HOME - Tilbage til START - Tryk her!
Tilbage til "Artikeloversigt"












Se oversigten
Bøger om Nepal:
...om maoister
...rejsebøger
...m.m.

Nepal: Turismetendenser

Der rejser stadig danskere til Nepal - trods alt!

Mogens Engelund, 5. december 2004

Turismestatistikkerne med tal fra november er netop ankommet fra Nepal.
De viser den kedelige, men langtfra overraskende øjeblikkelige tendens,
at turisterne i stigende omfang forholder sig afventende,
og at mange har holdt sig væk fra Nepal i efterårsmånederne.


Efter et forår med en markant stigning i antallet af ankomne turister, vendte udviklingen i sommermånederne, hvorefter der har været markant færre turister i efteråret end i samme periode i 2003.

Men forårsmånederne fik ellers optimismen til at stige i Nepals turistindustri, efter en stigning på omkring 50%(!) i forhold til 2003!.

I løbet af sommeren vendte billedet dog, og i efteråret, der er den generelt bedste rejseperiode har der været 16% færre turister end i samme periode i 2003.

Væsten i forårsmånederne har ikke desto mindre forårsaget, at der ialt gennem de første 11 måneder af 2004 har været en samlet tilvækst i antallet af turister på 11% i forhold til 2003 (til i alt 266.000). Nedgangen i antallet af ankomne turister i efteråret har været specielt markant blandt turister fra Indien, hvor det samlede fald for efterårsmånederne har være på over 30%.

Antallet af danskere, der rejste til Nepal (på trods af advarslerne fra Udenrigsministeriet) steg i øvrigt med 10% til i alt 2083 i årets første 11 måneder.

I den forbindelse forekommer det på sin plads at påpege en ganske udbredt dobbeltmoral inden for Udenrigsministeriet, der på sin hjemmeside nu i mere end et år har frarådet rejser til Nepal, samtidig med at der i henhold til rygterne ikke er sket en indstilling af besøgsrejser til danskere, der arbejder i Nepal. Derudaf kunne man forledes til at konkludere, at Udenrigsministeriet i det mindste har et vist troværdighedsproblem inden for egne rækker, men jeg vil nu mere hælde til den opfattelse, at Udenrigsministeriets fastholden af sin advarsel er en voldsom overreaktion, en opfattelse, der støttes af uafhængige iagttagere.

Jeg opfordrer derfor Udenrigsministeriet til at korrigere og variere advarslen i forhold til det faktiske risiko-scenarie, så de rejsende i højere grad kan træffe deres egen beslutning. Det kan øge troværdigheden hos Udenrigsministeriet, i modsat fald vil det være bedre blot at henvise til eksempelvis det britiske udenrigsministeriums rejsevejledninger.

For at vende tilbage til det min artikel egentlig handler om - en vurdering af den øjeblikkelige situation for turismen i Nepal, så er det samlede billede lidt uklart. Det er tydeligt, at Nepal trækker stærkt i turisterne, der gradvis søger tilbage til Nepal så snart Nepal har været væk fra overskrifterne i en periode. Der er udviklingen i forårsmånederne et godt eksempel på.

Derfor er billedet ikke nødvendigvis helt så slemt, som mange kunne frygte. På årsbasis er antallet af turister halveret i forhold til rekordårene før maoisterne fik de rejsende til at forholde sig mere afventende. Derudover er opholdstiden i Nepal også afkortet, måske næsten halveret.

Det indebærer at det samlede antal overnatninger er nede på omkring 25%. Men byrden fordeles uens lokalt i Nepal, hvor en større andel af overnatningerne nu foregår i Kathmandu og til dels Pokhara, mens der er et klart fald i omfanget af lokale overnatninger udenfor disse byområder. Trekkingaktiviteterne og mulighederne for at lokalbefolkningen kan få del i turistindtægterne er faldet markant.

Afslutningsvis vil jeg indtrængende anmode alle rejsende til Nepal, om at orientere sig grundigt om forholdene, inden de beslutter sig til at rejse. Situationen er alvorlig og ingen områder i Nepal er reelt uden for maoisternes rækkevidde. Der er intet, der tyder på at turister på nogen måde skulle blive anvendt i konflikten, men man kan uforvarende blive fanget i krydsild eller af en uheldigt placeret bombe. Der er desværre ingen tendenser, der peger på, at voldsomhederne skulle være på vej til at aftage. Så orienter dig grundigt, hvis du har planer om at rejse.
Note:
Ovennævnte kommenterede opgørelse omfatter udelukkende turister, der er ankommet med fly.
Antallet af turister, der er ankommet med bus (fortrinsvis indere) er først tilgængeligt senere.
Men omfanget af busturister er lavt på grund af de sikkerhedsmæssige forhold. Det faktiske antal busturister er formentlig mindre end 10% af antaller af flypassagerer, de oven for påpegede tendenser er de samme, og det ændrer ikke ved det overordnede billede.
Kilde til statistiske informationer:
Nepal Tourism Board, december 2004

© Roskilde, den 5. december 2004, Mogens Engelund

HOME - Tilbage til START - Tryk her!
Tilbage til START - Tryk her!

Såfremt du ønsker at sende mig en mail, så send den venligst til:
...du er velkommen til at sende mig en kommentar!


Opdateret d. 20.8.2005