Situationsrapport vedrørende den sikkerhedsmæssige situation i Nepal

 - vurderet alment og mere konkret i forhold til situationen for lærerstanden

 - samt i forhold til situationen i Sindhu Palchok District.

 

Mogens Engelund, 13. oktober 2003

 

I Nepal er alt desværre "normalt"! - Våbenhvilen er brudt - alle forhandlinger indstillet - maoisternes voldsomheder eskalerer og de politiske partier skærper deres kritik af kongen og den fortsatte opretholdelse af undtagelsestilstanden.

 

Den politiske meget spændte situation i Nepal tegnede ellers lidt mere rosenrødt og optimistisk, da maoisterne og regeringen den 29. januar indgik en våbenhvile, med henblik på at genoptage de tidlige afbrudte forhandlinger i den næsten 7 år gamle konflikt siden starten på People's War i februar 1996. Under forhandlingerne var der fortsat store forhåbninger, da maoisterne mødte frem med en af deres ideologiske ledere (Dr. Baburam Bhattarai) samt andre af deres absolutte topfolk.

 

Under de efterfølgende første to runder af fredsforhandlingerne i april og maj fremførte maoisterne deres krav, hvoraf de væsentligste var krav om en rundbordskonference, en overgangsregering og valg til en forfatningsgivende forsamling, der kan udarbejde en ny demokratisk forfatning.

   Frem mod den tredie forhandlingsrunde var der voksende rapporter om brud på våbenhvilen fra begge sider, med en kraftig eskalering af voldsomheder, der formentlig toppede med maoisternes attentatforsøg mod tidligere premierminister Sher Bahadur Deupa (hvis hustru er kusine til dronningen).

   I forbindelse med den skarpe kritik af maoisternes aktion trak maoisterne sig derefter ud af forhandlingerne den 27. august. Det må formodes, at alle opnåede forhandlingsresultater - hvor små de end måtte forekomme - er tabte, dermed også enhver form for aftaler, der på nogen måde overhovedet kunne begrænse maoisternes indflydelse i de berørte landområder.

 

Efter ophævelsen af våbenhvilen har maoisterne genoptaget deres aktiviteter, som nu generelt er kommet stadig tættere på Kathmandu, og med stadig flere anslag i selve Kathmandu-området. Men det forekommer, som om det nu først og fremmest er kongen og hans politiske støtter samt sikkerhedsstyrkerne, der er udset som mål for deres aktioner (og i mindre grad repræsentanter for de øvrige politiske partier), men som det så ofte før har været tilfældet, er det atter mere eller mindre tilfældigt udvalgte repræsentanter blandt lokalbefolkningen, der bliver de umiddelbare ofre, på grund af deres påståede samarbejde med regering og statsmagt.

 

I mange lokalområder er lærere og sundhedsarbejdere ofte de eneste repræsentanter for den centrale statsmagt. De kommunale strukturer er ikke-fungerende, efter at regeringen sidste år undlod at forlænge kommunalrådenes mandat, som led i et politiske spil før et planlagt parlamentsvalg, som ikke er afholdt endnu, og fortsat uden nogen sandsynlig valgdato. Lokalvalgene vil ikke blive afholdt før parlamentsvalget, og den lokale usikkerhed er derfor nær en kaos-situation. Det tidligere Danida-støttede komunale udviklingsprojekt ligger i øjeblikket i ruiner.

 

I de omfattende lokalområder, der domineres af maoisterne, er den centrale statsmagts indflydelse totalt fraværende med undtagelse af de situationer, hvor hæren møder talstærkt op og indleder et angreb på, hvad de hævder er maoister. Der er i øvrigt udbredt enighed blandt iagttagere fra nationale og internationale menneskerettighedsorganisationer om, at ingen af parterne overholder de internationale konventioner om krigsførelse.

 

Maoisternes aktuelle strategi er at fastholde kontrollen over erobrede områder og udføre nålestiksoperationer med basis herfra. De største områder findes i den vestlige del af landet, centreret omkring distriktet Rolpa, hvor maoisterne har opbygget deres egen infrastruktur. I den østlige del af landet er maoisternes infrastruktur ikke så omfattende, men initiativerne for at få fast forankring har ført til voldsomme konfrontationer med lokale repræsentanter for den centrale statsmagt. I alt kontrollerer maoisterne omkring 20-30% af landet, men lige så vigtigt er det, at maoisterne har indflydelse i samtlige 75 distrikter. Med basis i de kontrollerede områder udfører de deres (ofte natlige) operationer i tilstødende regioner, med det endegyldige mål sluttelig at kunne omringe og erobre hovedstaden Kathmandu.

 

Politiet er forlængst forflyttet eller flygtet fra de små landsbyer, hvor der kun var en enkelt eller et par betjente, til distrikternes administrative centre (gennemsnitligt omfatter et distrikt et areal svarende til et halvt dansk amt). Og herfra bevæger betjentene sig kun meget nødigt.

 

Den lokale sikkerhedsmæssige situation er umiddelbart stærkt varierende i forhold til den grad af kontrol maoisterne udøver over området. I de totalt maoistkontrollerede områder er der ofte slet ingen repræsentanter for den legale centrale statsmagt. I de semi-kontrollerede områder er de eneste tilbageværende statslige repræsentanter ofte den lokale skolelærer samt enkelte sundhedsarbejdere.

   Det er vanskeligt at vurdere den lokale befolknings splittelse mellem maoisterne og den legale statsmagt. Det gør det ikke lettere for nogen af parterne, at mange familier har familiemedlemmer engageret i begge lejre.

   Der er en svag tendens til at visse traditionelt undertrykte minoritetsgrupper er overgennemsnitligt repræsenteret blandt maoisterne. Dette er med til at forklare, at maoisternes oprindelige krav, som enhver regering i Vesten for langt størstepartens vedkommende ville kunne acceptere, end  ikke kunne accepteres som et forhandlingsudspil af den daværende folkevalgte regering (under Deupa) - simpelthen fordi kravene var baseret på en lighedsideologi, som i praksis ville ryste de herskende samfundsmæssige grupper i Nepal med rod blandt højkastegrupperne Brahmin, Chhetri samt grupper inden for Newarerne (tilsammen udgør disse grupper mindre end 25% af Nepals befolkning, mens de sidder på mere end 75% af de attraktive stillinger inden for økonomi, politik og militær).

   Maoisternes har som nævnt deres sociale udgangspunkt i enkelte af de mange etniske grupper, der ligger som et "mellemlag" i Nepals nationale sociale struktur, hvor de - på trods af en social midter-placering -  ikke har en direkte indplacering i den nationale hindukultur (de udgør ca. 35% af befolkningen). Lavkasterne tilhører hindusystemet og er direkte nødvendige for højkasterne (i rituelt henseende såvel som i dagligdagen), men det er de etniske grupper ikke på samme måde, og det er et af udgangspunkterne for den del af opgøret, som udgøres af et socialt og ideologisk/religiøst opgør.

 

Der findes talrige dokumenterede eksempler på overgreb fra maoisterne mod enkeltpersoner, der har modarbejdet maoisternes strategi, men der findes ikke et sikkert dokumenteret grundlag for at vurdere den konkrete risiko for den enkelte person, når den enkelte person flygter fra eksempelvis distriktet Sindhu Palchok til Kathmandu.

   Jeg vil forsøge at indkredse risikoen.

    Det nepalesiske samfund er meget lidt mobilt, det er et overvejende landbrugssamfund, hvor også familierne i hovedstaden Kathmandu ejer jord, formentligt små jordlodder der er placeret flere steder i Kathmandu-dalen. Under rishøsten (lige i øjeblikke) ligner selv hovedstaden en forvokset landsby med ris, der ligger til tørre på større pladser og langs veje. Der har været meget lidt opbrydning af de traditionelle sociale strukturer, og i krisesituationer, som den der aktuelt er tale om er det disse strukturer, der er helt afgørende for lokalsamfundenes og den enkelte individuelle persons overlevelse.

   I Nepal betyder familien alt, den udgør det primære (og eneste) sociale netværk. En person på flugt vil ofte stå i en situation, hvor kun familien kan hjælpe. Men i kraft heraf er det er samtidig uhyre svært at gemme sig. I lokalområdet kender alle hinanden uanset om vi er på landet eller i byen eller i hovedstaden. En konkret familie bor i et bestemt område, det ved alle omkringboende, det er ingen hemmelighed, og det er så blot at sætte sig ned og vente, og det er nepaleserne generelt gode til ... at sidde og vente.

   Gennem anvendelsen af denne simple strategi er rigtig mange blevet oppasset, forulempet, afkrævet støtte (evt. penge) til maoisterne, tortureret og eventuelt dræbt - selv i områder, som umiddelbart forekom sikre, og inden for alle sociale grupper. Kontakten sker normalt over flere omgange hvor forulempelserne vokser i tilfælde af modarbejdelse fra de pågældende, drab forekommer først ved gentagne modarbejdelser af maoisternes ønsker eller krav.

   Det er således meget svært at forestille sig at en person kan undgå genkendelse ved at gemme sig hos familie eller venner i Kathmandu. Maoisternes integration i lokalsamfundene er meget dybtgående, og selv om der næppe vil blive sat ressourcer ind på alene at finde en bortløben skolelærer, så kan det absolut ikke afvises at en tilfældig genkendelse kan få katastrofale følger.

 

Børn er i et meget stort antal tilfælde blevet behandlet på samme måde som voksne under den pression, som specielt maoisterne har underlagt lokalbefolkningen i specielt de maoistkontrollerede områder samt i områder, der støder umiddelbart op hertil. Børn er blevet tortureret og i visse tilfælde henrettet.

   Skolerne har været meget centrale knudepunkter for maoisternes rekruttering af nye tilhængere. Enhver modstand fra lærerstanden kunne derfor absolut ikke accepteres, Der blev slået hårdt ned på lærere og skoler, der modarbejdede maoisternes strategier.

Maoisternes strategi har i den aktuelle situation i stigende grad sigtet på nålestiksoperationer uden for det maoist-kontrollerede område. Regntiden i sommermånederne er slut og som det er tilfældet hvert på er der stærkt fokus på at tilvejebringe økonomiske midler til gennemførelse af den revolutionære kamp (dvs. opkrævning af skatter, deriblandt afgifter fra det netop eller snart høstede korn) samt en udvidelse af maoistgruppen.

   Her kommer specielt lærerne atter under et meget hårdt pres, da rekrutteringen fortrinsvis sker gennem skolerne. Og der er i stigende omfang blevet nødvendigt at lade denne rekruttering foregå unden for det egentligt maoist-kobntrollerede område, hvor rekrutteringen har drænet store lokalområder for den yngre del af arbejdsstyrken. Det øger maoisternes pres på eksempelvis skoler i disse områder, og presset på utilfredse unge, der ofte med rette er meget utilfredse med eksempelvis undervisningsforholdene, kan føre disse unge i armene på maoisterne.

   De unges reaktion skal forstås som eksempelvis en reaktion mod at de gradvis opdager at de kun har minimal chance for at bestå deres SLC (School Leaving Certificate = afsluttende statskontrolleret eksamen efter 10. klasse), og uden denne eksamen er der ingen videregående uddannelsesmuligheder.

   Maoisternes hensigtserklæringer inden for uddannelsesområdet har været en større social ligestilling end i det eksisterende skolesystem, og en total eliminering af betalingsskolerne. Og det er da selvfølgelig tiltalende for den del af befolkningen, der fortrinsvis har mærket undertrykkelse, ulighed og manglende udvikling.

 

En opsamling af risikomomentet for en flygtet lærer fra Sindhu Palchok udviser et scenarie, hvor det må anses for udelukket at vende tilbage til Sindhu Palchok. Området er stadig ikke under maoistisk kontrol, men det udgør et af de primære nålestiksområder, hvor den politimæssige beskyttelse er minimeret og reelt ikke-eksisterende.

   Overgreb fra maoisterne er næsten uundgåelige såfremt arbejdet på genopbygning af skolen iværksættes. Sikkerheden i de lokale landsbyer er ikke bedre, da de er udsatte for maoisternes jævnlige patruljering og afkrævning af revolutionsskatter. Maoisternes lokalisering af en modstander er gentagne gange resulteret i dokumenterede natlige afstraffelser, herunder henrettelser.

   Ligeledes kan en person på flugt heller ikke være garanteret sikkerhed hos venner eller familie i Kathmandu. Det kan absolut ikke afvises, at en tilfældig genkendelse fra en tilfældig maoist i lokalområdet kan få ulykkelige konsekvenser.

 

© Mogens Engelund, 13. oktober 2002

Lysevangsvej 12

4000 Roskilde

tlf: 4637 2093

          email: