Maoisternes oprør

© Mogens Engelund, 2002

Opildnet af de demokratiske strømninger, der blæste henover Østeuropa fra slutningen af 80'erne, krævede også nepaleserne i 1990 ændringer i landets feudallignende styreform. Efter mere eller mindre grundige forberedelser hos de ikke tilladte - men dog tolererede - politiske partier og partiforberedende organisationer (specielt inden for studenterbevægelsen) gik Demokratibevægelsen på gaden med deres krav. Demonstrationerne blev relativt kortvarige (va. 50 dage), men gradvis mere omfattende. Omkring 300 mennesker mistede livet og et ukendt antal blev såret, før Nepals kong Birendra i april 1990 meddelte, at han var parat til at ophæve forbuddet mod flerpartisystemet. Dermed var vejen banet for et flerpartidemokrati. I november 2000 blev den nye demokratiske forfatning offentliggjort, og i april 1991 afholdtes det første demokratiske valg til parlamentet siden 1959.

Det var dog ikke alle der var tilfredse med den demokratiske omstillingsproces. Et lille maoistisk venstrefløjsparti gik under jorden efter at være nægtet opstilling til parlamentsvalget i 1994. De opfordrede efterfølgende til boykot af valget i deres kerneområde i Vestnepal og fremsendte senere et 40-punkt papir med forslag eller krav til Kongresparti-regeringen, der ikke ønskede forhandling og negligerede henvendelsen. Derefter iværksatte maoisterne under navnet "People‚s War" en bevæbnet bondeopstand, som regeringen ikke kunne finde ud af at håndtere. Opstanden fik i vid udstrækning lokal opbakning fra de mange, der var utilfredse med centralregeringens håndtering af specielt fattigdomsbekæmpelse og den ulige fordeling af udviklingsinitiativerne. Det bevirkede at opstanden spredte sig langsomt, men sikkert.

Ofrene for opstanden var i starten politiske modstandere og overløbere samt repræsentanter for den centrale statsmagt, især politiet (hvorfra de fik deres våben). De små decentrale politiposter blev lidt efter lidt forladt, enten på grund af overfald eller af frygt og ganske gradvis kontrollerede maoisterne et stadig større område i det vestlige bakkeområde, hvor de opbyggede deres egne kommunale administrative og militærstrategiske strukturer. Det kontrollerede kerneområde er et område på størrelse med Fyn, og herfra drager de ud på togter og trækker sig tilbage. Strategien er i ultrakorte træk at erobre landområder og derefter omringe og efterfølgende erobre stadig større byer. Et middel i denne langsigtede strategi er nålestiksoperationer. Med base i de sikre områder foretages operationer i tilstødende regioner, hvorfra man umiddelbart efter trækker sig tilbage til de sikre områder. Denne strategi skabte usikkerhed hos politi og sikkerhedsstyrker, og det viste sig at mange tilstødende områder gradvist blev opgivet af politiet, og maoisterne kunne herefter overtage områderne uden yderligere kamp.

I takt med at opstanden bredte sig og blev stadig mere umulig at kontrollere voksende panikken og de politiske skænderier tiltog. Skulle hæren sættes ind eller skulle der forhandles. Sidste sommer (2001) - midt i alle vanskelighederne - kostede et tragisk familieopgør inden for kongefamilien hovedparten af familien livet uden at omstændighederne er fuldt klarlagt. Den formodentlige kongemorder blev i hjernedød tilstand udråbt som konge, indtil den tidligere konges yngre bror - Gyanendra - et par dage senere blev kronet som konge. Han har aldrig været særlig populær blandt befolkningen, men efterfølgende har han vist sig handlekraftig og har styrket sin position selv om han fortsat ikke er nogen populær personlighed.

Under de forhandlinger, der derefter trods alt fandt sted, fik maoisterne ikke nogen reelle tilbud. Det var opfattelsen blandt regeringens forhandlere, at maoisterne allerede havde vundet, hvad der var at vinde. Men det havde de tilsyneladende ikke, for maoisterne afbrød forhandlingerne og genoptog og optrappede deres voldelige aktioner - og satte virkelig alvor bag ordene om revolution.

Under disse forhold er den økonomiske udvikling sat på vågeblus, og det er Nepal position som landbrugsland, der "bærer" den vækst, der trods alt er tale om, kombineret med de investeringsmæssige inputs, som udviklingsprojekternes donorer mærkværdigvis fortsætter med at forsyne landet med, uanset den stadig voldsommere kritik af den tiltagende og stadig mere udbredte (og alment accepterede!) korruption i det trods alt unge demokrati.

Turismen er mere end halveret i forhold til tidligere, og bjergbestigningsekspeditionerne er næsten indstillet, og for første gang er der ingen på Mt. Everest, hvor gebyret nu er sat ned fra 75.000$ til 25.000$.Turister har kun i undtagelsestilfælde været udsat for afpresning af penge. De har i så fald fået kvitteringer som de har kunne vise frem hvis de mødte andre "opkrævere". Men generelt er maoisterne blevet stadig mere aktive i deres opkrævninger af beskyttelsesafgifter til finansiering af revolutionen, trekkingbureauer, busser, vognmænd, industrivirksomheder bliver afkrævet beskyttelsespenge. Men mærkværdigvis holdes det ofte skjult, som om det er flovt.

Demokratiets fallit? - eller nye muligheder?

Der er ikke udsigt til nogen umiddelbar vinder af de aktuelle meget voldelige konfrontationer mellem regeringens sikkerhedsstyrker og den bevæbnede maoistiske bevægelse i specielt den vestlige del af Nepal samt i mindre omfang i den østlige del.

Regeringen har på sin side defineret maoisterne som terrorister. Der har været undtagelsestilstand siden slutningen af november 2001 til udgangen af maj 2002, hvor den blev forlænget med 6 måneder. Det skete ved at premierminister Deuba opløste parlamentet, da det ledende parti, Kongrespartiet (Nepali Congress), nægtede at gå med til en forlængelse. Deuba forsvarede sin beslutning med, at det var den eneste mulighed for at opretholde lov og orden i landet.

Regeringen har desuden fået moralsk opbakning fra sine naboer - Indien og Kina - til at intensivere sin kamp mod terrorisme. Premierminister Deuba var i maj på visit hos præsident Bush og Tony Blair for at fremlægge sagen og vendte tilbage med moralsk opbakning og tilsagn om økonomisk støtte fra USA og Storbritannien til Nepals militær.

Maoisterne eller Communist Party of Nepal (maoist), som organisationen i virkeligheden hedder, har defineret kampen som "People's War", en folkekrig, og den startede da også i 1996 som en gruppe fattige bønders og deres frustrerede sønners og døtres oprør mod deres undertrykkere. Det var en kamp for den lighed og forbedring af levevilkårene, som demokratiets forkæmpere stillede befolkningen i udsigt, da de i foråret 1990 havde succes med at genetablere flerpartidemokratiet i Nepal.

Demokratiets genetablering ændrede blot ikke afgørende ved den nationale magtfordeling, specielt ikke i landområderne. Godt nok blev adgangen til politisk indflydelse gjort bredere og lettere tilgængelig for byområdernes nye sociale mellemlag (der statistisk set tilhører de socialt bedre stillede grupper). Den mest synlige konsekvens heraf har været en voldsom tiltagende og omsiggribende korruption, baseret på traditionelle nepotismeformer (familie og venner støtter dig på din vej frem og op i systemet, og når du opnår indflydelse og adgang til ressourcer bør du tilegne dig din andel og lade dele af den flyde tilbage til familie og venner). Det var reelt samfundets top der organiserede det nye demokratiske setup og den dermed forbundne (relativt uændrede) magtfordeling, og det var kongen, der satte det sidste fingeraftryk på forfatningen.

Maoisterne har især kritiseret, at forfatningen ikke efterfølgende skulle godkendes af folket (folkeafstemning) eller af en folkevalgt forsamling (og det er fortsat deres mest ultimative krav). Forfatningen ville formentlig have været godkendt med overvældende flertal, hvis den havde været sat til afstemning, og det ville have skabt en bred folkelig debat om forfatningens indhold, formål og anvendelighed, der ikke ville have været begrænset til forfatningskommissionen og den de politiske topfigurer.

De effekter, der ville kunne opnås ved at landbefolkningen og de traditionelt undertrykte gruppe blandt lavkaster og etniske grupper blev inddraget til på lige fod med de traditionelle herskende grupper blandt højkaster, ville kunne påvirke den politiske og sociale udvikling i retning af netop den øgede sociale lighed, som forfatningen fremhæver. Men det ville eller turde herskerne ikke. Måske fordi de i alt for mange generationer har været vænnet til at beslutte for og hen over hovedet på lavkaster, etniske minoritetsgrupper, og socialt svage grupper.

Disse grupper er reelt ikke blevet taget alvorligt, heller ikke med den nuværende forfatning og det deri fremstillede demokratiske setup. Uligheden er ikke afskaffet, blot fordi der står i forfatningen at alle er lige, det forudsætter for det første at de undertrykte selv rejser sig og kræver denne lighed og for det andet at de traditionelle magtgrupper ser de tidligere undertrykte som deres ligeværdige.

Det er reelt dette manglende sociale, politiske og ideologiske opgør der har givet maoisterne vind i sejlene. Den maoistiske ideologi har fået de undertrykte til at rejse sig, stille krav og gøre modstand. Metoderne er voldsomme, men det har magthavernes metoder også altid været. Det politiske center i Kathmandu & Omegn har være meget længe om at forstå rækkevidden af, at de i det nye demokratiske Nepal reelt er i mindretal, men det er nu ved at gå op for såvel politikere som menigmand, at selv et oprør blandt småbønder i underudviklede og relativt isolerede bakkeområder kan udgøre en trussel mod den nationale politiske (u)stabilitet.

Vanskelighederne med at tackle disse fundamentale demokratiske problemer har været medvirkende til at udvikle den aktuelle borgerkrigslignende situation. Og indtil videre har det kostet flere tusinde mennesker livet at opgøret ikke er blevet taget alvorligt. Overtrædelser af grundlæggende menneskerettigheder begås jævnligt af begge parter i konflikten. I den tidlige del af konflikten påpegede Amnesty International, at politiets fremfærd ikke var i overensstemmelse med menneskerettighederne, mens det i den seneste udvikling først og fremmest er maoisterne, der anvender metoder, der må tages dyb afstand fra. Men problemets kerne er, at de politiske ledere har svigtet en lang række demokratiske idealer i deres indbyrdes stridigheder og stræben efter magt.

De konsekvenser, der uanset udfaldet af konflikten vil stå tilbage er, at tilliden til de traditionelle magtgruppers håndtering af Nepals udvikling er svækket i et omfang, så man kan frygte at mere fundamentalistiske idealer kan slå rod, eller man kan håbe, at nogle af de traditionalistiske idealer, der bygger på gensidig afhængighed, respekt og tolerance kan genoplives og danne grundlaget for en fredelig og demokratisk sameksistens. Vejen frem er brolagt med torne, og visse steder er passagen meget smal, men der har flydt tilstrækkeligt med blod, nu skal fremtiden sikres.

Mogens Engelund
Roskilde, august 2002

Artiklen er oprindeligt skrevet til Operation Dagsværk, 2002, se www.od.dk
Denne version er efterfølgende korrigeret i mindre omfang.