se den nye store orkidebibliografi - tryk her
Tilbage til "Artikeloversigt"

Orkideernes natur- & kulturhistorie

Mogens Engelund

Det var formentlig kineserne, der var de første orkidedyrkere. Allerede for et par tusinde år siden anvendte de orkideer til rituelle formål samt ved fester og højtider. I Europa er de tropiske orkideer derimod først beskrevet fra omkring 1500-tallet, og fra anden halvdel af 1700-tallet startede opdagelsesrejsende supplerende aktiviteter som orkidejægere og indledte en transport af tropiske orkideer til Europa. Men først ca. 100 år senere fandt man ud af at dyrke en del disse orkidearter. Det gav anledning til en voksende handel med orkideer, hovedsagelig med det formål at tilfredsstille nogle få velhavende samlere. Det var nemlig endnu ikke lykkedes at formere orkideerne, så indsamling og handel med de indsamlede orkideer var den eneste måde samlernes behov kunne opfyldes på. Og så længe samlerne var villige til at punge ud, blev der iværksat ekspeditioner til de artrige orkideområder i specielt Sydøstasien og Latinamerika, hvor regnskovenes farer og genvordigheder gav stof og anledning til talrige beretninger om farerige ekspeditioner, som i rigtig mange tilfælde var direkte rovdrift på naturen. Men det gav kendskab til nye områder af kloden i takt med at samlernes behov blev indfriet med fundene af stadig flere farvestrålende og fantasifuldt udformede arter.    Inden for de sidste 50 år har gartnere og botanikere heldigvis fundet ud af at formere orkideerne inden arterne blev helt udryddet. Truslen mod de vilde orkideer skyldes ikke blot orkidejægernes rovdrift, den udgøres i langt højere grad af de accelererende skovrydninger, der er en direkte resultat af det voksende behov for landbrugsjord. Ikke blot for at opfylde behovet for fødevarer i de fattigste lande, men i endnu højere grad for at de fattige lande kan dyrke afgrøder til de rige landes befolkning, direkte kontrolleret af multinationale fødevarefirmaer. I takt med denne proces udviklede der sig heldigvis en bred bevidsthed om behovet for at beskytte den oprindelige natur, og en række fredningsbestemmelser blev iværksat for at fremme truede arters overlevelse. Denne øgede naturbeskyttelse blev nødvendig, og endnu en gang ikke så meget på grund af rovdrift på de truede arter, men i langt højere grad som en konsekvens af den proces, nogen kalder udvikling. Dvs. på grund af rovdriften på skovene og det deraf følgende pres på den oprindelige flora og fauna, for at rigtig mange i vores rige del af verden kan få opfyldt sine behov for at leve i overflod.    Nu behøver vi ikke drage på farefulde ekspeditioner til de tilbageværende regnskovsområder for at øge vor samling af orkideer. Planterne findes efterhånden i de fleste supermarkeder til spotpriser. Viden om formering af orkideer er heller ikke længere specialviden forbeholdt de få forskere og andre specialister. Denne viden er nu i realiteten hvermandseje, og er beskrevet i nyere plantebøger, der omhandler planteformering. Men det er langtfra alle og enhver, der har hverken flair eller specielt ikke den fornødne tålmodighed til at passe den - trods alt - krævende plante og derudover vente i årevis på en blomstring, som - når den kommer - belønner beskueren, og i særdeleshed dyrkeren, ved at overgå mange af dagligdagen vanskeligheder og for et øjeblik få os til at glemme al-Khaida, Saddam Hussain og George W. Bush.    Men lad os lige tage et tilbageblik på orkideernes historie, i det omfang den lader sig stadfæste. For over 110-125 millioner år siden, mens dinosaurerne stadig befolkede og regerede vor klode, med skabninger, der aldrig ville have tilladt menneskene den magtposition, vi har tiltaget os i dag - var klimaet generelt varmere og mere fugtigt.    Der var sket en voldsom forandring i vor klodes flora, som i de foregående ca. 150-220 millioner år havde bestået af en rig bevoksning af nøgenfrøede plantearter (deriblandt fyr, gran, cypres, taks og ene). Det var planter som sammen med træagtige sporeplanter (herunder bl.a. træ-bregner) dominerede kultidens tætte skove, der nåede sit højdepunkt for 280 mio. år siden. Denne periodes rige plantevækst er bevaret i form af de 280-345 mio. år gamle stenkul, som vi nu hastigt fyrer op med, bl.a. i vore kulfyrede kraftværker. De få nøgenfrøede planter der har overlevet, udgør i biologisk henseende en form for "levende fossiler" af denne periodes plantevækst, deriblandt de ovenfor nævnte fyr, gran, cypres, taks, ene samt tempeltræ (gingko biloba, der i øvrigt ikke længere findes vildtvoksende, men kun har overlevet på grund af at kineserne i århundreder har plantet den ved templerne, et "ægte levende fossil").    Ekstreme klimatiske forandringer for ca. 230 mio. år siden bevirkede at en lang række dyrearter uddøde. Disse forandringer har givetvis også påvirket plantelivet og formentlig været med til at fremme udviklingsbetingelserne for de dækfrøede planter (de egentlig blomsterbærende planter). Under de fortsatte klimatiske forandringer, hvis konsekvenser inden for planteverdenen toppede for 110-125 mio. år siden, sker der en markant ændring ændring i klodens plantedække. Under denne proces sker der en massiv udbredelse af den nye hovedgruppe af højere planter, de dækfrøede (blomsterbærende planter), samtidig med at størstedelen af de nøgenfrøede familier og arter gradvist uddør    Udover at de to hovedgrupper formentlig stiller forskellige krav til klima og vækstmedier (jorden de gror i) findes der en afgørende forskel mellem de to hovedgrupper i de to gruppers sexliv. De nøgenfrøede bestøves udelukkende af vinden, mens bestøvning af insekter spiller en meget væsentlig rolle for de dækfrøede. Det er derfor ingen tilfældighed, at udviklingen og udbredelsen af de dækfrøede planter frem mod deres endelige dominans, falder sammen med en tilsvarende udvikling af insektlivet.    De dækfrøede planter omfatter de egentlig blomsterplanter, og de opdeles i to sideordnede klasser, de enkimbladede (med orkideerne som den artrigeste familie) og de endnu mere artsrige tokimbladede (med kurveblomstfamilien som den dominerende, eks. bellis, mælkebøtte og solsikke). Fælles for de to klasser er udviklingen af blomster som led i deres sexliv, med det formål at tiltrække insekter til varetagelse af befrugtningen. De enkelte familier har som led i deres bestræbelser udviklet forskellige metoder eller specialiseringsformer. Mens kurveblomstfamilien generelt har udviklet en lav grad af specialisering, hvor mange forskellige insekter kan varetage bestøvning og befrugtning, så har specielt orkideerne udviklet en så høj grad af specialisering, at den for mange arters vedkommende må betegnes som en næsten symbiotisk afhængighed af en enkelt insektart.    Der er stærke indikationer på, at de enkimbladede planter stammer fra de tokimbladede, hvilket indikerer, at de tokimbladede er ældre og dermed har et længere udviklingsforløb bag sig. Det betyder samtidig, at eksempelvis orkidefamilien formentlig tilhører gruppen af de senest udviklede familier og arter. Dette styrkes også af det forhold, at variationen af insekter må have været meget stor, så planterne har kunne tilpasse sig den kategori af insekter, der var mest hensigtsmæssig.    Meget store dele af landoverfladen var dækket af urskov (dvs. det vi definerer som den "oprindelige" plante-, træ- eller skovvegetation). Plantevæksten udviklede hastigt en variation med blomstrende planter som del af denne udvikling. Dele af denne udvikling foregik i et symbiotisk samspil med insekter, som fik en afgørende indflydelse på den fortsatte udvikling af mange plantearters formeringsprocesser.    Klimaet var formentlig karakteriseret af en relativt høj luftfugtighed kombineret med udbredte sump- og engområder, et ideelt udklækningssted for insekter, og der er næppe tvivl om at perioden var karakteriseret af store insektforekomster.    Insekter giver mulighed for (insekt)bestøvning af planterne, og de enkelte plantearter udviklede i takt hermed blomster med en tiltrækningskraft baseret på syns-, lugte-, smags- og følesansen i forskellige kombinationer baseret på bl.a. nektar og attraktive synsindtryk, der kunne lokke de foretrukne insekter hen til planten. De anvendte metoder, spændte fra simple og mere generelle tiltrækningssystemer til meget specialiserede systemer, som eksempelvis en udformning af blomsterne så de lignede de pågældende insekters artsfæller, som de ønskede at parre sig med. Den sidste form antyder meget stærkt, at der næppe kan undgå at udvikles en afhængighed hos planten af en enkelt kategori eller art af insekter. Og dette tenderer videre henimod en udviklingen af et egentligt symbiotisk afhængighedsforhold mellem de to arter (i dette tilfælde altså mellem en enkelt insektart og en enkelt orkideart). Det er selvfølgelig en forsimpling, men det forklarer ikke desto mindre lidt om omstændigheder i den proces, hvorunder planterne oprindeligt "opfandt" blomsterne som planternes primære tiltræknings- og attraktionsværdi i forbindelse med den livsnødvendige forplantning, der kunne sikre artens overlevelse.    Orkidefamilien var ikke blandt de første blomstrende planter, der udviklede sig. Det er sandsynliggjort, at gruppen af etkimede planter som orkidefamilien tilhører, har udviklet sig som et sideskud fra de tokimede planter, og orkideerne må derfor spm tidligere nævnt formodes at tilhøre gruppen af de yngste blomstrende planter. Ikke desto mindre har orkidefamilien efterfølgende vist sig gennem sin næsten globalt udbredte variation og tilpasning at have udviklet, eller gennem mutationer tilegnet sig, en enestående tilpasningsevne til at vokse på steder, hvor der ofte ikke vokser andre planter. Orkidefamilien kom til blandt de sidste, orkideerne måtte derfor vokse, hvor der endnu var lidt plads tilbage. Planten er generelt ærbødig og tilhører absolut ikke de aggressive, men udfyldte sin rolle og tog plads, hvor der ikke var andre konkurrenter, og tilpassede herefter sin formering til de herskende betingelser. På denne måde spredte orkidefamilien sig til selv de fjerneste egne på Jorden, med Antarktis som den stort set eneste undtagelse. Familiens mange arter specialiserede og tilpassede sig et liv på klipper, på regnskovens træer eller i underskoven, på græs- eller engarealer, på højtliggende eller lavtliggende arealer i tropiske eller mere tempererede områder.    Hovedparten af de oprindelige arter er forsvundet forlængst, men et utal af mutationer og variationer har overlevet de mange millioer af år. Og variationerne er så mangfoldige og i mange tilfælde så specialiserede og opfindsomme, at de ofte overgår, hvad der ellers er normalt hos de planter vi ser flest af og derfor også kender bedst. Men i denne sammenhæng må vi huske på, at de fleste af de planter vi ellers kender, er udvalgt og videreudviklet af menneskene som middel til vor overlevelse. Orkideerne indgår ikke som et element i denne sammenhæng, med enkelte undtagelser, en af dem oplever vi juleaften, hvor ris a'la mande ikke ville være ris a'la mande uden de små frø fra den eneste orkide, der dyrkes med henblik på fortæring - nemlig vanille-orkideen.    Vanilleorkideen er dog ikke den eneste der udnyttes, der har gennem historien været anvendt flere arter til bl.a. medicinske og frugtbarhedsfremmende formål. Derudover anvendes tørrede jordknolde fra nogle orkidearter til at udvinde et slimet stof til tekstilindustrien - hvor det anvendes til overfladebehandling af tekstiler, så de får en mere glat og skinnende overflade og føles mere faste. Alle andre orkideer dyrkes kun for et syns skyld, men hvilket syn, - ofte simpelthen et syn for guder.    Sideløbende med at andre blomstrende planter udviklede sig, fortsatte orkideerne deres udvikling, også selvom de ofte blev fortrængt af andre planter specielt på de habitatformer (dvs. voksesteder) der havde størst ensartethed. Her blev de ofte reduceret til enkeltindivider, der stædigt holdt fast i deres livsgrundlag i årevis. Mange af de nytilkomne planters udviklede en langt større biologiske aggressivitet, måske begrundet i disse planters langt kortere livscyklus, der var nært forbundet med en hurtigere og sikrere og langt mindre kunstfærdig eller underfundig formeringsproces. Insekternes antal var nu så stort at der ikke længere var nødvendigt med orkideernes meget specialiserede formeringsprocesser - blomster og lidt nektar var tilstrækkeligt. I andre tilfælde var planternes antal så stort og de stod så tæt, at vindbestøvning blev en af de foretrukte former, og i disse tilfælde var det end ikke nødvendigt at udvikle særlig attraktive blomster. Alt dette kan også formuleres på en anden måde: Planternes sexliv fik et fantastisk løft med stribevis af nye farvestrålende variationer efter at orkideerne udviklede sig. Samtidig er planternes generelle sexliv blevet voldsomt degraderet af de planter, der er kommet til efter orkideerne, ikke mindst som følge af den menneskelige påvirkning af processerne. Men vi har da heldigvis stadig orkideerne og deres ofte nærmest kunstnerisk udtænkte sexliv.    Orkideernes levealder er relativt lang, og dette sammenholdt med deres evne til at mutere og danne artsmæssige variationer har gjort orkidefamilien til den artsrigeste plantefamilie. Kurveblomstfamilien (med bl.a. tusindfryd, mælkebøtte og solsikke) har ellers tidligere været anset for den artrigeste, men med den hurtige tilvækst i antallet af fundne orkidearter, er der næppe tvivl om at kurveblomstfamiliens ca. 20.000 arter overgås af orkidefamilien. Der er dog fortsat stor usikkerhed om det nøjagtige antal orkidearter, der er fundet, ligesom der er endnu større besvær med at holde styr på registreringerne af de mange tilkomne menneskeskable arter og varieteter, som er et resultat af det intensive forædlingsarbejde blandt orkideenthusiater i botaniske haver, gartnerier og i gradvist stigende omfang enthusiatiske private orkideister.    Der eksisterer masser af myter om orkideer, hvoraf den sejeste er opfattelsen af orkideer som en snylteplante. Det er den generelt ikke. Planten lever eksempelvis på træer, men ikke af træerne. Træerne er blot det gromedium, eller grosted, den pågældende plante har valgt. Planten får sin føde fra luften kombineret med bl.a. opløste næringsstoffer, der findes i det vand der siver ned ad træstammerne.    Orkideernes sexliv er som nævnt uhyre varieret, og de anvender et rigt varieret antal af insekter og andet til deres befrugtning, - ofte uden de involveredes samtykke. Men ofte er de i en vis udstrækning monogame i deres valg af insektart, forstået således, at en orkideart foretrække eller er baseret på at blive bestøvet af en enkelt insektart. De anvendte metoder inkluderer en variation af alle tænkelige midler og metoder. Efterligninger af andre planter eller af insekters parringspartnere indgår som del af de hyppigt anvendte metoder, derudover anvender planterne dufte, evt. med et indhold af tiltrækkende narkotika, der udnytter insekternes afhængighedsgener. Variationerne er så mangfoldige at de langt overgår fantasien. Resultatet er i sidste instans, at når insekterne af den ene eller den anden årsag lige kigger forbi, så er støvdragerne placeret i lige netop den rette position til bogstaveligt talt at klistre støvklumpen på insektet. Og den næste plante insektet lokkes til at besøge får på en tilsvarende snedig måde manøvreret insektet i en position, hvor støvet afleveres på denne orkides klistrende støvfang. Blandt de duftende orkideer anvendes mange energi-ressourcer på duftfrembringelse og evt. fremstilling af narkotiske væsker og dufte for at opnå de ønskede resultater. Efter en succesrig bestøvning standses den energikrævende produktion af eksempelvis narkotiske dufte nærmest øjeblikkelig. Orkideens seksuelle behov er dækket for denne gang, og artens fortsættelse kan gå ind i næste stadie, - udviklingen af frøene.    Frøkapslerne indholder op til flere millioner af nærmest mikroskopiske frø. De enkelte frøs spiringsevne er helt afgørende knyttet til det vækstmedie, de tilfældigvis ender på (uanset hvordan de enkelte frø nu engang måtte ende netop der). Deres nærmest ubetydelige størrelse indebærer, at de ikke at egen drift er i stand til at igangsætte spiringsprocessen. De er helt afgørende i lommen på en lille svampeart, hvis små mycelie-trådes netværk gennemtrænger det lille frø, som herefter udnytter situationen og anvender svampens rodnet til at opnå den nødvendige energi til at gennemføre en spiring og efterfølgende gro frem som en ny fortryllende led i orkideernes verden. Det er indlysende at kun et fåtal af frøene vil falde i det rette netværk, og måske netop derfor er der så mange frø i den enkelte frøkapsel - op til fire millioner i en enkelt frøkapsel!    Orkidearternes overlevelsesevne har vist sig helt fantastisk, men hvorvidt arternes evne til at modstå menneskets systematiske udryddelsestrang er tilstrækkelig, er endnu uvist. Mange arter er blevet fredet i takt med at arterne er defineret som udryddelsestruet. Vi kan blot håbe, at dette er tilstrækkeligt selvom menneskeheden drøner fremad og i nærmest uhyggeligt omfang udrydder art efter art, og dermed mindsker den biologiske mangfoldighed uden at foretage gennemgribende undersøgelse af konsekvenserne, der på nogen måde står mål med udryddelsesaktiviteterne. Men uanset vor ihærdighed, er der vel næppe tvivl om at der - når den tid kommer - også vil vokse orkideer på menneskehedens gravsted. Orkideerne kom frem millioner af år før mennesket, de blomstrer for et syns skyld og som led i deres eget sexlix og til sikring af arternes egen overlevelse, og det vil de forhåbentlig blive ved med lang tid efter at det sidste menneske har afsat sine fodaftryk på Jorden. Kilder: Her følger nogle få af de kilder jeg har anvendt. Litteraturen om orkideer er yderst righoldig, og oversigten vil gradvis blive udbygget På Dansk Orchide Klub - Her findes rigtig mange gode informationer og masser af henvisninger til bøger og artikler om orkideer samt masser af henvisninger til internettet. M. Skytte Christiansen (tekst) & Henning Anthon (tegninger): "Danmarks vilde planter, - med et udvalg af vore nordiske landes flora", bind 1-2, Politikens Forlag 1970. Gøgeurtfamilien beskrives i bd.1, s. 122-141 og tavle 37-46 i bind 3, s.37-46. Alan Toogood (red.) & Grethe Bjerregaard (dansk bearb.): "Politikens bog om Planteformering, - trin-for-trin vejledning for alle plantegrupper", Politikens Forlag 2000. Formering af orkideer behandles s. 178-185. Husk endelig også at kigge på Hans Christiansen i Orchidegartneriet, selvom det er bedst at besøge selve gartneriet. Derudover kan jeg anbefale følgende links som jeg selv har anvendt: Orkide Vinduet G&B Orchid How to Grow Orchids orchid culture - links til artikler orchid, orchids, Orchid, Orchids, Orchid Growers, Culture Index, Camp Lot A Noise Tropicals Orchidéhuset - Sveriges enda specialbutik med enbart orkidéer www.orchidlink.com har masser af links til orkideklubber og -gartnerier verden over.

Fantasiorkide fra Kandy Orkide (gøgeurtfamilien eller orkidefamilien, Orchi'daceae - navnet stammer fra det græske ord for testikel og hentyder til knoldenes form på enkelte arter). Orkidefamilie er absolut dominerende blandt de enkimbladede planter, og er den vel nok mærkværdigste og formrigeste af alle plantefamilier med over 25.000 registrerede arter fordelt på omkring 835 slægter (der anslås at være over 35.000 arter og nogen hævder endog at antallet er så højt som 45.000, så der er fortsat rigtig mange arter, der endnu ikke er endeligt registrerede eller endeligt placeret som art, ligesom der må formodes stadig at være rigtig mange arter, der endnu ikke er fundet). Dertil kommer et endnu større antal menneskeskabte varieteter og hybrider, der løbende registreres, og hvis disse medregnes er orkidefamilien uden diskussion langt den talrigeste. Kurveblomstfamilien (Compósitae), der er dominerende blandt de tokimbladede planter blev tidligere anset som den artrigeste med sine omkring 20.000 fritlevende (vilde) arter.    Orkideer er flerårige urter. Omkring halvdelen er jordorkideer (terrestrial) med jordknolde, bilbuller. Blandt jordorkideerne findes enkelte australske saprofytter, der udelukkende lever (og blomster) under jorden. Den resterende halvdel af orkideerne vokser på træstammer og grene (epifytter) eller på klippesider (lithofytter). De anvender luft- og hæfterødder der både kan holde planten fast på voksestedet og suge næringsstoffer til sig fra luft og regnvand.    Orkideernes blomster er ofte særprægede i deres udformning, med pragtfulde former og farver. De er i udpræget grad tilpasset insektbestøvning. Blosteret består af 6 blade i 2 kranse med 3 blade i hver. Et af blosterbladene i den inderste krads er meget forskelligt fra de øvrige. Det kaldes læben og vender egentlig opad, men blomsterstilken er normalt snoet en halv omgang, så læben vender nedad og dermed udgør en nærmest perfekt landingsplads for besøgende insekter. Læbens opbygning kan være meget kompliceret, i nogle tilfælde udformet som en væskefyldt beholder, der indgår som led i befrugtningsprocessen, men altid pragtfuldt farvet og i nogle tilfælde forsynet med en honningdannende spore. De øvrige blosterblade er ikke ens, men højre- og venstresiderne er indbyrdes symmetriske. Tre støvdragere, hvoraf normalt kun den mellemste bærer støv i en torummet knap, der er sammenvokset med griflen til en griffelstøtte (rostellum). Støvkornene i hvert rum er klæbet sammen til en lille støvklump (pollinium). Selvom der findes markante variationer er formålet med konstruktionen den samme.    Når et insekt lokkes indenfor, klæber støvklumpen sig til et besøgende insekt med en form for hæfteskive og trækkes ud af støvdrageren. Ved efterfølgende besøg på en tilsvarende plante, er passagen, insektet - på en eller anden måde - påtvinges, så snæver, at støvet nærmest gnides af på denne orkides klæbrige støvfang. Planternes fremstilling af energikrævende lokkemekanismer, dufte, væsker, el.lign. indstilles herefter, og frugtknuden udvikler efterfølgende de op til et par millioner meget små - nærmest mikroskopiske - frø, der let spredes af vinden.    Disse frø adskiller sig fra hovedparten af andre blomsterfrø ved ikke at indeholde tilstrækkeligt med næringsstoffer, så frøene kan spire af egen kraft. De er afhængige af tilstedeværelsen af en speciel svampeart, hvis netværk af rødder gennemtrænger frøhinden. Frøet anvender herefter næring fra svampen til at igangsætte sin spiring, men afbryder ikke af den årsag kontakten med svampen, og svampen gør fra sin side heller ikke tiltag til af afbryde kontakten, og forbindelsen opretholdes i hele orkideens levetid. Mens det er tydeligt, at orkidefrøet er fuldstændig afhængig af svampen for at starte på sin løbebane, samt at den udvoksede orkide anvender svampens netværk til at skaffe sig nødvendige næringsstoffer, så er det endnu ikke afdækket, hvilket behov, orkideen opfylder hos svampen.    I Danmark findes 19 vildtvoksende slægter repræsenteret med i alt 39 arter. Alle er jordorkideer. Mange er sjældne og stærkt truede, mest almindelig er gøgeurt. En del er fredede.    Orkideernes anvendelse som nytteplante er ikke begrænset til vanille-planten, som dog er den art, der har størst økonomisk betydning. Tørrede rodknolde (benævnt salep) af mange arter - også danske - har pga. deres indhold af et gummiagtigt slimstof været anvendt til appretering (efterbehandling af tekstilvarer for at give dem fasthed og glans) og til medicinske formål (bl.a. salep-gøgeurt).

© Mogens Engelund, Roskilde, 9.november 2003