Valg i Nepal

Efter en kort intensiv kamp for genindførelse af flerpartidemokrati opgav Kong Birendra i april 1990 sin enevældige magtposition. De politiske partier, der havde været forbudt gennem de forudgående 30 år blev nu atter tilladt. Nepal fik en ny demokratisk forfatning som på mange områder er stærkt præget af vort vestlige demokratiske koncept. Det hidtidige partiløse Panchayat-system baseret på folkevalgte råd på landsbyplan var ikke blot utilstrækkelig til den moderne udvikling, Nepal i stigende omfang følte sig integreret i. Et endnu mere markant kritikpunkt var, at Panchayat-systemet udviklede sig henimod en et-parti struktur, domineret af en ideologisk ramme, som i høj grad tog sit udgangspunkt i de ulighedsstrukturer, der er så fundamentale i specielt hindu-samfundet (herunder kaste-baserede uligheder). De udenlandske donororganisationer - deriblandt Danida - stod nærmest i kø for at hjælpe med overgangen henimod mere demokratiske styreformer, specielt på grund af den voksende internationale kritik af den politiske uansvarlighed og administrative ineffektivitet under Panchayat-systemet. Demokratiet har absolut ikke løst alle problemerne, og der er fortsat voldsom kritik af statsadministrationens ineffektivitet, men demokratiet er kommet for at blive. Det tredie parlamentsvalg efter genindførelse af demokratiet er netop afholdt (3. og 17. maj) efter et valgsystem opbyggget efter britisk model med valg i enkeltmandskredse.

Optakten til valget

Diskussioner og bekymrede vurderinger prægede perioden før det netop afholdte parlamentsvalg i Nepal. Landets største parti Kommunistpartiet UML (Nepal Communist Party - United Marxist-Leninist) blev splittet i 1998 hvor næsten halvdelen af parlamentsgruppen trak sig ud af samarbejdet og dannede deres eget parti Nepal Communist Party - ML (Marxist-Leninist) - i daglig tale benævnt ML. UML havde året før under kommunalvalgene fejret en jordskredssejr. Men sejren medvirkede til at skærpe uenighederne om magtfordeling i partiets topledelse. De lokale kadrer forholdt sig altovervejende loyalt i forhold til UML og ML endte med at stå med en meget svag lokal fundering.

Et endnu større usikkerhedsmoment udgjorde maoist-bevægelsen med centrum i Vestnepal. Dens tre år gamle "people's war" havde resulteret i talrige sammenstød med en hårdhændet politistyrke, der er blevet skarpt kritiseret af Amnesty International for anvendelse af brutale metoder, herunder tortur. Regeringen, der konsekvent søgte at løse problemet som et lov-og-orden problem, blev af Amnesty International opfordret til at løse problemet politisk, men hidtil uden større succes. De fortsatte sammenstød mellem det bevæbnede politi og de i begyndelsen kun nødtørftigt bevæbnede maoister (der senere har erobret skydevåben i mindre omfang fra bl.a. politiet) har gjort det stadig mere tydeligt at problemet ikke kan løses på denne måde. De bagvedliggende årsager, der har været negligeret af specielt Kongrespartiet hænger først og fremmest hænger sammen med årtiers udviklingsmæssige negligering af regionen. Derfor er problemet først og fremmest af såvel politisk som økonomisk karakter. Denne negligering har gennem de sidste tre år kostet omkring 800 mennesker livet. Derudover har politiets besværligher med at håndtere problemet (som et lov-og-orden problem) resulteret i et stort antal arrestationer - ofte meget sporadisk.

Af frygt for maoistiske aktioner i tilknytning til valget besluttede valgkommission at opdele valget i to faser, så der først blev afholdt valg i de områder, der blev anset for de mest sensitive (3. maj) og efterfølgende i den øvrige del af landet (17. maj). De sikkerhedsmæssige aspekter ved et valg i uvejsomt terræn med omkring 8.000 valgsteder nødvendiggjorde udstationering af ca. 30.000 betjente svarende til godt 60% af politistyrken, under hver valgrunde, eller det dobbelte ved en enkelt valgrunde. Tidligere blev problemet løst ved at indkalde og uddanne midlertidigt personnel, men erfaringerne tjente ikke til gentagelse. Og det blev absolut ikke anset for ønskværdigt at anvende militæret til en sådan civil opgave. Militæret stod dog som "back-up" i nærheden af specielt "sensitive" områder, og sammen med politiet bevogtede de valgurner under transport til optællingssteder og i perioden fra første til anden valgrunde. Optællingen startede samtidig alle steder, dvs. efter anslutningen af valghandlingen den 17. maj.

Mens vi venter på valgresultatet

I skrivende stund er parlamentsvalget netop overstået. De første stemmebokse fra valgets første valgrunde for 14 dage siden er ved at blive tømt ud på bordene i Kathmandu Konvention Center. Verden er jo efterhånden ikke større end at man på internettet kan følge med der, hvor tingene sker. Jeg sidder sammen med en af mine nepalesiske venner og håber på snart at få de første meldinger på 'nettet'. Han er medlem af Kongrespartiet og håber på et flertal, så partiet for første gang siden valget i 1991 kan danne en flertalsregering. Dengang gik det ikke så godt. Kongres-regeringen, ledet af veteranen G.P.Koirala kom i modsætning til en række af partiets parlamentsmedlemmer, der udeblev fra en afstemning om finansloven, så regeringen kom i mindretal og der blev udskrevet nyvalg i 1994. Her gik det ikke så godt for Kongrespartiet. Kommunistpartiet UML overraskede og blev landets største parti. De dannede en mindretalsregering, som uanset dens fortræffeligheder kun holdt otte måneder. Et forsøg på at udskrive nyvalg mislykkedes, da Nepal højesteret afgjorde at udskrivning af valg foretaget af en mindretalsregering ikke var i overensstemmelse med forfatningen. Afgørelsen blev diskuteret, men accepteret. En af begrundelserne var nok så tungtvejende, nemlig de store omkostninger, der var forbundet med afholdelse af valg. De beløber sig rundt regnet til 80% af de årlige indkomstskatter, et stort problem, specielt fordi de udenlandske donororganisationer (deriblandt Danida), der tidligere havde dækket en stor del af omkostningerne, havde meldt hus forbi.

Det blev begyndelsen til en fase med nye erfaringer i politisk samarbejde. Nye og helt uventede regeringskoalitioner så dagens lys i en stadig vekslen. Ialt oplevede Nepal at have seks regeringer gennem 4½ år før det endelig lykkedes at danne en flertalsregering, bestående af de to største partier: Kongrespartiet og UML, der udelukkende havde til formål at udskrive og afholde valg.

Kritik af regering og statsadministration

En effektivisering af regeringsførelsen og den offentlige forvaltning har ikke stået i forgrunden for hverken de folkevalgte eller for de hurtigt skiftende regeringer. Politikerne sad jo rimeligt fast i sadlen, og følte at de ligeså godt kunne udnytte deres mulighederne, evt. forsøge at tilegne sig en ministerpost. Korridoraftaler blev indgået, forsøgt indgået og indimellem brudt, men vigtigst var måske aftaler om gensidige udvekslinger af tjenester og modydelser. Nepotismelignende strukturer har været et fast element i Nepals traditionelle samfundsstruktur, og har på forskellig måde omfattet rig såvel som fattig. Disse strukturer har spundet samfundet sammen i et netværk, der gør det vanskeligt at opnå politisk magtpositioner uden støtte fra indflydelsesrige personer, eller og grupper. Opnås så denne position, skal der betales tilbage. En af måderne er at sikre familie og venner ansættelse inden for områder, hvor man har indflydelse, ofte uanset deres kvalifikationer. Det indebar udskiftning af embedmænd, administratorer m.m. i takt med regeringsændringerne og ramte specielt landets lange række af udenlandsk finansierede udviklingsprojekter, hvor ledere blev udskiftet i tide og utide. Konsekvensen blev forsinkelser og magtmisbrug af stadig voksende omfang, så Verdensbanken til sidst som koordinator for Nepal Aid Group stillede regeringen over for det barske ultimatum: "...enten øger I effektiviteten, eller også er det slut med pengene!". Og kritikken gav genlyd, ikke mindst da Verdensbanken udnyttede en ny mulighed for udbredelse af sit budskab, rapporten blev simpelthen lagt ud på internettet, så der blev diskuteret udvikling og dertil relaterede spørgsmål som aldrig før efter offentliggørelsen af rapporten i november 1998.

Disse diskussioner prægede perioden frem mod valgkampen og var med til at skærpe kritikken af politikerne, der generelt blev anset for at være de skyldige.

Op til valget var der yderligere en frygt for indblanding fra indiske aktionsgrupper. Derfor blev grænsen til Indien lukket i 24 timer i distrikter hvor der bev afholdt valg og der var forbud mod salg af alkohol i 3 døgn.

Betænkeligheder og frygt for voldelige aktioner og reaktioner i forbindelse med selve valget viste sig overdrevne. Begge valgrunder forløb relativt fredeligt. Den uro der alligevel fandt sted skyldtes fortrinsvis sammenstød mellem de dominerende politiske partier. Det er i denne sammenhæng avisoverskriften fra "The Rsing Nepal" om et fredeligt valg med kun fire dræbte skal forstås.

Politiske reaktioner

Efter første valgrunde 3. maj med valg i 90 af parlamentets 205 valgkredse var politikerne hurtigt ude med deres vurderinger (skønt optællingen først startede efter anden valgrunde 17. maj). "Ingen kan standse UML's sejrsmarch på trods af Kongrespartiets massive valgsvindel" udtalte ULM generalsekretær og PM-kandidat Madhav Kumar Nepal. Kongrespartiets PM-kandidat, Krishna Prasad Bhattarai, der er kendt for aldrig at mangle positive tilkendegivelser udtalelser vurderede at flertallet stort set allerede var hjemme: "Vi har allerede vundet 55 af de 90 pladser, der var på valg ... jeg føler mig styrket i min overbevisning om at Kongrespartiet vil få 130 mandater" (ud af 205).

Det var en generel opfattelse at kun Kongrespartiet havde mulighed for at opnår absolut flertal. UML havde haft sine interne splittelser, da næsten halvdelen af parlamentsbruppen i 1998 brød med partiet og dannede deres eget parti ML. Splittelsen skyldtes først og fremmest personlige uoverensstemmelser blandt partiets topledelse, og fik ikke opbakning blandt partiets lokale kadrer, der netop året forinden havde sikret partiets totale dominans under kummunalvalgene. Partiets traditionelle vælgermasse tilhører generelt de dårligst stillede grupper i det nepalesiske samfund. Småbønder og jordløse landarbejdere blandt lavkaster, kasteløse og etniske grupper med svage samfundsmæsige rettigheder dominerer de grupper, der støtter UML i landområderne. UML's effektive organising af store dele af fagbevægelsen sikrer partiet et stærk position i byområder domineret af lønarbejdere, ligesom partiet står meget stærkt i sin organisering af de offentligt ansatte og studerende. Det er sålededs ikke i områder med højkastedominans at UML har sin styrke. I disse områder dominerer Kongrespartiet og de to traditionalistiske søsterpartier Det Nationaldemokratiske Parti med rødder fra Panchayat-systemet (partiet er splittet i to partier med samme navn, efterfulgt af lederens navn i parantes).

"Maoisterne"

Maoisternes baggrund er kort fortalt historien om den fattige bondes kamp for bedre vilkår, der er koblet sammen med en politisk revolutionær ideologi, der beskriver den ideelle aktionensform som væbnet revolutionær kamp. I den konkrete sammenhæng er der tale om en gruppe af socialt dårligt stillede småbønder fra Vestnepals bakkeområde, der følte sig forbigået af udviklingen, herunder bl.a. af mislykkede egnsudviklingsprojekter. Deres jordlodder er meget små og de er uden alternative beskæftigelsesmuligheder. I deres bestræbelser på at vinde politisk gehør støttede de sig på Nepal Communist Party (maoist), hvis markante lederskikkelser støttede sig på aktionsformer med forbilleder fra "Den Lysende Sti" fra Peru.

Men maoistproblemet manifesterer - på sin egen politiske form - de problemer mange af de dårligst stillede grupper i landområderne står overfor. I dette tilfælde nøjes de ikke med at resignere og lade-stå-til (ellers det "normale" i netop hindusamfund - jfr. karma). Derimod reagerer de, og selvom problemet ikke er nyt, men i realiteten har mange år på bagen, har det fundet en ny politisk - og yderst slagkraftig - form, suppleret af en ideologisk perspektiv gruppen kan identificere sig med

Tendenserne afspejler sig

Endelig begynder resultaterne at løbe ind på skærmen og tendensen er tydelig. Det er mellem Kongrespartiet og UML at kampen står. De mindre partier, deriblandt udbryderpartiet ML - får ikke den indflydelse de havde håbet på, men desværre er det tydeligt at ML flere steder tager et så stort indhug i stemmerne til UML at Kongrespartiet løber med mandatet. ML's forhåbninger om at kunne sikre sig afgørende indflydelse efter valget viser sig ikke at holde. End ikke partiets prominente ledere opnår valg. Resultatet er en markant svækkelse af venstrefløjen, hvis drømme om flertal hurtigt smuldrer.

Efterhånden som timerne går er smilet hos min nepalesiske ven til gengæld blevet stadig bredere. Kongrespartiets valgsejr er sikret selvom der mangler det endelige resultat fra en trediedel af kredsene. Det er kun et spørgsmål om sejrens størrelsen, og måske absolut flertal i Parlamentet. Men den endelige afslutning trækker ud da valget er udsat i 5 valgkredse pga. dødsfald blandt de opstillede kandidater og resultatet herfra foreligger først i slutningen af juni.

Kilder:

www.election-commission.org (officielle valgresultater)

www.nepalnews.com (nyheder, artikler, etc. Fra diverse nyhedsmedier)

www.info-nepal.com (nyheder, artikler, etc. Fra diverse nyhedsmedier)

www.south-asia.com (nyheder, artikler, etc. Fra diverse nyhedsmedier)

www.nepali.net.undp/

Roskilde, 19. maj 1999

Ó Mogens Engelund

St Gråbrødrestræde 6

4000 Roskilde

Tlf: 4637 2093

Mandatfordeling ved valget i 1994

og tendenser ved 1999-valget

Nepal Communist Party (UML): 88 mandater

Marxistisk-leninistisk parti med midtersøgning

Fraktionen ML (mere markant i sin venstrefløjsholdning) har forladt partiet (med ca. 40 mandater)

UML taber mange pladser og ML vil kun få ganske enkelte

Nepali Congress Party: 83 mandater

Midterparti af socialdemokratisk tilsnit

Uro inden for partiet, som stadig holder sammen og måske opnår absolut flertal

Den Nationaldemokratiske Parti: 20 mandater

Har baggrund blandt politikere fra det tidligere Panchayat-system.

Er traditionalistisk (kongetro) og liberalistisk

Er splittet i to partier (af samme navn)

Bliver formentlig mere end halveret.

Nepal Sadbhavana Party: 3 mandater

Har basis i lavlandet, hvor det især støttes blandt befolkningen af indisk afstamning.

Støtter minoritetsgruppers rettigheder.

Opretholder formentling sin position

Nepal Peasants and Workers Party: 4 mandater

Markant venstrefløjsparti ledet af en markant personlighed, der støtter maoisterne.

Opnår formentlig kun et enkelt mandat i Bhaktapur

National People's Front: 0 mandater

Parti der støtter maoisterne.

Opnår nogle få pladser

Nepal Communist Party (maoist): 0 mandater

Boycotter valget, kunne formentlig have opnået enkelte mandater

Individuelle kandidater : 7 mandater

Det strategiske spil under valget vil afgøre om enkelte vælges som individuelle

Parlamenter består af 2 kamre:

Repræsentanternes Hus (Underhuset) med 205 medlemmer valgt i enkeltmandskredse.

Nationalforsamlingen (Overhuset) med 60 indirekte valgte medlemmer.