilm' om John Kørner er absolut seværdig med et godt indblik i den verden, hvorfra John Kørners værker har sin oprindelse. Såvidt jeg erindrer, kan filmen erhverves på DVD, men hvordan ved jeg ikke, så nærmere info følger senere.

Sidste vinter (25. november 2005) indviede Københavns Kommune et gavlaleri af John Kørner på Nordlandsgade ved Amagerbro Torv. Det var Københavns Billedkunstudvalg, der havde udpeget John Kørner til opgaven. Gavlmaleriet, der hedder "Woman with 24 problems" forestiller en traditionel (Amager)kvinde, der bærer et ris brænde på sine skuldre, som tynger hende mere end som så, i kraft af de "problemer" hun samtidig bærer (de 24 ovale "problem-spots" på grenene). Vil du selv se billedet i sin fulde udstrækning, så læg en smuttur omkring Nordlandsgade på Amager, hvor du kan se det fra både Amager Centret og fra metrostationen. Gavlmaleriet er et af de syv kunstværker, som filmen giver et forklaringsmæssigt indblik i, og billedet er i øvrigt helt i overensstemmelse med John Kørners "røde tråd", som billedligt talt må betegnes som "inspirativ gul"!

John Kørners gavlmaleri "Woman with 24 problems" (til venstre), og (til højre) et kig ind i afslapningslokalet "Galleri Minuit Vernissage" til venstre for baren i "Grand" findes et af John Kørners inspirerende malerier, som gav os helt forskellige indtryk, da vi så det. Men farver og former gjorde os i godt og kreativt humør, der fremmede spontanitet, ind- og oplevelse.  -  ©  engelund.dk

John Kørner er tilknyttet Galleri Christina Wilson, og du kan læse mere om ham på galleriets website.

0-0 mod et nordirsk mandskab, der ikke gjorde kampen sværere end at de selv mageligt kunne følge med, samtidig med at det danske hold på trods af et stort løbearbejde ikke formåede at dirke modstandernes eksemplariske defensivt indstillede formationer op.

Som kampen skred frem kunne jeg se et vist problem i spilmønsteret gentage sig om og om igen. Irerne havde succes med at holde så mange spillere bag bolden, at det næsten var umuligt at blive off-side. Til gengæld løb de danske spillere græsset så tyndt, at det stort set ikke behøvet at blive klippe de næste par uger, men desværre de løb mest rundt om sig selv og lidt frem og tilbage på midtbanen og havde svært ved at komme nærmere baglinien end nordirerne, og det brugte de faktisk rigtig mange kræfter på.

Nordirerne er vant til at spille mod netop den slags modstandere, der som danskerne er "bedre" end de er (dvs. bedre "på papiret"!). Og det blev til masser af små nydelige kombinationer uden synderlig meget bid i, men når der endelig skete noget, der fik os tilskuere til at spærre vore øjne op i forventning, var det først og fremmest aktiviter herover venstre flanke.

...godt nok døde George Best sidste år, men hans ånd levede så sandelig i bedste velgående sammen med de nordirske fans, hvoraf mange var iført den navnkunde trøje med Nr. "11"! ©  engelund.dk

Vi løb simpelthen os selv trætte under vore bestræbelser på at gøre nordirerne møre. De økonomiserede utroligt godt med deres ressourcer, og de skabte vel egentlig lige så mange chancer som vi gjorde, og de gjorde ikke spillet sværere end at de selv kunne følge med. Det gjorde vi vel egentlig heller ikke, men vi var formodentlig heller ikke bedre end det vi viste.

Det ville selvfølgelig ha' glædet os og lunet gevaldigt med et enkelt mål, uanset hvordan det så end ville være opnået. Christian Poulsens drøn af et hug var flot, men desværre kunne målmanden følge skuddet hele vejen mod mål, hvorimod et par andre forsøg, der blev rettet af undervejs måske var langt tættere på at "...ville kunne have givet den forløsende scoring".

Men det er ofte en uendelig svær opgave først at udarbejde og derefter gennemføre en nok så velgennemtænkt strategi for et hold, der - som det danske - på papiret er det bedste, men som så alligevel ikke formår at sætte sig så meget i respekt, at modstanderen gradvis mister troen på at kunne dæmme op for overmagten. Sådan var det aldrig, vi fik lov til at spille på den plads, som nordirerne overlod til os, men heller ikke ret meget mere. Men det burde på den anden side også have været tilstrækkeligt til at vi havde sikret os de tre point vi havde sat næsen op efter.

Nu skal der kæmpes, men det har holdet ved andre anledninger også vist at det kan, ikke mindst mod stærkere modstandere. Det er onsdagens modstandere dog ikke, men måske skulle Morten anvende et lille psykologisk fif overfor sine spillere, og bede dem forestille sig, at de - mens de står og hører Lichtensteins nationalmelodi gjalde over det lille fyrstendømmes nationalstadion - er oppe mod et britisk mandskab, som der simpelthen skal kæmpes mod med flere kræfter end der blev anvendt i aftes.

Det lille mental-psykologiske fif består i spillerne under nationalmelodien - hvis melodi er den samme som den britiske (og nordirske) "God save the Queen" - lukker øjnene og spænder musklerne før braget, som så måske kan sikre det danske en god målscore, hvis vi ikke undervurderer vore modstande, som vi dog - næsten uanset hvad - ikke kan sætte point til mod, men det er lige netop den indstilling, der skal ud af hovedet på det danske hold fra det øjeblik kampen sættes i gang.

Vi skal nok få anledning til at vise vore kvaliteter mod bedre modstandere senere, når Sverige og Spanien står for tur (for ikke at glemme Island og Letland).

Vi har forhåbentlig masser af hygsomme stunder at glæde os til, og der er næppe tvivl om der også er nye muligheder i front med Niclas Bentner, der har kvaliteter til at løfte angrebsspillet op på et niveau, hvor vi mindes tidligere gyldne tider.

Indtil videre tager vi det helt cool og glæder os til på onsdag!

Opbakningen bag regeringen og dens støtteparti svinder ind i befolkningen og i den seneste meningsmåling fra Vilstrup, har regeringens simpelthen mistet sit flertal. Det behøver nu ikke at betyde så meget, for regeringen har en plan, der skal sikre at den får flertal også ved næste valg, så "...vi giver ikke nogen af de milliarder ud, som vi har i overskud, - dem skal vi bruge når vi skal love skattelettelser før næste valg!".

Uanset hvad årsagen til at regeringen holder så fast på ikke at give flere økonomiske ressourcer til kommunerne, så kan det ikke være på grund af en dyb indsigt i det råderum, som gradvis svinder ind for kommunerne. Og det lyder som en devaluering af begrebet "fakta", når vor statsminister hele tiden påpeger at det er "ham" og "hans regering", der fremlægger "fakta", mens alle dem, der kritiserer regeringen "manipulerer med tallene"!.

Jeg fristes til at citere en gammel og forlængst afdød venstremand, der efter at konstant at være forsøgt sat på plads af sine kritikere, der hævdede at deres fremlæggelse var fakta. Hans reaktion var på klart og tydeligt jydsk: "Hvis det der er fakta, så benægter a fakta!". På samme måde er regeringens fremlagte vurderinger og beregninger heller ikke fakta, uanset om den tidligere har kunne overbevise Kommunernes Landsforening om at der ikke var flere penge til rådighed (for det var der jo rent faktisk)!.

Regeringen kan gentage i tide og utide at aldrig har kommunerne fået så mange penge, som de er blevet tildelt nu, men samtidig kan man da også godt tilføve, at aldrig har kommunerne stået over for administrativt omkostningsfulde og økonomisk uoverskuelige opgaver som de gør nu, og som det er fremgået at mange udtalelser, kan udgifterne til den administrative omstilling ikke udskydes, og midlernes må derfor tages fra kommunernes øvrige opgaver, hvoraf såvel det uddannelsesmæssige som det sociale og sundhedsmæssige område i forvejen har været underlagt omstillinger, nedskæringer og forringelser i rigtig mange kommuner.

Protesterne er givetvis større og bredere funderet end regeringen og statsministerens spindoktorer og rådgivere havde regnet med, og de rækker måske ikke dybt ind i regeringens skare af kernevælgere. Derimod rækker de under alle omstændigheder langt ind i gruppen af de vælgere, som støttede Venstre ved valget i 2001, og som resulterede i regeringsskiftet dengang. Mange af disse vælgere har under den nuværende udvikling trukket deres opbakning bag regeringen tilbage, og selvom det næste Folketingsvalg formentlig ligger flere år ud i fremtiden, så er der nu åbnet op for en langt stærkere oppositionspolitik end der hidtil har kunnet opnås dækning for blandt en relativt passiv vælgerskare samt en holdning blandt massemedierne, der hellere fokusewrede på at blæse små interne uoverensstemmelser inden for Socialdemokraterne op end at formidle de regeringskritiske budskaber, som oppositionen rent faktisk fremkom med. Og dermed blev det endnu lettere for Anders Foghs regering at fortsætte sin nye populistisk-liberale linie, som mange misforstod som en nybearbejdet korrektion (blot langt bedre) af Socialdemokraternes velfærdspolitiske linie.

I USA er banen ved at blive kridtet op til et midtvejsvalg, der meget vel kan resultere i at Bush's republikanere mister flertallet i Kongressen. En sådan situation vil givetvis medføre store vanskeligheder for inderkredsen omkring George W. Bush i Washington, der har været præget af stærke individualister, der har tiltaget sig stadig mere omfattende beføjelser uden samtidig at være villig til at stå til åbent ansvar over for den nation, hvis interesser de er valgt til at varetage.

Fra Washington lyder ofte en form for retorik, som vi indimellem også hører fra Christiansborg, blot er det langt, langt farligere, det vi hører fra Washington. Derfor er det med beklemmelse, at vi konstant hører vor egen regering udtale sig som et logrende halehæng til selv den amerikanske regerings mest retoriske udtalelser.

Derfor er det forfriskende at opleve, at modstanden i USA mod den retorik, som regeringen i Washington anvender, er voksende, og at der er en bred kritisk national samvittighed der nu lader røre på sig.

Det er vigtigt at der er plads til udfoldelsen af kritik uden at blive betegnet som "politisk balademager", og det er vigtigt ikke at tage tage patent på "fakta". Lad dialogen danne udgangspunkt for beslutninger og afgørelser, og lad ikke retorikken afgøre om, hvorvidt "...det går ufatteligt godt"!

Det kan undre, at den amerikanske offentlighed ikke opponerer kraftigere mod regeringens måde at håndtere landets udenrigspolitik på, når stadig større dele af efterretningsorganerne advarer mod den afstukne kurs. Men hvem siger i øvrigt at det overhovedet skal være nemt at forstå amerikansk politik, men det er nu svært at forstå, hvorfor præsidenten og alle hans mænd i så udstrakt grad som det er tilfældet, forsat hævder deres ret til at "benægte fakta"!.

Denne uges forside(r) fra Newsweek!

Jeg læste tidligere i dag forsideartiklen i Newsweek om Taleban-krigerne, der nu ikke længere gemmer sig langt væk fra civilisationen. De er faktisk blot et par timers kørsel syd for Kabul, i den store historiske provinsby Ghazni, og det forekommer som om deres tilstedeværelse ikke er slet så skjult, som vore Jens'er og de øvrige militære styrker fra den alliance "vi" har sendt ud til Østen for at kæmpe for demokrati.
  Ifølge artiklen ser denne kamp ikke ud til at lykkes, sådan lige med det samme, og de midler, der er til rådighed er langt fra tilstrækkelige til at sikre en sejr på længere sigt. Læs artiklen "The Rise of Jihadistan" om hvordan Taliban-styrker og al-Qaeda-ledere opererer stort set frit og åbent, og se et eksempler på rekrutteringsvideoer, som hævdes eller formodes at anvendes af al-Qaeda.
  Det er nu ikke så meget det jeg vil dvæle ved, for det er faktisk flere år siden, jeg var fortaler for denne vurdering, så den vil jeg ikke gentage i denne sammenhæng. Derimod vil jeg dvæle ved det forhold, at Newsweek, som udkommer i fire forskellige versioner, har Afghanistan-historien med i de tre, men til stor undren har de valgt at undlade denne voldsomme udstilling af nederlagstruede amerikanske militærstyrker i den amerikanske udgave.
  Newsweek kommer i en latinamerikansk, en europæisk, en asiatisk og en nordamerikansk version, og i de tre første finde analysen af krigen i Afghanistan med interview af Taleban-krigere og inddragelse af de amerikanske efterretningstjenesters fælles vurderinger af at USA rent faktisk er ved at tabe krigen i Afghanistan.

For jer, som ikke kender Annie Leibovitz kan jeg oplyse, at hun er en rigtig god portrætfotograf, samt at hun i øvrigt har fødselsdag i dag (hvor hun fylder 57). Billedet af John Lennon og Yoko Ono er blot et af hendes mange fremragende portrætfotos fra dengang hun var tilknyttet musikmagasinet "Rolling Stone"  - kilde: Wikipedia

  Enhver, der har lidt fornemmelse for penge, kan da godt fornemme, at der ikke ligger de store penge i at sende den historie ud i USA her umiddelbart efter at præsident Bush har måtte acceptere, at der er lækket informationer fra en fortrolig efterretningsrapport, der fastslår, at de informationer, som præsidenten og alle præsidentens mænd kommer med, er i direkte modstrid med de vurderinger, som samtlige efterretningstjenester kommer med.
  Og den historie ønsker Newsweek altså ikke at smide lige i hovedet på sine amerikanske læsere. De får i stedet et idyllisk billede af Annie Leibovitz og hendes børn kombineret med en - utvivlsomt langt mindre blodig - historie om Annie Leibovitz "Through Her Lens: My Life in Pictures", "Portrait of the Portraitist".
  Der er næppe tvivl om at Newsweek har undersøgt markedet, og at der er flere penge i en livsstilsberetning end i en krigerisk historie med USA i en ikke synderlig sejrrig position, og - såvidt jeg kan vurdere det - i en position, hvor der heller ikke er nogen helte. Og uden helte, så er det svært at fange den menige amerikaner, og så "vinkles" der, som det hedder i journalistjargon.
  Men for den kritiske amerikanske læser er der hjælp at hente, for historien om det truende nederlag i Afghanistan ligger også på den amerikanske Newsweek-website, men alligevel siger historien lidt om, at man ikke skal tage alle journalistiske vinklinger for gode varer, der bli'r "spundet" "spin" som aldrig før, men der er fortsat kritiske steder at finde informationer, og som situationen ser ud i øjeblikket er der - for mig at se - rigtig svært for den amerikanske regerings inderkreds at reddet sig ud af det "spind" man selv har spundet. Der er bundet så mange halve sandheder og fuldgode småløgne sammen at det bør være svært for inderkredsen at finde arbejde når de bliver tvunget til at forlade Det Hvide Hus. Det værste er blot, at jo længere tid det lykkes at dem at gentage deres usande påstande om hvordan kampen mod terror er på vej til at lykkes, jo flere mennesker bliver ofret på dette magtens alter.
  I denne sammenhæng kan det kun glæde mig, at jeg kan støtte vurderingerne fra den samlede amerikanske efterretningstjenester omkring terrortruslens "samlede forøgelse" i takt med de allierede styrkers fremfærd i såvel Irak som Afghanistan, og så styrker det da absolut heller ikke at Israel overreagerer på det værste og slipper afsted med at have efterladt omkring en million småbomber i Libanon (ifølge en FN-vurdering, læs artiklen - tryk her!). Det mindsker da under ingen omstændigheder vreden over for ikke blot Israel, men øger vreden og kritikken mod alle, der bakker Israel op.

Verden har det med indimellem at "gå a'lave", men så må vi tage fat ved ondets rod og forandre opfattelsen af ukrudt til en forståelse af nyttige rødder og skønne planter. Der vil ofte være brug for god samfundsforståelse og exam. gudelig visdom for at få alting til at gå op i en højere brugbarheder. Men hvad sker, der nå vi mennesker kræver at selv en exam. gud skal indskrænke sig, ja det ved vi ikke meget om, endnu ... !
  Redaktionen her på INFO-blog'en opfordrer til en stormende læserreaktion på de kulturelle tiltag over for EGOLAND.
  SEND EN MAIL MED EN STØTTEERKLÆRING TIL EGOLAND TIL mailadressen kultur@pol.dk.

Jeg tror det kom bag på mange, da de i går slog op på den "nyfødte" version af "...den levende avis", tillægget til "At Tænke Sig!", Thøgers nyfødte genfødsel, dagbladet Politiken (som i øvrigt var vendt så meget på hovedet at kun ATS vendte korrekt!) og ledte efter Ivar Gjørups velkendte stribe fra "EGOLAND", og fandt den på en ny placering på bagsiden af kultursektionen under TV-programmerne, på en placering, der vakte udelt utilfredshed hos stribens hovedpersoner.
  Heller ikke tegneren bag serien, Ivar Gjørup, føler sig særlig godt behandlet af Politikens kulturredaktion, som uden nogen synderlig kulturel afvejning har valgt at placere de to tegneserier EGOLAND og Wulfmorgenthaler lige op ad hinanden, hvilket på ingen måde kan hævdes at klæde hverken den ene eller den anden.

...se lige overraskelsen hos pens. exam. gud Divus Madsen, da han bliver bevidst om sin placering (med Wulfmorgenthaler umiddelbart til venstre) kombineret med at han endvidere skal indskrænke sig i bredden og så ydermere placeres side om side med en "vittighedsserie", og så er det fuldkommen ligegyldigt om man selv har været på et frimærke og den anden serie markerer sig ved at være fætter til en blå flodhest!  ©  egoland.dk

Det "afsløres" med postvæsenets mellemkomst, at man som exam. gud ikke altid er tvunget til at optræde via stedfortræder, som det skete for omkring et par tusinde år siden (læs i øvrigt den lille historie her)   -  Foto:  engelund.dk

Jeg må - efter selv den mest nøgterne vurdering - gi' både pensioneret exam. gud Divus Madsen og Ivar Gjørup ret i, at de to striber simpelthen er så forskellige i udtryksform og indhold, at det formentlig vil kræve mere end det mest umulige at få dem til at "leve" side om side, og efter 22 år og 5.569 har bagmanden Ivar Gjørup da også taget beslutningen: "EGOLAND stopper!" tryk her og læs Ivar Gjørups indlæg om sit syn på sagen og Politikens håndtering.
  Jeg vil opfordre pensioneret exam. gud Divus Madsen om at samle sin glorie op og tage den nye udfordring op, som dagens og gårsdagens re(d)aktion har kastet af sig. Og jeg vil opfordre alle, der føler sig forulempet af re(d)aktionen til at indsende en voldsom omsiggribende læserbrevsreaktion til afværgning af EGOLANDS fjernelse fra spalterne, som bør sendes til den mere egoistiske end levende kulturelle hovedredaktion på mailadressen kultur@pol.dk
  Ønsker du at vide mere om exam. gud Divus Madsen, så er der masser af informationer på "hans egen" website www.egoland.dk, ligesom du kan finde andre interessante aspekter via Tegneseriemueet, bl.a. om dengang Divus Madsen kom på museum i artiklen "Divus Madsen's Museum", og det foregik faktisk for så lang tid siden, at Tegneseriemuseet i Danmark endnu var et ganske ungt foretagende.


Det er i øvrigt ganske forunderligt, at alt dette forekommer på den selvsamme dato,
som "Peanuts" elller "Radiserne" så dagen første lys, og hvor Charlie Brown (eller Søren Brun, som han senere blev døbt på dansk) straks fra starten blev udsat for den dobbeltbundede misundelse eller misforståelseshed, som han måtte leve med resten af sit godt 50 år lange liv, indtil han efterfølgende "genopstod" og fik genudgivet tidligere dele af det stormomsuste liv, der ikke havde gjort ham mange dage ældre, samtidig med at vi læsere i samme periode var blevet ganske overordentlig rige på erfaring og selverkendelse om herlige menneskelige og mellemmenneskelige ufuldkommenheder.

Da tegneseriemediet officielt fyldte 100 år i 1995 foretog "Editor & Publisher" en rundspørge blandt USA's mest fremtrædende avisredaktører, bureauchefer, serietegnere og tegneseriehistorikere om hvilken tegneserie de hver især mente var verdens bedste. Resultatet blev, at "Peanuts" el. "Radiserne" fik dobbelt så mange stemmer som sin nærmeste konkurrent.
  Da Charles M. Schulz sluttede serien af var den udbredt til 2.600 dagblade med en anslået læserskare på 350 millioner i 75 lande og på et utal af sprog.
  Selvom tegneren, Charles M. Schulz, som nævnt døde i februar 2000, bringes serien fortsat i en lang række af de dagblade og aviser, hvor den gik tidligere ... og nye aviser kommer fortsat til.
  De striber, som bringes nu, er ofte fra seriens glansperiode, og de fleste er i farver. Modne læsere vil finde mangt et kærligt gensyn, mens yngre læsere får mulighed for at stifte bekendtskab med den menneskelige psyke gennem en af verdens bedste tegneserier.

Serien er selvfølgelig også teaterficeret, se bare link her til den danske version af Clarc Gesner's musical "Radiserne - Du er en flink fyr, Søren Brun", sat op af HERO teaterproduktion fra Aalborg, som i øvrigt er på Danmarks-turne i øjeblikket (se spilleplanen her).
  De spiller i Aalborg i aften, i Kolding 3.-5.oktober, Odense 6.-7. oktober, Aabenraa 8.-10 oktober, Holstebro 11. oktober, Albertslund 12. oktober, Skive 13. oktober, Randers 14. oktober og afslutter i Silkeborg den 15. oktober 2006.

Blandt de mange, der efterfølgende har hædret "Sparky", som Charles M. Schulz blev kaldt af sine venner, er bl.a. denne absolut læseværdige nekrolog af Tim Tesconi: "Charles Schulz dies - Heart attack a day before final comic runs".

Nuser egen website kan du finder på Snoopy.com, og det er i øvrigt den officielle website for "Peanuts" udarbejdet af ejermændene bag serien, UFS Inc. (United Feature Syndicate, Inc.), som Charles M. Schulz tegnede serien for gennem alle de næsten 50 år.

Derudover vil jeg meget gerne henvise til Ivar Gjørups filosoferende artikel om "Søren og Steens Firkantede Verden" (fra Politiken lørdag, den 21. august 1983), hvori forfatteren sammenholder de to markante skikkelser, Søren Brun med sin markante filosofiske nederlagsverden fra "Radiserne" sat over for Steen, den lille nævenyttige desperado fra "Steen og Stoffer".

I takt med at 50-års jubilæet for "Peanuts" nærmede sig, begyndte familie og venner at interessere sig for en permanent udstilling af udvalgte dele af den enorme produktion af "peanuts-materiale" der i tidens løb var løbet ud af tushpennen fra "Sparky's" hånd.
  Gradvis accepterede Sparky initiativet, skønt han oprindeligt ikke opfattede sig selv som et museumsstykke, men i takt med at planerne skred fremad støttede han dem aktivt.
  Han nåede dog ikke at se projektets endelige realisering, men efter fire års forarbejde og efter en prisværdig indsats fra de involverede familiemedlemmer og venner åbnede "Charles M. Schulz Museum and Research Center" officielt den 17. august 2002 i Santa Rosa i Californien.
  Her etableres løbende shows og nye udstillinger, og der findes endog så avancerede "realiserede" effekter fra tegneserien som det "Christo Wrapped Snoopy House", som Christo realiserede i 2004 efter Peanuts-striben fra 20. november 1978

Klyngebomber er uhæderlige og uetisk bestialske våben, som kun anvendes af et decideret ondskabens regime. Rent teknisk er klyngebomber en masse småbomber (fra mindre end 100 og op til flere tusinde) placeret ind i en enkelt større bombe, som undervejs i sit nedslag eksploderer og spreder sit indhold over et større områder, som i øvrigt kan bestå af endnu en eksploderende cylinder med endnu flere småbomber, hvoraf en del eksploderer under nedslaget, mens mange forbliver aktive indtil en intetanende civilperson - ofte et barn - træder på den eller samler den op. Denne type våben er i højere grad et langsomtvirkende terrorvåben, der rammer civilbefolkningen, der vender tilbage efter at krigshandlinger (tilsyneladende) er afsluttet. Det er derfor de er så bestialske!.

... provinsbyen Bint Jbeil i det sydlige Libanon efter israelske luftangreb. Bombardementer som dette er ofte kombineret med nedkastning af klyngebomber, som rammer civile, der vender hjem efter krigshandlingernes "afslutning" ©  May Abboud/Workers World

Jeg ved ikke hvem, der har opfundet de bestialske "klyngebomber", men jeg ved at det er Israel, der har spredt dem over store civile områder i den sydlige del af Libanon, og jeg ved at bl.a. FN's minerydnings-teams nu er i færd med at fjerne i tusinsvis af ueksploderede småbomber, der alle er livsfarlige at være i nærheden af, hvis de eksploderer.
  Inden for de første uger identificerede FN-teams de første 435 lokaliteter med ialt mere end 100.000 småbomber, hver især blot på størrelse med et almindeligt lille batteri til en lommelampe. Siden konflikten er standset er mindst 14 personer dræbt og mere end 100 kvæstet af disse småbomber, men da det blot er muligt for et enkelt minerydningsteam at destruere mellem 50 og 100 småbomber dagligt, vil der gå en rum tid før alle bomberne er destrueret.
  Efter krigens afslutning og efter at de israelske tropper trak sig tilbage fra Sydlibanon, var der bred erkendelse blandt fredsarbejdere om at israelerne havde opført sig aldeles uetisk med den udbredte anvendelse af klyngebombe, og det blev vurderes at der fortsat var 100.000 ueksploderede genstande tilbage (se artiklen Libanon - Tusindvis af ueksploderede bomber ligger og flyder!.
  Senere har omfanget vist sig langt mere omfattende, og der anslås nu at ligge mere end 1 million ueksploderede småbomber i den sydlige del af Libanon. Selvom de er små er de tilstrækkeligt kraftige til i det mindste at kunne invalidere de uheldige, der kommer i nærheden, og i værste fald kan de resultere i dødsfald.
  Det er samtidig blevet klart, at 90% af samtlige småbomber er nedkastet inden for krigens sidste tre døgn, dvs. inden for den periode, hvor den israelske militære og politiske ledelse var under stærkt pres for at stoppe alle krigshandlinger.
  Det har også vist sig, at den andel af småbomberne fra disse - generelt stærkt kritiserede klyngebomber - som ikke er eksploderet under nedslaget er så høj som 40%.
  På det tidspunkt, da bomberne blev kastet, var områderne stort set mennesketomme, og formålet kunne således udelukkende være at ramme civilbefolkningen, når den vendte tilbage, - og dermed altså rent umiddelbart vurderet en decideret terrorhandling udført af den israelske regering og militær.
  Indtil videre er det lykkedes minerydningsteams at fjerne omkring 20.000 småbomber, hvortil i øvrigt kommer de mange landminer, der fortsat også ligger i området fra forrige gang Israel trak sig tilbage, og hvor de udlagde omkring ½ million landminer.
  Så der er rigeligt med arbejde for internationale minerydder-teams i de næste mange år! (hvis en minerydder lever så længe!!)
  Læs mere i artiklen "Syd-Libanon - Civilbefolkning i frygt for at blive offer for mere end 1 million ueksploderede småbomber!"

Det er i øvrigt også interessant at dvæle lidt over det israelske pres på Vesten for at få defineret Hizbollah som en muslimsk terrororganisation, som Israel vurderer det som utrolig vigtigt at få afvæbnet. Det lyder da som velkendt israelsk retorik, at kræve en modstander man ikke kan få overtaget på defineret som en uønsket terrororganisation. Men såfremt vi hæver blikket fra Israel og nordpå til Libanon, så er det værd at bemærke, at det rent faktisk er Hizbollah, der er en af de meget aktive aktører i oprydningen efter det aldeles ukonstruktive kaos, som Israel skabte, og - som jeg indikerede ovenfor - normalt burde være tilstrækkeligt til at skabe international fordømmelse, noget som Israel er noget nær ene om at undgå i kraft af sin beskyttende "storebror" i Washington & Omegn.
  Læs Sara Flounders øjenvidneskildring fra Libanon i artiklen Hizbolla udbedrer Israels ødelæggelser i Libanon

På TV-skærmen toner en meddelelse frem: "Regeringen foretager i øjeblikket reformer af den demokratiske struktur med Kongen som leder. De øverst ansvarlige for hæren og politiet kontrollerer situationen i Bangkok og omkringliggende områder. Der er ingen opposition. Med henblik på at opretholde fredelige tilstande i landet, anmoder vi om befolkningens samarbejde og tilgivelse for de besværligheder det indebærer." Senere blev meddelsen fulgt op af en talsmand for hærledelsen, der omkring midnat bl.a. erklærede onsdag for en national helligdag..

Alle thailandske TV-stationer viste sent tirsdag (omkring kl. 23 lokal tid) denne korte bekendtgørelse, som i en grov oversættelse til dansk lyder således:   "Regeringen foretager i øjeblikket reformer af den demokratiske struktur med Kongen som leder. De øverst ansvarlige for hæren og politiet kontrollerer situationen i Bangkok og omkringliggende områder. Der er ingen opposition. Med henblik på at opretholde fredelige tilstande i landet, anmoder vi om befolkningens samarbejde og tilgivelse for de besværligheder det indebærer"   (Der er ingen henvisninger i bekendtgørelsen til at der skulle være undtagelsestilstand). © courtesy  2bangkok.com

Det har været svært at finde ud af, hvad der helt nøjagtigt er i gang i Thailand. Det vi ved er, at premierminister Thaksin Shinawatra er i New York, hvor han har deltaget i arbejdet omkring FN's Generalforsamling, og vi ved også fra tidligere episoder, at han indimellem har manipuleret med begivenheder og hændelsesforløb, som det efterfølgende viser sig at han selv har iværksat.

Der er nu ikke så meget, der tyder på, at det er Thaksin selv, der står bag denne gang. Kort tid efter at begivenhederne tog fart, viste han sig på skærmen og erklærede undtagelsestilstand og fyrede i realiteten general Sondhi, som havde udviklet et gradvist voksende modsætningsforhold til premierminister Thaksin. Midt under premierminister Thaksins TV-tale blev udsendelsen afbrudt, og efter en periode med sort skærm og en reklamepause viste en talsmand for hærledelsen sig på skærmen, hvor han oplæste en kort meddelse, der ikke afslørede ret meget, udover at general Sonthi nu i realiteten var i færd med at gennemføre et statskup.

Utilfredsheden med premierminister Thaksin har været meget udbredt i specielt Bangkok-regionen, hvor han er blevet mødt med ofte tilbagevendende krav om at træde tilbage på grund af beskyldninger om både korruption og magtmisbrug. Til gengæld har Thaksin en meget kraftig opbakning fra landområderne, og det forekommer da også som om at han har haft en ganske rimelig succes med at forbedre levevilkårene og udviklingsmulighederne tilstrækkeligt i disse områder til at undgå at befolkningen søger mod storbyerne. Til gengæld udsættes Thaksin for en sønderlemmende kritik fra oppositionen i Bangkok-regionen.

Senere fremkom der forskellige mere eller mindre bekræftede forlydender om bagmændene og deres intentioner med kuppet, deriblandt også forlydender, der tyder på en vis uenighed blandt kupmagerne. Der er således ikke udpeget en egentlig regeringsleder, en funktion, der tilsyneladende er overdraget til kongen. Det kunne også være kongens krav for at acceptere militærets intervention, - og denne type af aktiv involvering i militære interventioner i thailandsk politik er nemlig set før. Det kan måske undre, men den thailandske konges respekt blandt befolkningen er så stor, at såfremt han "accepterer" kuppet, er det set før, at blodsudgydelser er mindsket markant, samtidig med at kongen søger at sikre opretholdelse af en eller anden form for politisk stabilitet kombineret med en køreplan for tilbagevenden til demokratiske tilstande. I øvrigt indebærer kupmagernes evt. samarbejde med kong Bhumibol ikke at kongen dermed på nogen måde støtter kupmagerne, også selvom det set udefra (dvs. eksempelvis set fra Danmark) godt kunne forekommer som en kongelig "accept".

Der er udsendt flere udtalelser fra kuplederne, og det er lidt uklart, om det har været en proces med flere faser, med uoverensstemmelser inden for hæren, som skulle overvindes undervejs i kupforløbet. Blandt de udtalelser, der har været flertydige er bl.a. oplysningerne om der vil blive udpeget en midlertidig premierminister, og om det i så fald vil blive general Sondhi Boonyaratglin, som helt givet meget gerne vil påtage sig ansvaret. Men der er også forlydender om at der er modstand mod netop Sondhi, så de grupper, der kan nå at rydde op i løbet af natten, har måske de største chancer, når morgendragen meget snart gryr!

Kilder inden for Thaksins regering har fremsat udtalelser om at kuppet ikke har store chancer for at lykkes, hvilket formentlig blot er den type af udtalelser, som man nærmest skal fremkomme med. Her i skrivende stund, nogle timer efter midnat i Bangkok forlyder det fra den thailandske blogosfære, at der i nattens løb er foretaget arrestationer af personer, der står tæt på Thaksin.

Situationen udvikler sig formentlig i løbet af onsdagen, og det er en god ide at følge med i nyhedsstrømmen, eksempelvis på Google's nyhedsside om Thailand (tryk her). Et andet sted, som jeg kan anbefale, er den fremragende og altid opdaterede engelsksprogede 2bangkok.com (tryk her), hvor der altid er links og henvisninger til de seneste udviklinger.

Turister er formentlig ikke særlig udsatte i den aktuelle krise. Selvom der er gået 15 år siden sidste militærkup, så er Thailand absolut ikke uvant med kuptilstande, men der er tradition for at uvedkommende behandles bedst muligt i sådanne situationer. Alligel er det nu en rigtig god ide at holde sig orienteret om ændringer i Udenrigsministeriets rejsevejledning for Thailand (tryk her).

Trænger du til en opdatering omkring hændelsesforløbet ved parlamentsvalget i april 2006 i Thailand, så læs artiklen "Thailand - Parlamentsvalg med tvivlsomt flertal til Thaksin: Flere ubekendte under valg i Thailand med flertal for en 'no-vote'!?"

Det vakte utrolig bestyrtelse blandt befolkningen i Ungarn, da det kom frem, at den ungarnske premierminister, Ferenc Gyurcsany, mildest havde talt løjet sig til sin valgsejr. I Budapest gik en række borgere straks på gaden og krævede premierministerens afgang, og set her fra lidt nordligere himmelstrøg, ser det umiddelbart ud til at de har "en god sag"!.

Sådan så der ud foran indgangen til Ungarns statslige TV-stations hovedkontor i Budapest her til morgen efter at nattens folkelige "sandhedskommission" havde krævet adgang til nogle af "løgnens lokaler" -  ©  MTI/Füzesi Ferenc

Det er sådan noget, der sker i det gamle Østeuropa ... de ved endnu ikke rigtig hvad demokrati er for noget. Man kan sige rigtig meget negativt om denne måde at drive politik på, men samtidig må man da rose manden for at have sagt sandheden, om end han næppe havde forestillet sig, at den kunne resultere i en konflikt af dette omfang.

Men måske er det blot et lidt groteskt eksempel på vort tids politikere, og deres ageren i "vor tid", hvor netop politikere er kendt for - i måske endnu højere grad end nogensinde tidligere - at gradbøje sandheden efter den vej vælgermålinger blæser og spindoktorerne vinker.

Her dagen efter de værste uroligheder i Ungarns hovedstad siden kommunismens sammenbrud er der tid til lidt reflektion over anvendelse af sandhed, løgn, fordrejelser, fortielser, sandhed, ondskab, forståelse og provokation som middel til at opnå de ønskede resultater i dagens komplekse samfundsmæssige realiteter.

Det kan da vel næppe være værre at have løjet om den ungarnske nations økonomi, end når andre politikere skaber hadekampagner, for at stille visse samfundsgrupper i et dårligt lys, for slet ikke at tale om at give disse befolkningsgrupper ringere muligheder end andre, blot fordi de måske ikke er født i Danmark, ikke taler et lige så tydeligt dansk, som vi "indfødte danskere" gør det, eller når vi udsættes for de små usandheder, der søges "gjort til sandheder" ved at blive gentaget i tide og utide.

Men når det pludselig går op for os, at der er noget galt med "sandheden", så sker det ofte med en sådan voldsomhed, som det vi har været "vidne til" fra Budapest i aftes og i løbet af natten, selvom der godt nok blev "sort skærm".

Det vi blev vidne til her til morgen, svarer sandelig til hvad vi også har været vidne til i såvel Danmark og USA som i en række andre vestlige oplyste demokratiske samfund. Premierministeren og hans regering sidder på regeringsmagten med et flertal bag sig og den position agter de at opretholde.

I Danmark har vi set det med den seneste angrebskrig (og den første siden 1864), som regeringen trak os ind i på baggrund af usandheder og løgne, men som de ikke ønsker at stå til ansvar overfor. Og det gælder i såvel USA som i Danmark. Præsident Bush har - omend hårdt presset - i realiteten indrømmet flere usandheder end hans frokostkammerat Anders Fogh har gjort.

Men hvem vil stå til ansvar over for de mange, der dræbes dagligt i det demokratiske "korstog" i Irak og Afghanistan, hvor den vestlige koalitions tropper (deriblandt unge danske soldater) dagligt er med til at forårsage tab af mange menneskeliv. Der er gået langt flere menneskeliv tabt her end den påståede terrorhandling, som de drog i krig for at hævne, og stadig flere tror ikke på de officielle forklaringer, som sendte disse soldater i krig

I en sådan vurdering af sandheder og løgne kan jeg ikke lade være med at drage sammenligninger, som rent faktisk ikke er mulige, men det forekommer mig ikke desto mindre, at de løgne, som den ungarnske premierminister er fremkommet med, ikke tilnærmelsesvist tåler sammenligning med de løgne som både vor egen statsminister og USAs præsident har gentaget og fastholdt. De har nemlig ikke blot kostet rigtig mange menneskeliv, men de har også gjort vor klode til et mere usikkert sted at opholde sig, og det uanset om de konstant gentager den lille usandhed om "...at situationen er på vej til at blive en lille smule bedre, og mere sikker" (hvis vi blot sikres med endnu flere og endnu mere avanceret sikkerheds- og militærudstyr)!

Vi kan således i sandhed frygte, hvad der sker, såfremt disse løgne afdækkes og den fulde sandhed ser dagens lys.

Tænk på, hvorledes og hvor ofte vi siger til vore børn: "Hvor tit skal jeg sige, at du skal holde sig til sandheden?" og fortsæt så lige med en erkendelse af, at vi voksne tilsyneladende også har et "lille" problem her!