Tilbage til start

Ayutthaya

- engang et sagnomspundet kongerige midt i Chao Phya floden
- nu restaureres ruinbunkerne og de hændelser afdækkes,
  der resulterede i det daværende storriges sammenbrud

Omkring 60 km nord for Bangkok ligger en af Orientens sagnomspundne byer, Ayutthaya. Men det er ikke de store efterladenskaber fra tidligere tiders storhed, man møder ved ankomsten. Ayutthaya er i dag mildest talt kun en skygge af datidens magtfulde kongeby og kosmopolitiske handelscentrum. Men historien er ved at blive fundet frem af glemslen, og hele området summer af historiske vingesus.

Grundplan over Ayutthaya, udarbejdet af en fransk ingeniør i 1687. Bemærk de mange kanaler. Der var i alt ca. 56 km kanaler inden for murene på øen med et utal af faste broforbindelser, hvortil kommer mere end 80 km kanaler i det omkringliggende område. Der er dog kun en bro fra øen over floden i øens nordøstlige hjørne. Havnen lå syd for øen, dvs. uden for kortets sydøstlig hjørne, og det var også i dette område at de europæiske handelshuse var placeret. Klik her, eller klik på kortet for at vise det i stort format (åbner i nyt vindue)

Ayutthayas historie tager fart, da Prins U-Thong i 1350 flyttede sin hovedstad hertil. U-Thong-dynastiet kom formentlig oprindelig fra det lille fyrstedømme U-Thong nær Kanchanapuri, et området, U-Thong-dynastiet tidligere havde forladt efter gentagne nederlag til de evige rivaler fra Burma. Den nye hovedstads placering var økonomisk set langt mere ideel midt i Thailands rige landbrugsområde. Ikke mindst når man medtænker, at flodtransport var datidens hurtigste og mest effektive form for transport, samt at det udvalgte sted var mødested og samlingspunkt for tre floder.

Ayutthaya, 1685      ... en stemningsbeskrivelse "Jeg har ofte stået i beundring og betragtede den imponerende store og magtfulde by, placeret på en ø omgivet af en flod, der vel var tre gange Seinen i størrelse.   Skibe fra Frankrig, England, Holland, Kina og Japan lå for anker, mens utallige småbåde og forgyldte ceremoni-fartøjer bemandet af 60 roere, sejlede frem og tilbage.   Ikke mindre ekstraordinær var landsbyerne uden for murene, beboet af folk fra de mange nationer, der kom hertil for at handle.   Træhusene var placeret på pæle udover vandet, mens tyre, køer og svin gik inde på den faste grund.   Gaderne, der strækker sig så langt synet rækker, er alleer af klart, strømmende vand. Under de høje grønne træer og i de små huse flokkes folk.   Bag disse, de mange nationers beboelser, strækker de vidtstrakte rismarker sig. Horisonten udgøres af høje træer, som pagodernes funklende tårne, spir og pyramider strækker sig op over.   Jeg ved ikke hvorvidt det er lykkedes mig at fremmane en følelse hos Dem kære læser af et overmåde smukt syn, men sandelig siger jeg, jeg har ikke selv set noget smukkere." Abbe de Choisy (jesuitterpræst og fransk diplomat i Siam), 1685, citeret i William Warren: "Thailand, - Seven Days in the Kingdom", Times Editions, Singapore 1987

Området var tidligere anvendt af Khmer-rigets militære garnisoner, og dele af de eksisterende militære befæstelser blev repareret og udbygget af U-Thong, der nu antog kongenavnet Ramathibodi, og i øvrigt viste sig at være en stærk militærstrategisk personlighed. Den strategiske placering på en mindre halvø mellem tre floder blev suppleret med et par korte kanaler, der var med til at befæstet byen yderligere.

Byen lå nu på en næsten uindtagelig ø på ca. 3 x 2 km, omgivet naturlige "voldgrave" suppleret af en bymur omkring øen på ca. 12 km. Dermed var militære trusler fra eventuelle fjender minimeret, og i kraft af herskernes militære formåen opnåede Ayutthaya hurtigt en dominerende økonomisk og militær magtposition i regionen.

U-Thong (eller Kong Ramathibodi) opkaldte sin nye hovedstad efter det sagnomspundne, mytologiske kongerige Ayodhya fra hinduernes store historiske epos Ramayana (Ramayana'en blev senere gendigtet i en thailandsk buddhistisk version "Ramayaki" og illustrationer herfra pryder i dag mange af Thailands templer og paladser).

Kong Ramathibodi og hans efterfølgere opførte i hastigt tempo imponerende paladser og templer. Mange traditioner fra det tidligere storrige Sukothai blev indført, og som del af datidens kulturelle udveksling kom der buddhistiske munke fra Sri Lanka til at varetage væsentlige ceremonielle forpligtelser i det nye rige. På længere sigt resulterede det i en styrkelse af Theravada Buddhismen, som i dag er den dominerende religiøse retning i Thailand.

Ayutthaya-riget eksisterede i 417 år og blev undervejs regeret af ialt 33 konger, der på trods af intern rivalisering og gentagne statskup (kun få af kongerne døde en nurlig død) udbyggede byen i takt med udvidelsen af rigets kontrol over de omkringliggende regioner. Byen blev stadig mere imponerende, og ganske naturligt spredtes rygterne om byens skønhed og rigdom viden om.

I 1600-tallet nåede Ayutthaya sit højdepunkt som en af Asiens rigeste byer med over en million indbyggere og den var endog større end London. Byen var en international metropolis, der tiltrak eventyrere og handlende fra nær og fjern, og der findes mange europæiske beretninger om byen med de 2000 gyldne spir og om en kongefamilie med utrolige rigdomme.

Kongeriget Ayutthaya under Kong Taisa, ca. 1717. Bemærk de mange spir fra de "gyldne templer". Det formodes, at der var op mod 2.000 templer. Boliger var ofte placeret på fundament af pæle, for at undgå problemer i regntiden og stigende vandstand i floderne. Klik her, eller klik på billedet for at vise det i stort format (åbner i nyt vindue)

Men de militære trusler fra den regionale rivalisering og de indbyrdes stridigheder med naborigerne blev gradvis negligeret i takt med at Ayutthayas opnåede sin næsten altdominerende position i regionen.

Kort fra 1680'erne over Chao Phya flodens løb (her benævnt "Menam") fra Ayutthaya (der her benævnes "Siam") til dens udløb. Flodens meget slyngede løb er flere steder rettet ud med udgravning af en form for "shunt-kanaler" (eller "genvejskanaler", benævnt ‘khlong lat') hvorved der er opstået øer, som altså er kunstige, ligesom Ayutthaya (eller "Siam"). I perioden 1538-1722 gennemførtes 6 store udgravninger af sådanne genvejskanaler Disse flod-ingeniør-arbejder lettede sejladsen til Ayutthaya og afkortede sejlruten med ikke mindre end 62 km. Den mest berømte af disse ‘khlong lat' kanaler er ‘Khlong lat Bangkok', som er den brede "flod", der adskiller Grand Palace og Wat Arun, som stort set alle, der har sejlet i Bangkok har sejlet på. Kanalen der er omkring to km lang, er oprindelig udgravet af flodingeniører fra Ayutthaya omkring 1542, men den har unægtelig udvidet sig en del i tidens løb, og det oprindelige flodløb er nu blot en smal kanal ingen tager notits af. Klik her eller på kortet for at se det i stort format (åbner i nyt vindue)

Dertil kom, at magthaverne lagde større vægt på rigdomsophobning end på militærstrategiske overvejelser og udgiftskrævende handlinger til styrkelse af forsvaret.

Efter gentagne konfrontationer med de evige rivaler fra Burma, lykkes det midt i 1700-tallet burmeserne at få overtaget. De erobrede først det nordlige kongerige i Chiang Mai, for derefter at tildele Ayutthaya et sviende nederlag i 1767. Det var 24. gang de to magter stod overfor hinanden, men denne gang blev det katastrofalt for Ayutthaya. I løbet af få måneder blev den tidligere millionby til en plyndret ruinhob, hvor indbyggerne var enten dræbt, jaget på flugt, eller taget til fange og solgt som slaver.

Skønt burmeserne blev besejret året efter, blev det vurderet som håbløst at genopbygge Ayutthaya, som gradvis havde karakter af en spøgelsesby, hvor der næppe boede mere end 10.000 mennesker.

I stedet blev en midlertidig hovedstad etableret længere nede ad Chao Phya floden i Thonburi, på flodens vestbred, indtil en permanent og militærstrategisk mere hensigtsmæssig hovedstad kunne etableres på flodens modstatte mere forsvarsvenlige østbred, det nuværende Bangkok. Ayutthayas beskyttende mure gik ikke til spilde, de blev revet ned og fragtet sydpå, hvor stenene blev genanvendt til at befæste den nye hovedstad i Bangkok, hvor krigsfanger blev anvendt til udgravning af kanaler, der kunne medvirke til yderligere at befæste den nye hovedstad.

Ayutthaya kom sig aldrig over massakren, de gyldne spir er væk, og kun skygger af tidligere tiders storhed er tilbage - stort set alt af værdi forsvandt.

Det meste af Thailands klassiske litteratur blev brændt ved samme lejlighed, og der er efterfølgende anvendt mange ressourcer på at genskabe væsentlige dele af de tabte kulturværdier. Historiefortællere og grupper af lærde genskabte og gendigtede møjsommeligt den store kulturskat med omfattende støtte fra kongehuset.

De store Buddha-statuer, som burmeserne ikke fjernede, blev efterfølgende fragtet sydpå til den nye hovedstad i Bangkok.

I de efterfølgende to hundrede år forfaldt Ayutthayas ruiner yderligere, indtil udgravning og restaureringer blev påbegyndt i 1956 af The Fine Arts Department. Der er fortsat nok at tage fat på, store dele af området er stadig tilgroet, og der resterer fortsat masser af udgravnings- og restaureringsarbejde. De svundne tiders storhed er dog for evigt knyttet til Ayutthaya i kraft af Ramayana'ens sagnomspundne beretninger, og området er nu tildelt høj national bevaringsmæssig status. Et besøg kan absolut anbefales, som en stærk historisk oplevelse, hvor indflydelsen fra såvel Indien som fra Sri Lanka er tydelig i både tempelarkitektur og byplanlægning.

Nyd en tur til Ayutthaya, og nyd den på samme måde, som de rejsende gjorde det i det 17. og 18. århundrede, nemlig ad vandvejen. Der er flere daglige afgange med forskellige typer af fartøjer, men transporten med ombyggede rispramme har en charme, som moderne skibe ikke har. Det er selvfølgelig også muligt at rejse den ene eller begge veje med tog, bus eller i bil.


Kilder:

• Jarunee Incherdchai: "Ayutthaya", i "Development of Thai Culture", published by The Fine Art Department, Bangkok 1993, s.205-244 En arkæologisk og historisk synsvinkel.
• Steve Van Beek: "The Chao Phya River in Transition", Oxford University Press, Kuala Lumpur 1995. Det sociale og kulturelle liv i tilknytning til Chao Phya River, der passerer såvel Ayutthaya som Bangkok.
• Charnvit Kasetsiri: "The Rise of Ayutthaya", East Asian Historical Monographs, London 1976. Det tidlige Ayutthayas historie.
• Simon Winchester: "Relics of Old Siam, - in the much-visited ruins of Ayutthaya, the former Thai capital, there is a place most day-visitors miss", i James O'Reilly & Larry Habegger (eds.): "Travellers' Tales: Thailand", San Francisco 1993, s.161-166. Om en rejsendes oplevelser i Ayutthaya.
• Derudover findes beskrivelser af Ayutthaya i alle guidebøger om Thailand, med kort over de enkelte seværdigheders placering. Det kan i øvrigt anbefales at besøge de to museer: 1) Chao Sam Praya, Ayutthaya National Museum, og 2) Ayutthaya Historical Study Center. Begge ligger midt på øen, syd for Rama Lake og ca 300 meter fra hinanden.
• Det anvendte kildemateriale er på ingen måde udtømmende og de medtagne værker udgør kun en brøkdel af det materiale, der findes. På samme måde er artiklen meget opsummerende. Det er trods alt 450 års meget dynamisk historie, der er tale om. I realiteten er det en umulig opgave, at beskrive udviklingen så kort som jeg har gjort uden meget stor risiko for at øve vold mod historien. Jeg håber ikke, jeg har været for voldsom i min måde at opsummere den historiske udvikling.
  

---

© Mogens Engelund, 2004


Hvis du vil sende mig en e-mail, så tryk her!