|
|
 |
 |
Rejsen til barndommens land! |
 |
 |
En mandag formiddag i begyndelsen af juli mødtes tre søskende og deres kusine (samt diverse medfølgende påhæng) på Vordingborg station. Det var en af de sommerdage, hvor det lige så godt kunne være regnvejr som solskin, og undervejs på turen sydpå, havde det da også regnet som det plejede at gøre på denne del af året. Nogen havde taget kaffe med, nogen havde smurt brød og andre havde bagt boller, og da solen skinnede kunne vi lige så godt udnytte situationen og slå os ned på en smal stribe græs bag en bænk lige over for stationen. Og hvad skulle vi så her? - Ja, vi var såmænd kørt en smut sydpå - og Bodil endog helt fra den nordlige del af Jylland - for at søge lidt bagud i historien. Helt tilbage til barndommen, for at være mere præcis. Så efter kaffen fortsatte vi sydpå til landsbyen Klodskov. Hvordan gør man så? Man bliver selvfølgelig nødt til at spørge, så inden vi andre får set os om, er storesøster og lillebror allerede styrtet hen over græsplænerne efterfulgt af kusine Lis. Der var nemlig en åben dør, og der var nogen at spørge, og lidt efter kom den nuværende ejer, barnebarn til den daværende ejer. Men han kendte da godt det lille hus nede ved vandet. "Det er jo Anna's Hus!" Og det var jo netop, hvad det var - men hvorfor det netop var blevet til Annas hus og ikke Svends Hus, det ligger så hen i det uvisse, men vi fik lov til at gå gennem gården og ned til Annas hus ved vandet. |
 |
|
Imens står vi andre spændte og forventningsfulde henne bag hækken og kigger henimod de andre, indtil Knud bevæger sig op mod gården som hans far Svend var fodermester på. Vi går gennem gården. Den ser velfungerende og vedligeholdt ud, men - hvor er her stille! Vi kigger ind i hestestaldene, hvor der stadig er enkelte dele af interiøret, der ser ud som dengang. |
 |
 |
|
|
På den anden siden af gården breder udsigten sig mod skoven med hestefolde og marker. Synet vækker minder og vi følger stien langs skoven ned mod vandet. Forventningerne er spændte, og drengene finder hurtigt rester, der giver minder: en gammel hjemmelavet havestol af træ, der stod mellem træerne. Stranden er også et sted med minder, og selvom klinterne er blevet mindre end de erindres, så er de stadig store nok til at digesvalerne stadig bygger deres reder her. Men stenen, de lavede hovedspring fra, er ikke til at få øje på. Lis gik og funderede over bemærkninger om, at det da måtte være hendes første badestrand. |
|
|
Inde i skoven tager Knud og Henry hurtigt bestik af grunden og udpeger præcist, hvor huset stod. "Haven er da groet godt til, - og det lille skur der, er da ikke det kæmpe-udhus jeg husker!" Og så er det måske lige her der skal falde en lille bemærkning om, at du jo også kun var godt et år, da du flyttede herfra Henry! Og vi ved selvfølgelig godt, at du har været her mange gange siden, men alligevel... Men der var sandelig sket en del omkring "Anna's Hus", og der var ikke meget tilbage af haven, udover lidt frugtbuske og nogle over-size varianter af kodrivere, som vi tilegnede os nogle småskud fra. Og det er da helt enormt, som historierne kører, ikke mindst fordi Henry blev født her, hvor far Svend bar jordemoderen gennem mudder og over vandpytter og vandløb mens den højgravide Anna, der var ved at føde Henry, selv måtte kæmpe sig vej gennem det barske søle for at komme til fødestuen på hospitalet. Sådan var betingelserne dengang, hvor barselsorloven formentlig næppe var mere end et par uger?? Især under vandringen tilbage kører historierne, vi er virkelig trådt en generation tilbage i historien. Vi tager lige en lille slapper i det grønne på "landingsbanen" ved vejen langs skoven op mod gården. Henry samler minder og vil prøve at få grundlagt en bøge-bonsai med et lille bøgetræ, hentet herfra. Vi andre nøjes med en kop kaffe og de sidste resterne af brød, boller og kiks. |
|
|
Derefter kører vi op til huset, som familien flyttede ind i fra "Anna's Hus", et rigtig flot landarbejderhus med elektricitet og egen brønd. Det var tydeligt at se udefra, at det var blevet moderniseret. Det så godt ud, men der var desværre ingen hjemme, så vi stod og så på og vurderede huset uden for havelågen. Vi vandrede en tur gennem landsbyen, der blev kigget livligt på dørskilte og postkasser, og konklusionen var, at mange stadig boede her. Os "medløbere" fik udpeget "ishuset", skolen og - efter en del diskussion - stedet, hvor frysehuset havde været. Men der var dog et meget stort behov for at få flere konkrete informationer om "huset". Derfor blev lokale beboere, der gik udendørs straks underkastet indgående interviews om dette og hint, og til sidst blev vi henvist til Gerner, som vistnok gik en klasse over Bodil i skolen. Han har med undtagelse af enkelte afstikkere boet hele sit liv her i landsbyen, og han inviterede os straks ind til en sludder, for han ville da også gerne høre lidt om os. Det var rigtig hyggeligt, der røg rigtig mange historier gennem lokalet, og humøret steg endnu et par grader. |
|
|
|
Gerner støttede os helt klart i den beslutning, vi formentligt alligevel ville have truffet - nemlig, at det da ikke kunne gøre noget at vi lige gik ind til "huset" og kiggede lidt ind ad vinduerne og gik lidt rundt i haven og såd'n nå'ed. Og så blev der kigget lidt omkring, og det virkede, som om det gjorde godt hos de rejsende til "barndommens land". Jeg fornemmer, at de fandt en stor del af det de søgte, hvorefter vi med lidt vemod forlod Klodskov og begav os tilbage til nutiden. |
(Vil du se hele huset, så TRYK HER!)
|
|
Det var blevet hen under aften, og vi trængte til at få lidt at spise. Inspireret af historien gjorde vi som Peter den Store, da han kom forbi for 288 år siden (i juli 1716). Vi slog os ned omkring de gedigne egetræsborde i Czarens Hus midt i Nykøbing. Mens vi sad der - eller måske tidligere - kom nogen på den ide at besøge de tre søskendes herboende kusine Winnie på deres fars side. Der var bred enighed om at Winnie og Poul ikke var hjemme, men noget sådant kan man ikke bare sådan lige vedtage eller beslutte - ikke uden i det mindste at tale med de implicerede, men det gjorde vi så, for de var nemlig hjemme. Og her står vi så stort set alle undtagen fotografen (som for det sidste billedes vedkommende er storesøster Bodil). Det var en rigtig god dag, den var lang, men solen skinnede, og det var ellers ikke noget vi var alt for forvænt med. Men meget hurtigt efter at vi havde sat hjulene på sjællandsk jord, buldrede regnen ned, mens vi relativt tavse sad og genoplevede minderne om barndommens land. |
|
 |
