"Ugens input"

Bhutans dronning har netop været i Danmark, og flere gange lovpriste hun tilværelsen her i landet under interviews til TV-avisen og diverse andre danske nyhedsmedier.

Hvis vi dvæler lidt over forholdene i Bhutan og sætter tilværelsen der i relation til vores, så er der ganske mange forskelle og stort set ingen ligheder udover lige størrelsen.

Arealmæssigt er de to lande nemlig næsten lige store, men der bor formentlig blot omkring 700.000 mennesker i Bhutan, men derudover kan indrejseforholdene i øvrigt godt minde lidt om hinanden, for uden penge kommer du simpelthen ikke ind i Bhutan, og du får kun visum, hvis du har købt rejse og ophold på forhånd.

Og så har de haft ret så svært ved at acceptere indvandringen fra nabolandet Nepal, som de i forbindelse med en folketælling pludselig blev opmærksomme på var ved at komme i flertal. Og det går jo ikke, for så er den lokale kultur, sprog og egne særegenheder jo ved at komme under pres. Så derfor smed bhutaneserne simpelthen nepaleserne ud (med lidt velvillig bistand fra Indien), også selvom mange af dem faktisk havde bhutanesisk statsborgerskab.

Men ellers er det svært at finde noget i Bhutan, der minder om Danmark.

Kigger man eksempelvis på vore madvaner, så ligger de rigtig langt fra hinanden, og kigger vi på anvendelsen af kød, så ligger vi simpelthen så langt fra hinanden som det overhovedet kan lade sig gøre.

Se blot på denne oversigt over den daglige konsumtion af kød pr. person, hvor Danmark helt klart topper verdensranglisten med lige nøjagtigt 400 gr. kød pr. person dagligt! (det er dag godt nok meget! er der sikkert en og anden, der vil indvende, men tallet er faktisk korrekt ud fra de foreliggende oplysninger).

Hvis vi derimod skal finde Bhutan, skal vi helt ned i tabellens modsatte ende, hvor Bhutan simpelthen "bunder" verdensranglisten med blot 8 gram dagligt pr. person (det er blot omkring en enkelt skive rullepølse).

Nu er det jo heller ikke spådan, at man nødvendigvis behøver spise kød, og alt det danske kød er vi jo ikke engang i stand til at producere selv, og selv store mængder af de husdyr der findes her i landet lever af importerede foderstoffer, som eksempelvis thailandske bønder sveder hårdt i varmen for at tjene en lille dagløn på at producere, så danske kvæg- og svineavlere ikke behøver betale alt for meget for de soyakager og andre foderstoffer, som vi simpelthen ikke har plads til at dyrke selv.

I Bhutan har de også lidt kvæg, men fortrinsvis for at kunne få mælk samt oksekræfter til hjælp til markarbejdet.

Derimod har de en utrolig flot himmelstræbende natur, som de prøver at passe på.

Det kniber derimod mere med demokratiet, og de forsøg, der hidtil har været på at gennemføre en demokratisering har ikke hidtil haft succes, og der er ikke meget, der tyder på demokratiske innovationer rent umiddelbart, dertil er de traditionelle magthavende familier og deres allierede formentlig fortsat for stærke.

I Bhutan er det nemlig god latin at foretage noget der ligner topstyrede planøkonomiske løsninger udenom den brede folkelige offentlighed, som stort set kun inddrages når projekterne skal legitimeres.

Men udviklingen er i gang, og der er næppe grund til at forvente at Vestens demokratiske strømninger på længere sigt vil passere udenom det lille bjergland i Himalaya.

Mogens Engelund
5. oktober 2006