Nepals politiske historie

© Mogens Engelund, 2002

Da Nepal i 1951 tog de første skridt mod en moderne udvikling var der ikke meget moderne over Nepal overhovedet. De få eksisterende moderne faciliteter der fandtes, var forbeholdt Ranaerne fra det stærkt udskældte og forhadte Rana-regime. Men i 1951 bukkede regimet under for presset om mere demokrati og en mere tidssvarende og moderne udvikling, der kunne tilgodese befolkningens behov. Et intensivt pres fra Indien minimerede de voldelige konfrontationer og gjorde overgangen relativt fredelig. Politisk aktive, der havde opholdt sig i Indien under Ranaerne vendte tilbage, og forventningerne var store.

Men Rana-regimet og den historiske udvikling efterlod et samfundsmæssigt, ideologisk og religiøst fundament, der var stærkere end de fleste havde forventet. Dette har præget og begrænset udviklingen af det moderne Nepal i de efterfølgende 50 år i et omfang, så udviklingens positive sider på mange områder er overskygget af de negative, først og fremmest stærk befolkningstilvækst, svag økonomisk udvikling, tiltagende korruption, øget fattigdom og ulighed samt en stadig mere omsiggribende social uro og utryghed.

I 1950 var der en befolkning på omkring 8,3 mio. i Nepal. I de forløbne godt 50 år er befolkningstallet næsten tredoblet og det rundede 23,5 mio i foråret 2002. Hovederhvervet er stadig landbrug for omkring 80% af befolkningen, og gradvist er alle potentielt dyrkbare arealer inddraget. Men bjerge og uvejsomt terræn sætter naturlige grænser for udvidelsen af landbrugsarealerne og det er kun muligt at opdyrke omkring 20% af landets areal. For at føde den stadig voksende befolkning er det nødvendigt at anvende stadig mere intensive produktionsmetoder. Kunstvanding kan under visse omstændigheder muliggøre en ekstra afgrøde, såfremt der er tilstrækkeligt vand og jordens frugtbarhed i øvrigt gør det muligt, ved bl.a. tilførsel af supplerende gødningsstoffer. Men udgangspunktet er ikke det bedste, selv hvis landbrugsjorden blev fordelt ligeligt til alle bønderne, ville der kun blive 1 ha til hver (svarende til lidt et areal lidt større end en fodboldbane). Realiteterne er, at hovedparten af bønderne har betydeligt mindre og i lavlandet mod syd er presset blevet så stort at op mod 25% af bønderne her kun har en dyrkbart areal på 1000m2 eller mindre. Det er så lidt, at der ofte ikke er ressourcer til at gøre modstand eller kræve sine rettigheder.

Den historiske ballast

Nepals geo-politiske placering mellem mastodonterne Indien og Kina forekommer lidt klemt, men på trods af placeringen har Nepal historisk opretholdt en række politiske manøvremuligheder, blot landet ikke agerede i direkte opposition til sine naboers interesser, først og fremmest i forhold til Indien. Set i forhold til de to store naboer syner Nepal godt nok ikke af meget, men ingen andre steder på Jorden kan man på så korte afstande opleve en så stor diversitet, geografisk, biologisk og kulturelt. At der i disse uvejsomme områder opstod et kulturelt højt udviklet landbrugssamfund, baseret på møjsommelig tilpasning af relationerne mellem menneske og natur, må simpelthen aftvinge den dybeste respekt.

Gennem de seneste 3-4 årtusinder er der sket indvandringer i bølger til regionen fra nordøst og fra sydvest. Under disse processer konstituerede en lang række etniske grupper sig med egne kulturelle og sproglige særpræg.

Klemt inde mellem Himalaya-bjergene i nord og de ufrugtbare, men skovklædte Churia og Siwalik bakkedrag mod syd, udviklede det historiske Nepal sig i det smalle Middle Hills bælte. I Terai's sydlige lavlandsbælte udgjorde malariaen en begrænsning for bosættelse, der sikrede landets indbyggere mod egentlige invasioner fra de militært set langt stærkere naboriger.

Gennem en kombination af alliancer og militære konfrontationer opnåede hinduistiske grupper fra vestlige dele af det centrale Nepal en dominans over store dele af Himalaya-regionen. Det lille kongerige Gorkha fik en nøgleposition i denne proces og med erobringen af Kathmandu Dalen i 1768 blev det moderne Nepal grundlagt og Gorkha-rigets hovedstad blev flyttet til den langt mere attraktive Nepal Dal, hvorfra landets nuværende navn har sin oprindelse.

Det uvejsomme terræn gjorde godt nok livet surt for nepaleserne, men samtidig medvirkede det til at holde landet fri for fremmed dominans. Derudover var det medvirkende til at den historiske (og økonomisk yderst profitable) handel mellem Indien og Tibet var totalt kontrolleret af rigerne i Kathmandu Dalen, som gennem århundreder har udgjort det kulturelle centrum, hvortil overskuddet fra landområderne blev kanaliseret.

Det er karakteristisk, at de senere bosættelser af indiske tilflyttere i det malariabefængte Terai fik en nærmest kolonimæssig tilknytning til Kathmandu Dalen. Der skete en langt stærkere udbytning og beskatning af Terai's indvandrere end af befolkningen i Middle Hills. Denne favorisering af Middle Hills på bekostning af Terai kan fortsat konstateres. I takt med bekæmpelsen af malaria blev Terai‚s oprindelige befolkning - Tharuerne - gradvis presset på deres livsgrundlag. De blev i udstrakt grad forflyttet og mistede deres jord, og mange endte som forpagtere eller Kamaiyaer (gældsslaver), og i nogle tilfælde endog på det der engang var deres egen jord.

Nutidens Nepal er på alle måder et produkt af sine historiske relationer med sine nabolande. Kulturelt og religiøst foregik der en omfattende integration i Kathmandu's etniske smeltedigel samtidig med at mange etniske grupper i landområderne opretholdt deres egne særpræg. Alt sammen forhold, der senere gjorde det vanskeligt at etablere en egentlig national sammenhængende samfundsstruktur. Det er således fortsat mindre end 60% af befolkningen, der har nationalsproget nepali som modersmål.

Fra isolation til moderne samfund

Det har været et af Nepals historiske problemer at overvinde en århundrede lang isolation, der først blev afsluttet med Rana-regimets fald i 1951. Nehru's regering indgik i Ranaernes sidste trængselsår en handelsaftale med Ranaerne, som var et af de første skridt mod at ophæve isolationen. Under de gentagne fornyelser af aftalen har Nepals regering gjort sig store anstrengelser for at ændre den, men aftalens hovedprincipper er fortsat uændrede.

Mens aftalen blev anset for en forudsætning for udvikling i 50'erne, har den gradvis udviklet sig til en hindring, først og fremmest på grund af fastlæggelse af en "åben grænse" mellem de to lande, med fri bevægelighed for de to landes indbyggere. I realiteten er der også en relativ fri bevægelighed for kapital og varer over den mere end 1200 km lange grænse. Det har først og fremmest medført et inflow af indiske masseproducerede varer, der har gjort det vanskeligt at grundlægge en egentlig industriproduktion i Nepal. Derudover har det indebåret, at en betydelig del af Nepals produktions- og handelsaktiviteter kontrolleres af indere og at overskuddet fra disse aktiviteter forsvinder til Indien.Nepals geografiske placering har medført at Indien har været den primære handelspartner. Dette skyldtes ikke blot nærheden af det indiske marked, men også kvalitetsmæssige forhold. Landbrugsprodukterne var i en form og af en kvalitet, det reelt ikke var muligt at eksportere til andre lande. Først med væksten i eksport af tekstilprodukter og specielt tæpper til USA og Vesteuropa fra midten af 80'erne er der sket en mindsket afhængighed af samhandelen med Indien.

Denne vækst havde sine yderst negative konsekvenser. Det åbnede nye beskæftigelsesmuligheder i Kathmanduområdet samt i de mere traditionelle områder med småindustri i den østlige og centrale del af lavlandet mod syd, men det kom også til at skabe et nyt migrationsmønster. Jordløse landarbejderfamilier søgte mod byområderne eller de lod sig lokke til at sende deres børn (specielt pigerne) som de ikke havde mad nok til ind til fabrikkerne med løfter om at de kunne tjene penge til familien. Mange børn måtte hutle sig igennem tilværelsen, en del endte på gaderne og mange piger blev inddraget i prostitution i Indien og vendte senere tilbage smittet med HIV. Store kampagner har i et vist omfang bremset disse negative tendenser, men der skal en langvarig massiv indsats til for at opbygge en socialt bæredygtig samfundsmæssig udvikling.

Kaos i udviklingens hjul

Også den politiske udvikling i Nepal har været meget tydeligt præget af relationerne til Indien. Først faldt det despotiske Rana-regime i 1951 efter et indisk pres. Et kortvarigt forsøg med demokrati efter indisk forbillede blev standset af kongen i 1960. Efter indisk accept blev der etableret en styreform baseret på lokalt demokrati (Panchayat-systemet), hvor den centrale magt blev opretholdt hos de traditionelle magtgrupper og den fortsat enevældige konge. De indiske ønsker om politisk stabilitet var stærkere end løfterne til de politiske partier om at styrke Nepals unge demokrati. Mange politiske ledere måtte atter drage til Indien i eksil.

Panchayat styret var på grund af den voksende bistand fra de vestlige bistandsorganisationer i stand til at manifestere en stadig stærkere selvstændighed i forhold til Indien, som nåede et toppunkt i slutningen af 80'erne. Arbejdstilladelser for udenlandsk arbejdskraft og specielt køb af et mindre parti brugte kinesiske våben fik bægeret til at flyde over i en situation, hvor landene var ved at genforhandle handels- og transitaftalerne.

Med blot et par ugers varsel iværksatte Indien i 1989 en handelskonflikt, der virkelig satte Nepals afhængighed af Indien i perspektiv. Kun som følge af en voldsom aktivitet inden for donorkorpset undgik Nepal at bukke under for det indiske pres. De indiske forsøg på at fremme et politisk opgør med Panchayat styret lykkedes ikke i første omgang. Kun fordi Panchayat styret ikke ønskede at dele den politiske magt med de politiske partier og inddrage dem i løsningen af konflikten foregik der i 1990 et kort succesrigt opgør for genetablering af en demokratisk styreform.

Der var næppe indiske interesser af nogen afgørende betydnin i opgøret med Panchayat styret. Derimod har det nepalesiske Kongresparti senere fået stor støtte fra sit indiske søsterparti under den valgkamp op til det parlamentsvalg i 1991, 1994 og 1999. Det er Kongrespartiets ambition at fremstå som Nepals nationale masseparti. Men det har i praksis vist sig som vanskelig udfordring at tilvejebringe politisk stabilitet, når den samlede venstrefløj har en større vælgeropbakning end det regerende Kongresparti.

Sådan har det været ved alle tre parlamentsvalg, og problemet er stadig aktuelt, for Kongrespartiets nuværende position som regeringsparti skyldes formentlig udelukkende at det dominerende oppositionsparti Communist Party of Nepal (UML) (United Marxist-Leninist, et midtsøgende venstrefløjsparti, der spænder fra det politiske centrum og ud mod venstrefløjen) blev splittet før sidste parlamentsvalg, og magtkampe mellem de to fraktioner kostede mange stemmer og mandater. Men tilsammen fik de to fraktioner flere stemmer end Kongrespartiet.

Midt under maoistkonflikten skete det ulyksalige familieopgør i kongefamilien, hvorunder næsten hele familien blev udryddet. Kongens yngre bror - en velkendt og lidt frygtet forretningsmand - blev kronet med lynets hast. Modstanden mod premierminister G.P.Koirala voksede ikke blot fra oppositionen, men også internt i Kongrespartiet. For at undgå en splittelse af Kongrespartiet gik han af og blev afløst af Sher Bahadur Deupa (der også var PM i 1996, da maoisterne startede "People's War"). Han anlagde en mere forsonlig linie over for maoisterne og indledte fra begyndelsen af september 2001for første gang forhandlinger med maoisterne. På dette tidspunkt havde konflikten kostet mere end 3.000 menneskeliv.

Efter uoverensstemmelser blandt Maoisterne afbrød de helt uventet forhandlingerne den 23. november, hvorefter de straks genoptog og optrappede kampene. Tre dage senere blev der erklæret undtagelsestilstand (26.nov.2001) og militære sikkehedsstyrker blev sat ind. Dette indebærer at en række civile rettigheder blev suspenderet og parlamentets indflydelse også blev minimeret. Tilsvarende blev premierministerens og regeringens indflydelse øget, men også hærens og kongens, og kongens muligheder for direkte indgriben ligger inden for sansynlighedens grænser.

I takt med de efterfølgende forlængelser af undtagelsestilstanden voksede også uenighederne inden for regeringspartiet. Dette førte til en uholdbar situation, som premierminister Deupa løste ved - til alles store overraskelse - at udskrive parlamentsvalg til afholdelse den 13. november 2002. Og sikkerhedsstyrkerne er jo allerede på plads i store dele af landet. Med undtagelse af de stærkest maoistkontrollerede områder kan valget måske afholdedes relativt fredeligt. Men maoistområderne er helt uforudsigelige, og maoisterne stiller IKKE op til valget.

Siden sidste valg er venstrefløjspartiet UML atter forenet og partiet står til at vinde en komfortabel valgsejr. Traditionelt står UML stærkt i landområder, der domineres af lavkaster og etniske grupper, samt i Kathmandudalen, hvor de også har opbakning fra et flertal af offentligt ansatte samt studerende. UML er også klart dominerende på kommunalt niveau, hvor der i øvrigt skulle have været valg senest i løbet af foråret 2002. De kommunale råd fratræder i løbet af sommeren 2002 og alle kommunale funktioner i landområder, provinsbyer og hovedstaden overtages af administrative ansatte. Det er en demokratisk set helt uholdbar situation, hvor faren for politiske intriger er overvældende. Og der kan næppe afholdes valg før i efteråret 2003.

Men først skal parlamentsvalget overstås, og usikkerheden er tiltagende, udover maiosterne er der er flere nye ubekendte faktorer. For det første forventes kongen at gøre "en eller anden" form for indflydelse gældende, og for det andet er det usikkert hvilken rolle sikkerhedsstyrkerne vil komme til at spille. Faren for at demokratiet bliver taber ved valget er meget overhængende.

Artiklen er oprindeligt skrevet til Operation Dagsværk, 2002, se www.od.dk Denne version er efterfølgende korrigeret i mindre omfang.

Mogens Engelund
Roskilde, august 2002

Artiklen er oprindeligt skrevet til Operation Dagsværk, 2002, se www.od.dk
Denne version er efterfølgende korrigeret i mindre omfang.

Efterskrift (2003): Valget i 1992 blev ikke afholdt, og derfor ej heller lokalvalgene. Premierminister Deupa blev afsat af kongen, der anvendte sine bemyndigelser fra forfatningen (formentlig efter rådslagning med de mest betydningsfulde politiske ledere og politiske partier) med det erklærede formål at skabe politisk stabilitet som et fundament for en løsning af maoistkonflikten. Parlamentet blev i overensstemmelse med reglerne i forfatningen midlertidigt opløst, og der blev udpeget et forretningsministerium, ledet af Det Nationaldemokratiske Parti's leder Dor Bahadur Chand, der senere er blevet udskiftet med sin svorne rival, fra samme (splittede) parti, Surya Bahadur Thapa. Det var et krav fra kongen, at regeringsmedlemmerne ikke måtte udnytte deres magtposition, og som led heri involverede de i ikke at stille op ved det førstkommende parlamentsvalg, som det var en af regeringens pligter at planlægge efter at de havde stabiliseret den politiske situation. Det gik ikke så hurtigt som forventet. Politik tager ofte sin tid, og det gælder også i Nepal. Og i sensommeren 2003 er der endnu blot usikkerhed forude.