Mogens Engelund, 20. september 2005

Da jeg under min første tur til Asien bare drønede deruda' en mørk nat sammen med Frank i vores aldersstegne 2CV havde vi en snak om vores rejseøkonomi og benzinpriser i henholdsvis Tyrkiet og Iran. Vi nærmede os nemlig grænsen til Iran, og vi skulle efterhånden træffe en beslutning om, hvorvidt vi skulle tanke op i Tyrkiet, eller vi skulle vente og håbe på bedre priser i Iran. Jeg mente at priserne var lavere i Iran, men samtidig sagde mine vurderinger, at vi formentlig næppe kunne nå så langt på vor beholdning.

Vi var begge lidt trætte, og nu er det altså ikke sådan, at tankstationer i Tyrkiets yderområder er noget med store lysreklamer, så da jeg på et tidspunkt vågnede op, forekom det mig at vi da vistnok på et tidspunkt havde passeret en samling huse, og det måtte i så fald ha' været den sidste by, der var markeret på kortet før grænsen mellem Tyrkiet og Iran.

Vi diskuterede sagen, men Frank var ikke sikker på, at der i det hele taget havde været nogen benzinstation, der havde været åben, så nu kunne vi lige så godt prøve at nå grænsen.

Det gjorde vi så, men der gik faktisk ikke særlig lang tid, før bilen begyndte at "plutte" lidt, og så var der faktisk ikke andet at gøre, end at trække soveposerne godt op om benene og prøve at få lidt søvn.

Frank havde tidligere hentet benzin, så der var helt klart min tur. Hurtige beregninger viste, at der såmænd blot var 23 km tilbage til byen, men jeg tænkte, at der vel nok kom en bil inden der var gået særlig lang tid.

Godt nok kan tiden gå langsom i Tyrkiet, men jeg havde da godt nok ikke ventet, at der skulle gå 21 km før der kom en bil forbi. Det var en bus, der kom gra grænsen, og han tog mig gladeligt med til byens centrum, hvor busstation og tankstation lå klods op ad hinanden.

Inden jeg kom så langt gjorde vi godt nok store øjne, da morgenlyset brød frem og åbenbarede et enormt bjerg, som tårnede sig op over det sletteplateau, vi befandt os på.

Der var ikke megen tvivl hos mig, det var simpelthen det bjerg jeg huskede fra den gamle sort/hvide billedbog, som jeg - fra jeg var helt lille - havde elsket at bladre i.

Jeg kendte stort set alle billederne udenad - og her var simpelthen et af dem: Ararat! - bjerget som enhver ikke ka' undgå at have i det mindste hørt om, men hvor det lå det var jeg faktisk ikke helt klar over får dagens morgenlys bragte mig på sporet.

Og det havde jeg så godt tre timer til at kigge på denne kølige og friske vintermorgen (det var i midten af februar).

Senere fik jeg godt halvanden time mere til at gå med at betragte det under min vandring tilbage til bilen, hvor jeg da håbede at Frank var blevet færdig med morgenmaden!

Efter at have gået godt halvdelen af strækningen standsede bussen endnu engang undervejs til grænsen, og buschaufføren spurgte grinende, om det var noget med en tur med bussen.

Jeg slog til, og nød at sidde ned og betragte det enormt flotte bjerg det næste kvarters tid før vi nåede frem til bilen, hvor Frank faktisk aldrig var blevet helt færdig med morgenmaden, som han ellers havde planlagt skulle bestå af gule ærter, baseret på pulver medbragt hjemmefra samt vand og tilberedt på vores petroleumsprimus.

Men nu var det altså således, at en stillestående bil på en eller anden måde vækker lidt opmærksomhed, ikke mindst på en flad slette, hvor den kan ses viden om. Og folk fra viden om kom simpelthen og ikke blot betragtede vor - af udseende jævnt kedelige - 2CV, og de syntes det var sjovt at få den til at gynge lidt, og sjovt at kigge ind i bilen både for og bag.

Så nu lå min morgenmad og svuppede rundt nede under forsæderne og lignede noget helt andet.

Nå - men det gjorde nu ikke så meget. Vejret var skønt, dagen var næsten gået, og der var kun ganske kort afstand til grænsen, og her fik vi stillet sulten. - Samtidig viste det sig, at det var en rigtig god ide at tanke op i Tyrkiet, for der var faktisk slet ikke nogen tankstation ved grænsen, men som vi havde forventet viste det sig ganske rigtigt senere, at benzinen var billigst i Iran! Men det er en anden historie.