Tilbage til start

Nytårstalen 2004
en opsummering af samtaler fra 2003


...siden sidst
        ... har det været nytår

Mogens Engelund

... og i forbindelse hermed, har vi vel alle i varierende omfang følt os gennemstrømmet af refleksioner over fortidens moralske forfald kombineret med måske lidt for umådeholdne løfter til fremtiden om en bedre verden, nar vi nu holder op med at ryge, dyrker mere motion og alt sådan noget - kort sagt, alt det, som hører nytåret til.

Men samtidig er det godt nok lidt selvmodsigende at vågne op efter den årlige nytårsfest, og de sædvanlige tømmermænd hurtigt viser sig klar til at indfinde sig. Alligevel - eller måske derfor - væbner man sig med velkendt tålmodighed og accepterer stort set stiltiende de årlige bulletin'er om mere fredelig sameksistens under det kommende økonomisk opsving, vel vidende at det ikke tyder på at vores menneskelige intelligens er tilstrækkelig til at sikre en rigtig fredelig verden, hvor den globale fattigdom vil blive formindsket mærkbart. I stedet vil der formentlig blive iværksat nye væbnede konflikter og gamle vil blive vedligeholdt - sammen med død, elendighed, sult og nød.

Men gør det i virkeligheden så meget, hvis det skulle gå helt galt, for vi er jo i virkeligheden tilsyneladende ikke i stand til at forvalte vor klodes dyrebare ressourcer på en økologisk forsvarlig måde. Økonomen Bjørn Lomborg sidder stadig i sadlen som direktør for Institut for Miljøvurdering, hvor der med udpegningen og fastholdelsen af selv samme direktør, blev afgivet det markante signal, at miljøet skulle underlægges økonomi og statistikker i højere grad end vurderingerne skulle ske på økologiske, biologiske eller miljømæssigt forbundne forudsætninger. Direktør Lomborg er utvivlsomt et intelligent menneske og tydeligvis en forrygende og meget vedholdende debattør, men biolog eller økolog, det er han nu engang ikke.

Lad os lige se, hvad der sker, når man lader løsrevne talstørrelser og statistikker styre - eller (for)tegne - den samfundsmæssige virkelighed. Lad os i den forbindelse lege med virkeligheden og se på, hvad man kan få ud af at sammenligne økonomiske sandsynlighedsberegninger fra amerikanske bookmakere. Eksempelvis vurderes sandsynligheden for et besøg fra rummet som 1:1000, at Kina bliver verdensmester i fodbold som 1:2000 og at Elvis lever som 1:500. Der er altså fire gange større sandsynlig chance for at Elvis lever end for at Kina bliver verdensmester i fodbold. Den er måske til at leve med, når vi nu ved at Elvis er død, for vi ved jo også at Kina ikke bliver verdensmester, sådan lige foreløbig da!!?, - men hvad mange måske ikke havde tænkt på, så kan vi altså derudover forvente to besøg fra rummet før det eventuelt skulle ske.

Nå men nu til noget helt andet - vores menneskelige evne til at slå hinanden ihjel - en frygtelig uvane, som bør udryddes fuldstændigt, ikke mindst fordi den ifølge statistikkerne ikke er mindsket i det forløbne år. I 2003 så vi hvorledes der end ikke skulle "en rygende pistol" til at få USA til at gå i krig, og minsandten om ikke lille Danmark blev en krigsførende nation ved at gå med i den krigsførende alliance, - jeg skammer mig dybt på nationens vegne. Tænk engang at spilde så mange penge på uhæderlighed samt at tabe så megen humanitær og politisk goodwill, på at gå i krig mod den nation, der formentlig var mest militær kontrol med af alle, efter nærmest total afvæbning efter den første gulfkrig med efterfølgende udsultning af befolkningen som et resultat af de ydmygelser man følte sig nødsaget til at ty til fra den daværende alliances side, med næsten daglige overtrædelser af menneskerettighederne til følge. Men nu er det jo faktisk således, at USA selv bestemmer, om nogen kan tillade at hænge "Verdens Politimand No.1" ud for at overtræde menneskerettighederne. Men som krigsførende nation er Danmark jo i virkeligheden også lidt ophængt i samme forbindelse, for de krigsfanger, der blev taget, bliver jo stadig ikke behandlet som krigsfanger, og det er efterhånden sandsynliggjort, at de udsættes for - i det mindste - "milde former for tortur".

Men efter mange, lange måneder fandt amerikanerne så deres trumf-es, selveste Saddam Hussein, i et hul i jorden. Nu skal han så stilles for en domstol, men er problemet så i virkeligheden ikke, at det er ret så svært at fremstille et korrekte anklageskrift (dvs. "hensigtsmæssigt"). Hvis Saddam skal anklages for de uhyrligheder han så absolut har begået, så skal de bagmænd, der har forsynet ham med de masseødelæggelsesvåben han anvendte vel heller ikke gå fri, han fremstillede dem jo ikke selv, nogen af dem gjorde han godt nok tidligere, men hvor var det nu at de rådgivere, som hjalp med at opbygge hans giftfabrikker kom fra. De lande og deres statslige ledere har vel også et satans stort ansvar at skulle gøre rede for og stå til ansvar for. Og hvis ikke de skal det, så bliver der jo ikke så meget tilbage at anklage Saddam Hussein for, og i en sådan situation er det selvfølgelig et ganske smart skaktræk, at stille Saddam for en hurtigt etableret domstol i hans hjemland, hvad der i øvrigt kan være mange gode argumenter for, men der er vel i virkeligheden også det problem, at der ikke eksisterer nogen uafhængig dømmende instans i Irak, eller nogen fungerende juridisk struktur overhovedet.

Et forhold, der slår mig her er, at såfremt Saddam Hussein som den store terrorist, han hævdes at være, skal stilles for retten i Irak, hvorfor skal USA så ofre så mange ressourcer på at holde en lang række taliban'er fængslet på Guantanamo-basen på Cuba. De må da være små fisk i den sammenhæng. Skulle de så ikke blot leveres tilbage til retsforfølgelse i Afghanistan.
Men sådan er der så meget, og når man kigger på krigsstatistikker, fra eksempelvis Global Security, så er det en helt utrolig forstemmende knugende følelse, der breder sig i mit bryst når jeg ser, at der i alt er 34 krige, væbnede opstande og lignende i gang her ved årsskiftet. I øvrigt så kan jeg se, at den sidste slet ikke er nået at blive registreret, - nemlig den væbnede militære udrensning af påståede indiske militante separatister i Bhutan, som startede uden varsel midt i december 2003, og hvor der formentlig er dræbt omkring 500 mennesker. Ikke fordi disse indere - der krævede større selvstyre og mindre undertrykkelse i bl.a. Assam - truede bhutaneserne, men fordi Indien har det med at have problemer i yderområderne. Det er ikke rigtige "indere", der bor der (de opfører sig i hvert fald ikke som indere siger inderne), det er Assamesere og andre etniske mindretalsgrupper, og de er i øvrigt i vid udstrækning ikke hinduer, men kristne, - og det er måske netop det fænomen, der har fået dem til at fastholde deres oprør og krav om selvstændighed. For en underlæggelse under den moderne hindustat Indien ville også indebære underlæggelse under samfundsmønstre, som ikke harmonerede med de samfundsstrukturer, der er fremherskende blandt de pågældende befolkningsgrupper i det nordøstlige Indien. Kristendommen har i dette område betydet at befolkningen følte sig som ligeværdige borgere, og derfor også stillede krav om at blive behandlet som sådanne. Men sådan har det aldrig været i Indien, og derfor kan det ikke tolereres, og det er det heller ikke blevet i andre områder, hvor lignende konverteringer til blandt andet islam har fundet sted. Også disse steder skete det blandt andet for at slippe fri fra den kastemæssige undertrykkelse (som dog i et vist omfang også eksisterer blandt muslimer, ikke blot i visse områder af Indien, men i særdeleshed også i visse områder i Pakistan, bl.a. i Punjab-regionen.

Mens USA er involveret i - i det mindste - fire konflikter, er de to store Asiatiske lande - Indonesien og Indien de næste på listen. De er hver især involveret i hele tre konflikter, hvortil kommer den seneste, som Indien dog lader Bhutan tage æren for, selvom inderne utvivlsomt har betalt og leveret det nødvendige militære udstyr. I forbindelse med denne konflikt er det endog lykkedes Indien at indgå en hidtil helt uhørt alliance med Kina. Efter indisk opfordring har Kina lovet at spærre Bhutans nord-grænse for de flygtende indiske separatister, som har anmodet om midlertidig asyl i Kina, hvilket kineserne altså har afslået. Der er i øvrigt ikke meget der tyder på at de har været særlig militante, for der har ikke været de mest voldsomme kampe, eller også har aktionen været så succesrigt hemmeligholdt, at det er lykkedes at omringe først de syv større lejre og derefter et par og tyve mindre lejre uden at der blev anet uråd. Det hænger formentlig sammen med at deres ophold hidtil var blevet tolereret, selvom kongen havde holdt møder med dem og bedt dem om at opgive deres lejre, og flytte ud af Bhutan og tilbage til Indien. Så det må anses som et fejt skaktræk fra Bhutans regerings side, at indlede en uvarslet væbnet udrensning, som formentlig kommer til at betyde, at menige bhutanesere herefter anses med mistro i nordøst Indien, hvor mange specielt unge bhutanesere får deres uddannelse af mangel på uddannelsesfaciliteter i Bhutan. Det er områdets store og dominerende selvbestaltede politibetjent der faktisk gør som den store "bush-mand" også gør (ham, som Danmark altså stadig støtter). Indien kan ikke klare sagerne i eget land, og separatisterne, der helt afgjort får mere vind i sejlene under den politiske hindufanatisme, der i varierende omfang er gradvist tiltaget, og som den indiske regering har svært ved at kontrollere - fordi selv små episoder får den til at flamme op. Og nu er det altså i højere grad end nogensinde tidligere sandsynliggjort, at hinduerne er meget slemme, at de opflammes af gruppepres m.m., og specielt fordi de nye lokale og private TV-stationer ikke altid holder sig tilbage med at vise ærlige billeder og reportager fra begivenhederne.

I tilfældet Bhutan, havde Bhutan formentlig ikke noget at frygte fra de indiske separatisters ophold i landet, men Indien havde et meget virkningsfuldt pressionsmiddel, da Indien er den største bistandsdonor, og det er svært at modstå i vores tid, hvor økonomiske argumenter nu engang har så voldsom stor vægt. Men som nævnt risikerer Indien ikke særlig meget i den konflikt, hvorimod den øgede bistand til Bhutan fra Indien kan blive til en stakket frist, for der er næppe tvivl om at mange separatister herefter vil være meget venligt stemt for at samarbejde med bhutanesere, der ønsker mere demokrati i Bhutan, og dem hævdes der at være en hel del af. Også selvom det lykkedes for Bhutan at fordrive ca. 100.000 mennesker af nepalesisk afstamning for en række år siden. Indien, som i en flygtningemæssig sammenhæng i realiteten var første asyl-land, skyndte sig at gelejde dem videre til Nepal, hvis protester blev totalt kvalt af Indiens opbakning bag Bhutan i påstandene om, at alle de 100.000 i realiteten var nepalesere og at de i øvrigt forlod Bhutan af egen fri vilje, også selvom det efterfølgende blev sandsynliggjort at mange var forsynet med identitetspapirer, der viste at de havde bhutanesisk statsborgerskab, mens andre i øvrigt også var forsynet med indisk fremstillede falske identitetspapirer, der støttede de indisk/bhutanesiske påstande. Nogle af de falske papirer, var udelukkende fremstillet til lejligheden og der eksisterede ikke ægte af slagsen!. Nepal har aldrig været gode til at argumentere for sin sag, bløde argumenter har været i højsædet, når landets bedre stillede tog til udlandet som medlem af diverse regeringsdelegationer og fortalte om det lille fattige land, og derefter internt i højkastegruppen sloges om at dele rovet mellem sig. Ikke mindst af den grund var det ikke uventet at dele af den dårligst stillede del af befolkningen begyndte at stille krav. Men det var helt imod "reglerne", for det "kunne" de faktisk ikke, og det blev absolut ikke taget alvorligt. Men hvis man havde læst skriften på væggen, og hvis de udenlandske rådgivere havde været deres rådgivningsopgaver voksne, så havde maoisternes revolution slet ikke været nødvendig. Ved det første parlamentsvalg i 1991 (efter den demokratiske revolution i 1990) var 5% af de folkevalgte medlemmer repræsentanter for partier, der tilhører den gruppe, der i dag defineres som maoister, og det var ikke mindst deres skyld, at den demokratiske revolution lykkedes, - men resultatet viste sig hurtigt ikke at være så demokratisk som det så ud til på overfladen. Det viste sig i Nepals tilfælde, at revolutionen resulterede i et "magtskifte" blandt højkasterne, fra Chhetri-gruppen (kriger- og prinsekasterne), der dominerede under "kongens-demokrati (Panchayat-systemet 1960-1990), til brahmin-gruppen (præste-kasterne), der sad på de dominerende lederposter i de politiske partier. Det var således meget markant, at efter at det første demokratiske valg var overstået, og stemmerne talt op, så var resultatet, at der aldrig nogensinde i Nepals historie havde siddet så mange brahminer i Parlamentet. Andelen af lavkaster og repræsentanter, der tilhørte forskellige etniske mindretalsgrupper var stort set uændrede. Derfor er det ikke så underligt, at nogen fra de undertrykte grupper reagerede, og det er i realiteten kun ved på en vis måde at "melde sig ud" af det etablerede hierarkiske hindusamfund, at opgøret kan finde sted. Det er denne kategori af folkelig bevægelse, der karakteriserer maoistbevægelsen og starten på "People's War". I den forbindelse er det faktisk forunderlig læsning, at gennemlæse maoisternes krav fra 1996, som regeringen totalt afslog (men som de nu gradvis er tvunget til at forholde sig til og i et stigende antal tilfælde gennemføre). Men det kan på ingen måde retfærdiggøre maoisternes metoder, at deres strategi rent faktisk har båret frugt. Men det, der nu er i gang i Nepal ender måske som igangsætter af en større og mere gennemgribende demokratisk proces end i 1990. Vi ved jo fra vor egen historie, at demokratiet ikke blev indført i 1848, sådan lige med en underskrift på grundloven. Det har efterfølgende været en lang sej proces, hvor der også er ofret sved, blod og stædig tålmodighed, og det er sandtfordydene helt afgørende nødvendigt konstant at vogte "den demokratiske skat", og uophørligt kræve demokratiets spilleregler overholdt. Og det bliver ikke nødvendigvis lettere med årene, hvor selv regeringer og statsledere omgås demokratiet nærmest som de lyster, men kun såfremt de mestrer veltalenhedens kunst, strategisk udformet af et stigende antal spindoktorer.

Mit ønsket til det nu igangværende nye år er, at vi omgås sandheden med opretholdelse af vore etiske og moralske værdier i højsædet. Det er for dyrt for samfundet, at det er nødvendigt at bevise, at eksempelvis regeringen gik i krig med Irak uden at de præmisser de selv havde fremsat var til stede. Det er menneskeligt uærligt og uetisk, hvis Saddam Hussein skal stilles til ansvar for sine handlinger, hvis den vestlige alliance ikke skal.

Få dage før krigen håbede jeg stadig på, at de overdrivelser, de vestlige ledere spillede ud med, var så bevidste, at de ville bakke ud af krigen i sidste øjeblik, men jeg frygtede at de gentagne gange de havde fremsat deres løgne (det var da ret synligt at den relativt bevægede Colin Powel spillede en rolle i et verdenspolitisk rollespil, da han fremlagde sine "beviser" for FN's sikkerhedsråd). Desværre endte de selv med at tro på deres egne løgne, og det er da klart, at når den selvbestaltede "frie verden" ledes af en person, der anvender sin fars utilfredsstillede rådgivere og ledes af et personligt had ("...he tried to kill my father!"), så kan jeg i bakspejlet godt se, at beslutningen allerede var taget. Og hvad er demokratiet så egentlig værd, og er hr. Bush i virkeligheden demokratisk valgt? - fik han flertal?, og er den danske regering valgt til at følge hr. Bush's vendettadrømme når den selv fremsætter erklæringer om at ville følge verdenssamfundets organ, FN. Hvad ville der egentlig være sket, såfremt krigen mod Irak ikke var blevet gennemført? - det kan vi kun gisne om, men et er i hvert fald sikkert. De nationer, der er langt værre end Saddam har været i de seneste år, får lov til at fortsætte, også selvom de er i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Et ønske om at det våbenkapløb om masseødelæggelsesvåben i stor skala, som startede i Tyskland, men som blev realiseret i hemmelighed af "den frie verden" i USA, er det således i dag kun "den frie verden" som må kontrollere. Det kan godt være det kun er mig, der kan se en ubalance i argumentationen, men hvem er det egentlig, der skal stilles til ansvar for fremstilling af masseødelæggelsesvåben.

Det er næppe Israel, der ikke blot fortsat holder større landområder besat, end Saddam Hussein har haft mulighed for. Derudover har de anlæg til produktion af masseødelæggelsesvåben og de overholder ikke internationale spilleregler. Jeg er fuldt ud klar over, at situationen er anderledes her, og jeg synes også, det er synd for jøderne, at de ikke kan få lov til at være i fred i Israel, men det giver dem nu engang ikke ret til at fordrive andre - dvs. palæstinenserne - med metoder, der overgår de metoder, de selv hævder at være fordrevet med. Det kan godt være at det er forudsagt i de jødiske skrifter, at de skal vende tilbage, men det kan da sagtens være en sand forudsigelse som ikke behøver at kollidere med at de gradvist vil blive tvunget til at trække sig tilbage fra Israel. Det kunne da tænkes, at jøderne er vendt "for tidligt" tilbage til Israel, for hverken jøderne selv eller deres omgivelser er øjensynligt parate endnu. Mange veluddannede israelske børn har i interviews tilkendegivet, at de ikke forstår, at deres forældre har tvunget dem til Israel, og at de ikke ønsker at leve resten af deres liv under (amerikansk) militær beskyttelse, - og hvad vil der ske hvis væsentlige dele af de veluddannede unge gradvis flytter. Måske er det i virkeligheden en korrekt iagttagelse, at den jødiske tilbagevenden er sket for tidligt, at den jødiske samfundsmæssige mentalitet og tolerance - for ikke at tale om ydmyghed - endnu ikke har nået et så højt niveau, at de medmenneskelige holdninger og samarbejdsevner med rimelig sikkerhed kan sikre jødernes fortsatte overlevelse i Israel uden at sætte verdensfreden på spil. Det er nu op til jøderne at sikre en fredelig udgang på de konfrontationer, som det nu engang er jøderne, der - med vores velsignelse - har iværksat. En væsentlig del af jødernes politiske ledere har derudover udvist en menneskelig foragt for den befolkning, der gennem århundreder har beboet regionen, og såfremt verdenssamfundet i dag skulle stemme om det samme som FN vedtog i 1948, så er der berettiget tvivl om, hvordan udfaldet i dag ville falde ud, formentlig næppe som dengang. Det er derfor fuldt forståeligt, at USA konstant udnytter sin magt til at undgå andet end milde irettesættelser af Israel. Alt andet ville formentlig splitte FN-systemet, og så længe USA kan opretholde sin globale magtdominans, vil Israels position formentlig være uændret. Med Europas nye fremtid in mente ser fremtiden måske anderledes og i hvert fald langt mere uforudsigelig ud. Der er mange flere facetter af interesser, der vil spille ind, men også langt dybere historiske lag af uforløste konflikter, samfundsmæssige bindinger samt humanistiske og filosofiske mangfoldigheder i de europæiske samfund end i det - i den sammenhæng nærmest historieløse - amerikanske samfund. Også derfor er det afgørende nødvendigt og vigtigt for de kommende nye internationale fællesskaber, at vi opretholder, styrker og evt. re- eller genetablerer vore etiske, humanistisk-filosofisk forbundne værdigrundlag med inddragelse af den stadig voksende religiøse mangfoldighed, og derudover rimper vor lidt flossede moral sammen. Den europæiske mangfoldighed vil fremover skulle stå sin styrke overfor den amerikanske "enhedsstat" (selv om dens lighedssamfund for os at se virker lidt overfladisk, når det kun omfatter visse dele af befolkningen).

Men verden er nu engang forunderlig, og selv de ting man selv ser som yderst positive og prisværdige, kan indimellem trænge til en revision og kræve påpasselighed. Sådan var det for et øjeblik siden, da jeg surfede rundt på 92-gruppens hjemmeside og læste de seneste nyheder om miljø og udvikling. Pludselig blinkede alarmen og det blev bekendtgjort fra skærmen, at en trojansk hest (virus) fra denne miljømæssige frontkæmper havde bemægtiget sig min computer. Efter en hurtig lille nedkæmpning trak jeg mig dog sejrrigt tilbage, men måtte resigneret konstatere, at der også her var nogen, der ønskede at lægge vanskeligheder i udviklingens hjul, hvis miljøindholdet skulle blive for stort (92-gruppen er et samarbejde mellem danske miljø- og udviklingsorganisationer, tryk her og læs deres seneste nyhedsbrev - uden virus).

Godt nytår

mogens
Godt Nytår !!
Godt Nytår !!





... siden sidst

... kompromisløse, hudflettende vurderinger, der bider helt ind til benet, så det indimellem løber isnende koldt ned ad ryggen


... siden sidst ... er en klumme, hvor der bliver vurderet på kryds og tværs, ikke blot i forhold til vind og vejr, men også - og måske ikke mindst - i forhold til de politiske og andre vinde, der blæser - ikke blot på vore breddegrader, - men henover vor klode som helhed. Vurderingerne er ofte kompromisløse, og i nogle tilfælde så grænseoverskridende, at der bliver bidt helt ind til benet. Men når det sker, - så lad den isnende kulde, der i så fald løber dig koldt ned ad ryggen være den tændsats, der får dig til at reagere mod urimeligheder og gentagne overgreb mod vor klodes fremtidige opretholdelse af intelligent liv i den form vi kender det i dag. Jeg er altid klar til at ta' temperaturen på min egen hudflettende måde, selv i frostvejr, så lad os stå sammen - uanset ståsted - for en bedre fremtid for os alle!


© Mogens Engelund, Roskilde, 3.januar 2004
...anvend denne andresse til e-mail



Opdateret d. 7.1.2004