Men så er vi også langt væk hjemmefra, rent faktisk så langt væk hjemmefra som man stort set næsten kan komme. Nemlig på øen Tristan da Cunha i Sydatlanten, der skilter med at være det ensomste sted på kloden. Øen blev set første gang for 500 år siden af den portugisiske søfarer og admiral Tristao da Cunha..

...midt i det stormomsuste Sydatlanten ligger Tristan da Cunha i frimærkets centrum (den øverste og største røde plet), et naturligt hjemsted for sæler, pingviner og albatros'er  -  courtesy  Tristan da Cunhas postvæsen

Øen blev dog først fast beboet godt 300 år senere i 1817 af en ganske lille gruppe (men kun et ægtepar), men efter at det lykkedes at iværksætte en succesrig "blind date" (mod afregning i kartofler til mellemmanden, der modtog en sæk kartofler for hver kvinde han fik overtalt til denne "blind date") voksede bosættelsen på de efterfølgende 15 år til 34, deraf 6 ægtepar og 22 børn. Idag bor der næsten 300 mennesker i det lille øsamfund med eget flag samt egne mønter og frimærker.

...en af Tristans mønter med øens karakteristiske silhuet

Øsamfundet Tristan da Cunha består af fire vulkanøer, hvoraf kun hovedøen er befolket. Øen er nærmest cirkelrund og blot godt 12 km i diameter med den karakteristiske kegleform, der topper i mere end 2000 meters højde, så øen er et imponerende syn, når man nærmer sig den fra havet.

Tristan da Cunha er britisk og rent statsligt hører det lille samfund sammen med Sankt Helena, hvorunder det har status som dependency sammen med et andet øsamfund Ascencion. Man kan undre sig over hvorfor englænderne opretholder disse små afsidesliggende samfund, men som yderligere et kuriosum er det værd at bemærke, at Ascencion er forsynet med en lille flådehavn (som briterne og USA er fælles om at opretholde), og uden den ville det formentlig ikke have været muligt for briterne at "generobre" Falklandsøerne (hvilket jeg i øvrigt er lidt i tvivl om de egentlig var berettiget til - sådan rent folkeretsligt, men det er en anden historie og den lader ligge).

Som følge af de enorme afstande fra Sankt Helena til Tristan da Cunha har Tristan selvfølgelig sin egen guvernør (eller "Administrator", som han rent faktisk benævnes). Da den nuværende administrator tiltrådte var en lille dansk TV-ekspedition tilfældigvis med det samme skib til Tristan da Cunha, og det var med til at lette mulighederne for Thomas Breinholt (og fotografen Mikael Chr. Rieks) i deres rigtig gode rejsereportage fra Tristan i den prisbelønnede rejseserie "På kanten af verden", som har været vist på TV2 ZULU (senest 29. sept. 2006).

Selvom det fremgik af udsendelsen at hverken turister eller journalister er særligt velkomne, så modbeviser programmet faktisk denne påstand. Derimod er det korrekt at øboerne (selvfølgelig) ikke bryder sig om at blive "set ned på", og derfor er den kategori af "hurtige analyser", som vor tids journalistik i alt for udbredt grad flyder over med, selvsagt ikke velkommen i et sådant lille øsamfund med mindre end 300 indbyggere. Men gensidig åbenhed og videst mulig ærlighed åbner mange døre som programmet da også viser, og Breinholt bider hovedet af al skam og holder tale for alle øens beboere, åbner dørene sig på klem.

Pengeøkonomien var ikke af den store betydning, hvorimod naturalier var helt essentielle, og ikke mindst kartofler, som er øboerne mest betydningsfulde afgrøde. Selvom de ligger omgivet af hav i flere tusinde af kilometers omkreds er fiskeri af mindre betydning end man skulle tro, hvilket først og fremmest skyldes de kraftige storme, der mere end ofte raserer i Sydatlanten.

Bedre både og en mere moderne havn har øget mulighederne marginalt, men antallet af dage, det er muligt at fiske overstiger næppe 20 om året. Men når vejret endelig er til det, så står den lille fiskerflåde til søs for at fange store hummer og krebs, som eksporteres til specielt japanske gourmet'er.

Jeg kom væk fra kartoflerne, så lad os fluks grave dem frem igen, for et skønt lille koriosum har bevaret minderne om kartoflernes betydning for handelen.

Rent klimatisk ligger området helt ideelt til kartoffeldyrkning og med den store mængde af havfugle, der leverer noget af den bedste gødning, som naturen kan opdrive, er det kun et spørgsmål om at etablere de veldrevne marker, som er indhegnet og vedligeholdt som de skønneste køkkenhaver, se bare billedet til højre.

...et af Allan Crawfords udkast, og det eneste som blev trykt

"4 potatoes!"

På et tidspunkt fik meorologen Allan B. Crawford nemlig den ide at det kunne være formålstjensligt at anvende af frimærker til at betale for postforsendelser til den omkringliggende del af verden, hvortil postforsendelser var særledes vanskelige og umådeligt langsommelige. Sammen med en udstationeret sergeant Jimmy Brown udarbejdede han i 1946 et forslag om frimærker.

Men da der ikke blev anvendt penge blandt øboerne internt, blev der samtidig anført en værdi på frimærkerne i "antal kartofler". I det oprindelige forslag var der tale om en serie på ti frimærker, hvoraf kun et af dem blev faktisk trykt, nemlig mærket med en værdi på "1 pence" = "4 kartofler", der skulle være prisen for et postkort.

Anvendelsen af kartofler som "værdi" skyldtes en tidligere erfaring, som samme Allan Crawford havde indhøstet nogle år tidligere, da han i 1943 havde udarbejdet øens første publikation "The Tristan Times", hvor prisen var fastsat til: "3 cigaretter eller 4 store kartofler".

På trods af det omfattende forarbejde blev frimærkerne desværre aldrig formelt godkendt af de britiske kolonimyndigheder i London, og selvom der blev trykt 20.000 eksemplarer af "4 kartofler" frimærket er det umådeligt svært at opdrive. Formentlig blev restoplaget ødelagt ved evakueringen fra Tristan i 1961, hvor den daværende Administrator, der også var Postmester, destruerede alt af værdi inden han forlod øen.

Disse mærker er senere genoptrykt som souvenir-essays med den klausul, at indtægten fra salget kommer øboerne til gode.

...færgen "MS Bornholm" i en dansk havn. ...ankomst med "MS Bornholm" til Tristan 10.nov.1963 ...navnet "Bornholm" huskes fortsat!

Af større dansk interesser er det formentlig, at øboerne - hvoraf der i dag er omkring 200 - i 1961 blev evakueret som følge af vulkanudbrud lige uden for øens hovedstad med det imponerende navn "Edinburg of the Seven Seas".

Øboerne flygtede først til den nærliggende (ubeboede) ø Nightingale Island, hvorfra de på afstand kunne se udbruddet tiltage. Den efterfølgende evakuering var nærmest et tilfælde, som skyldtes at det hollandsk skib "Tjisadane" ankom dagen efter for at medtage to piger fra Tristan. Derudover var skibet - med plads til 400 personer - næsten tomt, så der var faktisk plads til alle øboerne (264 øboere + 26 expatriates), som efter et ophold i Cape Town blev fragtet til England, hvor de opholdt sig de næste par år indtil de med overvældende flertal besluttede at vende tilbage til den friske natur i Sydatlanten, hvor vulkanen atter havde trukket sin rumlen tilbage i dybet, og hvor en lille fortrop på 12 personer allerede havde slået fodfæste.

Sejlturen tilbage foregik med den danske færge "MS Bornholm", der var chartret til opgaven af den britiske stat. Turen for de 198 tristanianere tilbage mod Tristan da Cunha startede fra Southampton den 24. oktober 1963 med ankomst til Edinburg of the Seven Seas 17 dage senere, den 10. november. Herefter forestod der den lille skare et enormt arbejde med at genetablere den ødelagte "by" og de livsnødvendige kartoffelmarker.

Markerne er genoprettet, og samfundsstrukturen er imponerende med en nærmest absolut social ligestilling på Tristan, hvor alle simpelthen hjælper hinanden så snart der er behov for det. Alle har ret til et bestemt markareal til kartoffeldrykning og alle har ret til et par stykker kvæg og et vist antal får, og alle har det der er tilladt og heller ikke hverken mere eller mindre.

den nye netcafe  - ©  James Glass og Tristan Times ..den grundstødte olieplatform  - ©  James Glass og Tristan Times

Den seneste udvikling, der har kunnet registreres fra de sydatalatiske stormomsyste grænseegne på kanten af verden er, at den første Netcafe er åbnet og at prisen for at sende en email er kommet ned på et niveau, så interessen for de fire offentligt tilgængelige computere er rigtig stor. Nethandel er et must, næsten uanset hvad du ønsker at købe, altså lige med undtagelse af kartofler, får og hummere. Men leveringstiden er lang med blot omkring 10 planlagte ankomster af skibe i hele 2007.
  Læs artiklen "Islanders Welcome First Internet Cafe" af Sarah Glass i "Tristan Times online" fra den 3. august 2006.

Kort tid før Netcafeens etablering blev øsamfundet i bogstaveligste forstand ramt at udviklingen, da en ubemandet olieboreplatform grundstødte ud for kysten. Dårligt vejr havde bevirket at det slæbefartøj, der var i færd med at transportere platformen, havde måttet kappe fortøjningen, hvorefter boreriggen kom op at ride på Tristans undergrund. Og der sidder den fortsat, og det er formentlig det nærmeste øboerne kommer et olieeventyr.
  Læs artiklen "Oil Rig Runs Aground at Tristan da Cunha" (fra. 8. juni 2006) af Sarah Glass i "Tristan Times online" fra den 8. juni 2006.


REJSEINFORMATIONER:

Det er muligt at booke billetter via eksempelvis SA Agulhas, der sejler tut/retur fra Cape Town og gør det muligt at opholde sig på Tristan i omkring tre uger mens Agulhas fortsætter til Antarktis. Derudover sejler MV Kelso også mellem Cape Town og Tristan.

..."SA Ugulhas" sejler til Tristan fra Cape Town i Sydafrika 1-2 gange årligt

Førstkommende afgang er med MV Kelso, der afsejler fra Cape Town den 9. nov med ankomst til Tristan den 16. november og returnerer igen fra Tristan den 21. november med ankomst til Cape Town den 21. november (såfremt vejret ellers er OK).

Det bliver nu en meget kort tur, men du kan også nyder sommeren på Tristan og returnere med næste skib, som i så fald vil afgå fra Tristan den 30. januar med ankomst til Cape Town den 4. februar (og husk lige at din flybillet hjem skal være af en kartakter, hvor du kan ændre hjemrejsen, og at du skal have rimeligt med tid i Cape Town, for at tage højde for evt. forsinkelser, som sagtens kan udgøre 2-3 dage) Der er i øvrigt på nuværende tidspunkt planlagt ialt 10 afgange til Tristan i 2007, så der er muligheder, og det er en meget stor begivenhed, hver gang der ankommer et skib, og det er en næsten sørgelig begivenhed, at tage afsked, når skibene forlader øen.

Det er absolut ikke forbundet med restriktioner eller desiderede problemer at besøge øen. Der er et vist papirarbejde, der skal være på plads, ligesom, der skal være en aftale med en familie på øen om at tage sig af dig, da der ikke er hoteller el. lignende.

Prisen for en returbillet fra Capetown til Tristan er 800 US$ (eller 8.950 sydafrikansle Rand), dvs. omkring 5.000 kr. Prisen for opholdet må du i givet fald aftale med dine værter.

Har du svært ved at finde en rejsebeskrivelse, så læs evt. denne dejlige beretning inden du tager afsted: "Tristan da Cunha" af Rick Moore, fra "Travel Blog: Free inspiration" den 24. marts 2004.

Jeg ønsker GOD REJSE! uanset om du udelukkende foretager rejsen via cyberspace, eller om du realiserer turen som en virkelig drømmerejse!